Den græske flygtningelejr Moria brændte ned til grunden natten mellem den 8. og 9. september. 12.000 mennesker måtte endnu en gang flygte for deres liv, ud på gaderne omkring lejren.
”Vi så ilden sprede sig hele natten. Til sidst stod hele lejren i flammer, mens de mange mennesker forsøgte at komme væk. Børn og forældre i chok. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe dem,” fortæller Marco Sandrone, der koordinerer vores hjælpearbejde i Moria.
Vores danske anæstesisygeplejerske Kamma Skaarup er i Moria lige nu som medicinsk teamleder. Hun fortæller fra resterne af lejren:
”Hele Moria ligger i aske. 12.000 børn og voksne blev evakueret fra lejren og er nu efterladt på gaden uden noget sted at kunne gå hen. De har forsøgt at nå byen, men politiet har blokeret adgangen.
Det er 30 grader varmt, solen bager ned, og de har ingen vand, mad eller ly. Det er forfærdeligt og rædselsfuldt.”
Du kan høre Kamma fortælle fra den nedbrændte lejr her:
Mange sårbare på flugt fra brand i Moria
En stor del af de flygtende er børn og sårbare mennesker, blandt andet uledsagede børn, ældre mennesker og gravide kvinder.
Vi kender til mange af netop de særligt sårbare fra Moria. Vi har siden 2015 drevet en klinik ved Moria, hvor flygtningene kunne få læge- og psykologhjælp. Især behandler vi traumatiserede og syge børn og ofre for seksuel vold.
Nogle af vores medarbejdere beskyttede klinikken mod flammerne natten igennem. Derfor står den heldigvis stadig, og vi kan, så snart det er muligt, genoptage vores hjælpearbejde.
Vi skal have hjælpen frem
Moria var notorisk for de dårlige forhold, de tusinder af flygtninge lever under. Lejren blev oprindeligt bygget til at huse omkring 3.000 mennesker, men da der var flest, levede cirka 20.000 mennesker i lejren. Der var hverken toiletter nok eller adgang til rent vand.
Kort tid før branden blev det første tilfælde af COVID-19-smitte i lejren bekræftet, og hele lejren blev sat i karantæne af de græske myndigheder.
Vi er i gang med at få overblik over situationen, så vi kan hjælpe de mange flygtninge, der nu ikke engang har et telt at bo i.
”Det allervigtigste er, at flygtningene kommer i sikkerhed, får ly, mad og vand. Og så skal vi herefter se på det medicinske. Der er mange sårbare folk derude: Kronisk syge, gravide og uledsagede børn,” fortæller Kamma Skaarup.