Anna Pantelia/MSF

COVID-19-smitte er nu bekræftet i flygtningelejren Moria

Det er bekymrende, at COVID-19 nu har spredt sig til den overbefolkede flygtningelejr Moria, fortæller vores danske udsendte, Kamma Skaarup. Det vil alt for nemt kunne udvikle sig til et alvorligt udbrud blandt de sårbare mennesker i lejren.

En person har fået konstateret COVID-19 i flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos. Det var det, vi frygtede ville ske, for menneskerne i lejren er meget sårbare.

Vores danske anæstesisygeplejerske Kamma Skaarup, der er i Moria lige nu som medicinsk teamleder for vores aktiviteter, er bekymret for situationen.

”Det bekymrer os meget, fordi de forhold, som flygtninge og migranter lever under i Moria-lejren, er pressede,” fortæller Kamma.

Kamma Skaarup er teamleder for vores medicinske aktiviteter i Moria. Det bekymrer hende, at flygtningene i lejren, der i forvejen er pressede, nu også skal leve med, at de meget nemt kan blive smittet med COVID-19.

Lejren er ekstremt overbefolket. Der bor 13.000 mennesker her, men lejren er kun lavet til at huse omkring 3.000. Det er umuligt at isolere sig eller have smittede i karantæne, da folk i forvejen bor meget tæt.

Der er derudover hverken rent vand eller toiletter nok i lejren, så det er lige så umuligt at vaske hænder eller have et hygiejneniveau, der holder smitsomme sygdomme væk. Derfor frygter vi, at smitten, nu hvor den er i lejren, kan sprede sig og blive et alvorligt udbrud blandt en gruppe meget sårbare mennesker.

Vi ved fra vores klinik ved Moria, at der er i hvert fald 200 mennesker i lejren, der er ældre, gravide eller har et underliggende helbredsproblem, der gør dem særligt udsatte for COVID-19. Derfor bør de mennesker som minimum flyttes væk fra lejren – noget der endnu ikke er sket.

I stedet er hele lejren nu blevet sat i karantæne af de græske myndigheder. Noget, der ikke gør situationen nemmere at håndtere for de i forvejen pressede flygtninge, fortæller Kamma.

”Alle, der har prøvet at leve under restriktioner hjemme i Danmark, ved, hvor svært det kan være selv under rigtig gode forhold. Men at bo i en flygtningelejr under rigtig dårlige forhold er voldsomt hårdt og udfordrende for alle.”