Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede
Børn, der har set deres forældre blive dræbt. Voksne, der har mareridt om døde familiemedlemmer. Torturofre og handlede kvinder. Vores psykolog Tine har set mange traumer i den måned, hun har været på Lesbos for at hjælpe flygtninge, der lever i tynde telte og kolde containere i lejren Kara Tepe.
Natten mellem den 8. og 9. september var det et år siden, at Moria – den berygtede flygtningelejr på ferieøen Lesbos i Grækenland – brændte ned til grunden. Her fortæller vores psykolog Tine, hvad hun oplever på øen lige nu som udsendt.
Vores psykolog Tine Heede er på Lesbos lige nu for at hjælpe dem, der bor i Kara Tepe. Hun fortæller om mennesker, der er blevet ramt igen og igen – først af krig og en traumatiserende flugt og nu en udsigtsløs opbevaring i et telt i Europa:
”Jeg ser flest mennesker fra Afghanistan, især voksne mænd og kvinder. De børn, jeg har set, har haft angstanfald, PTSD og depression, de selvskader og forsøger selvmord. Nogle holder sig tæt op af deres forældre, så de ikke forsvinder. Nogle af dem har set deres forældre blive dræbt eller har set blodet fra dem. Andre har mistet deres forældre under flugten – de er enten forsvundet eller har forladt børnene og overladt dem i andres varetægt.
Det er helt almindelige mennesker, hvis liv er taget fra dem
Noget af det, der slår mig, er, at det er helt almindelige mennesker som mig og dig, der har fået frataget deres liv og alt, hvad de ejer og har. Der er sket noget for dem – krig blandt andet – og de har måttet flygte, og nu sidder de her i lejren.
Jeg har talt med kvinder, der er blevet kidnappet under flugten, er blevet tvunget til prostitution, og som har måtte flygte fra kidnapperne, før de kom til Lesbos. De er bange hele tiden.
Der er torturofre, der viser mig deres ar.
En typisk patient kunne være en kvinde, der har hovedpine og har mareridt, hvor hendes døde familiemedlemmer kommer tilbage og anklager hende for ikke at have hjulpet dem. Hun ryster, bliver vred og føler skyld. Hver dag kværner tankerne rundt i hovedet på hende om, hvad der skal blive af hende og hendes børn.
Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede. Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende, men jeg fik at vide, at det var sket flere gange før. Det lignede et panikanfald med flashbacks. Jeg talte til hende gennem en tolk, og til sidst kom hun til bevidsthed. Hun kommer hen til mig i næste uge, så vi kan tale sammen.”
Sådan fortæller Tine Heede bare fra sin første måned på Lesbos. At opbevare traumatiserede mennesker i en lejr på ubestemt tid er ikke mindst uværdigt, men det er også umenneskeligt.
Der er koldt i containerne, hvor flygtningene bor
Flygtningelejren Moria var en skamstøtte over Europas behandling af mennesker på flugt. Tusindvis af mennesker blev opbevaret på ubestemt tid under kritisable forhold.
Og sådan er det desværre stadig.
12.000 mennesker levede under kummerlige forhold i Moria, da den brændte. Siden er de blevet fordelt andre steder hen, og i dag er der 3.5000 flygtninge tilbage på Lesbos i en midlertidig lejr, der kaldes Kara Tepe ved byen Mavrovouni. Selv om der er færre mennesker, er forholdene desværre ikke blevet bedre.
Vores patienter fortæller os, at de ikke kan få varmen om vinteren i de telte eller containere, de bor i, mens det omvendt bliver ekstremt varmt om sommeren. Asylprocessen er også stadig kompleks og uoverskuelig for de ofte traumatiserede og udmattede mennesker, vi hjælper i vores klinikker.
Hvad skal der ske med dem på Lesbos?
Vi har hjulpet i lejrene på de græske øer i fem år, og det bliver vi selvfølgelig ved med, så længe der er behov for os. Men vi mener ikke, at der burde være behov for os. Vi har i fem år behandlet de fysiske og psykiske skader, som mennesker på flugt er ankommet til Europa med – og har fået, mens de har levet i de europæiske lejre. Men i stedet for at forbedre forholdene og forenkle asylprocessen bygger EU nye, mere sikrede modtagecentre på blandt andet Lesbos.
”Her er færre mennesker i lejren, end der var i Moria før branden. Men det triste er, at nogle af dem har været her i flere år uden at vide, hvad der skal ske med dem. Situationen er udsigtsløs, og det er nok et af de største problemer for de her mennesker. De venter ikke på noget, de kan ikke skabe sig en fremtid – det er håbløst. De er optaget af, hvad der skal ske med dem, men det er uvist, så det er svært at behandle deres traumer, for de skal tilbage i lejren, hvor de har det dårligt, og fremtiden er usikker,” fortæller Tine Heede.
