”Efter at have set, hvordan vi behandler mennesker på flugt, så håber jeg aldrig nogensinde, at jeg selv får behov for at få hjælp fra et andet land. Det vil jeg ikke ønske for nogen!”
Sådan konkluderer vores psykolog Tine, der nu har været på den græske ø Lesbos i næsten et halvt år for at hjælpe traumatiserede børn og voksne i flygtningelejren Mavrouni. Lejren erstattede den berygtede lejr Moria, der nedbrændte i efteråret 2020, og hvor tusinder af mennesker indtil da sad fanget i årevis uden at vide, hvad der skulle ske med dem.
Tine har fortalt os om lidt af det, hun har set og oplevet i sit arbejde med de mennesker, der stadig lever i uvished i den nye lejr. Det kan du læse herunder:
Flugten var traumatiserende, men det er flygtningelejren også
”Forestil dig en familie, hvor konen er gravid, og de har en datter på 3 år. De er blevet forfulgt af Taliban og er flygtet over bjergene til fods. Nogle dage har de spist, andre dage har de ikke. Moren føder i Tyrkiet med hjælp fra en anden flygtningefamilie.
De giver deres penge til en, der siger, at han vil få dem over havet. De forsøger at komme over tre og fire gange. Båden kæntrer. De bliver reddet og sendt ind i Moria, hvor de kan sidde og være bange i et telt.
Moria brænder, og politiet bruger tåregas, da de flygter ud af lejren. De må bo på gaden, indtil den midlertidige lejr bliver etableret. Derefter bliver de så flyttet over i den nye lejr, hvor de nu sidder og venter og venter på en afgørelse af deres asylsag. De kan kun sidde og tænke og bekymre sig.
De får afslag, konen får selvmordstanker… eller forsøger at drukne sig i havet.
Det kan være sådan noget, jeg ser i mit arbejde. Folks tilstand bliver forværret, fordi de bliver isolerede i lejren, de får ikke de sociale kontakter, der skal til for at få det bedre. Bekymringer og triste tanker fylder det hele, fordi de ikke kan blive distraheret fra dem. Det er min opfattelse, at man meget bare sidder inde i lejren. Der er ikke noget at lave, så selvfølgelig tager tankerne over.
Myndighederne på øen er blevet meget strenge, så flygtningene må ikke komme særligt meget ud af lejren, kun omkring 2 eller 3 timer om ugen. Det siges, at det er på grund af COVID-19, men de bliver nu ellers testet hele tiden.
Traumatiserede børn bag pigtråd
Det er især svært for børnene, at de ikke kan komme ud. Mange af dem har angst og depression, som er svært at behandle, når patienten ikke må komme ud i samfundet, men sidder fanget bag pigtråd.
Der har endda været problemer med, om de overhovedet måtte komme ud til vores samtaler, der foregår uden for lejren.
Det forværrer deres tilstand at være spærret inde. For nogle er deres time med os en gang om ugen eller hver 14. dag deres eneste tid i et børnevenligt miljø, for der er ikke rigtigt nogen legeplads eller legerum til børnene inde i lejren.
Vi skal huske, at nogle af børnene har set deres forældre blive dræbt. De har oplevet at være ved at drukne på Middelhavet. Mange af dem har ekstremt skræmmende oplevelser med sig i bagagen.
Lejren på Lesbos er som et fængsel
Børnene får mareridt, vågner om natten, bliver ængstelige, hvis deres forældre går væk fra dem. De får svært ved at beskæftige sig selv, spiser ikke, skærer i sig selv.
De kan være svære at komme i kontakt med, de ser ikke en i øjnene, ser meget triste og energiforladte ud. Du kan ikke få dem til at smile. Så prøver vi for eksempel at tegne med dem for at få kontakt med dem.
Men jo længere tid de skal sidde der, desto mere mister de af deres naturlige udvikling. Børn retter sig jo tit hurtigt til, når de kommer i en ny situation, men hvis deres forældre også er traumatiserede – eller der ikke er noget, der ændrer sig – så er det svært at sige, hvordan det bliver bedre.
De føler, at de er i fængsel, selvom de ikke har gjort noget.
Tilfældigheder har ødelagt liv
Det er svært at tænke på, at nogle af de her lidelser er blevet påført dem med vilje for at gøre deres liv svært. Der skulle jo ikke så meget til, for at de havde det bedre – de skulle bare have nogle forhold her på øen, hvor de kunne bevæge sig og få lov at lave noget.
Mange psykiske lidelser kan man kæmpe sig ud af, hvis man får støtte og kan have aktiviteter og sociale relationer, men den mulighed har de her mennesker ikke.
I forhold til at arbejde som psykolog i Danmark, så er det noget nyt, at det er mennesker, som har fungeret indtil nu. Det er krig og katastrofe, der har bragt dem herhen, hvor jeg hjælper dem. I Danmark er jeg vant til at hjælpe mennesker, der har haft problemer det meste af livet, men her i lejren er det mennesker, hvis liv er blevet bragt ud af kurs af tilfældigheder.
Børnene legede i affaldet
Lige nu er det vinter. Det regner og stormer meget. Når det regner, så er det som at gå rundt i en bruser. Man tramper rundt i søer, fordi vejene ikke kan nå at suge vandet op, og man bliver gennemblødt. Børnene kan ikke lege ude, og man kan ikke blive tør indenfor, fordi der tit ikke er varme. Vinden går gennem marv og ben.
En af mine patienter fortalte mig, at den container, de bor i, ovenikøbet var utæt.
Lejren ligger ude på en halvø, så det stormer hele vejen rundt, og folk bliver jo bange i uvejret. Når jeg sidder indenfor, kan jeg ikke lade være med at tænke på mine patienter, fordi jeg ved, hvor bange de er, og hvor nemt de kan gå i panik.
Strømforsyningen svinger, så tit er der ingen varme i containerne. Der er tit brand – der har været brand tre gange den seneste måned – sandsynligvis på grund af kortslutninger
Renovationen har heller ikke været i orden. Der blev ikke hentet skrald, så børnene løb og legede i affaldet.
I det mindste prøver nogen at hjælpe
Men der er også lyspunkter. Godt nok er der meget ved Lesbos, der er ubehageligt og skræmmende, men der er også gode ting. Vi hjælper folk, og det lykkes. Der er folk, der kommer og siger tak, fordi vi hjalp dem.
Jeg havde en patient. Han havde flashbacks næsten hele tiden. Han var for bange til at gå op af trappen til vores samtale, han turde ikke sætte sig i stolen. Han hørte lyde undervejs og var forvirret. Han var helt ude af sig selv.
Men fordi vi har et tværgående samarbejde med psykolog, psykiater, læge og socialrådgiver, så kan vi hjælpe dem hele vejen rundt. Og vi fik også hjulpet ham. Til sidst kunne han sove om natten og blev roligere. Han havde ikke så mange flashbacks. Han begyndte at fungere igen.
Det, jeg vil tage med mig, er, at de her mennesker i det mindste har oplevet, at her faktisk er nogen, der prøver at hjælpe dem. Det er rart at vide, at de har oplevet, at nogen vil dem det godt. At nogen behandler dem med værdighed og respekt.”