“Jeg vil ikke dræbe, så jeg blev nødt til at flygte”
Mennesker på flugt forsøger hver dag at krydse grænsen mellem Italien og Frankrig. Men mange skubbes tilbage over grænsen af myndighederne og overlades til sig selv.
Det er seks år siden, Emmanuel Tchoum* blev opsøgt af Boko Haram i sin landsby i Cameroun. Den militante islamistiske gruppe ville have, at han sluttede sig til dem, men Emmanuel nægtede.
”Jeg vil ikke dræbe. Så jeg blev nødt til at flygte fra mit land.”
Hans rute gik over Nigeria, Niger og Libyen. Men her blev han kidnappet og tvunget til at arbejde på en gård, indtil en dag, hvor det lykkedes ham at flygte, da han var ude at hente foder.
”Derfor kunne jeg ikke længere blive i landet.”
Emmanuel besluttede at betale en mand for at skaffe ham plads på en båd til Europa.
Nu sidder den 43-årige mand under motorvejsbroen i den italienske by Ventimiglia, der ligger ved middelhavskysten og den italienske Riviera. Den franske grænse ligger kun få kilometer herfra, og broen er et af de steder i byen, hvor mennesker på flugt søger hen, mens de venter på at komme videre nordpå i Europa. Andre, der går rundt under broen, har givet op.
Ingen officiel hjælp
Ligesom millioner af andre mennesker har Emmanuel måttet forlade sit hjemland for at finde tryghed, beskyttelse og et liv i sikkerhed. Men modtagelsen i Europa er langt fra den tryghed og sikkerhed, som de håbede på. For nylig udgav vi en rapport, hvor vi viser, hvordan mennesker på flugt udsættes for vold fra myndighedernes side ved grænsen til eller i flere EU-lande, og hvordan EU flere steder forhindrer os i at behandle syge og tilskadekomne.
”De her mennesker har ingen adgang til sundhedstjenester og lægehjælp i Italien. Så vi hjælper dem der, hvor behovet er,” fortæller Valentina Scala, der er vores sygeplejerske i Ventimiglia, og som hver dag arbejder ved broen med vores mobile klinik.
”De fleste mennesker, der lever her under broen, er kommet fra Sudan, Eritrea og Nordafrika. Det er mest mænd, der lever her, for det er ikke sikkert at sove her for kvinder.”
Vores teams tilbyder blandt andet lægekonsultationer og oplyser om muligheder for at få hjælp, så de mennesker, der er på flugt, ikke overlades til sig selv.
Jeg vil ikke dræbe. Så jeg blev nødt til at flygte fra mit land.
Vores arbejde i Ventimiglia
I Ventimiglia i Italien giver vi lægehjælp og støtte til mennesker på flugt, og vores medicinske hold tager hver dag ud med vores mobilklinik.
Vi hjælper kvinder, mænd og børn, og vi har blandt andet en læge, en psykolog og en fast jordemoder tilknyttet. Hun rådgiver blandt andet om graviditet, gynækologiske problemer og seksuelt baseret vold.
Vores medicinske hold behandler især hudproblemer på grund af dårlige hygiejniske forhold, og forskellige traumeskader hos mennesker på flugt.
Farlige ruter
Regnen vælter ned ved den italiensk-franske grænse, der ligger 15 minutters kørsel fra Ventimiglia. Politiet ankommer med en minibus med tre personer bagi og fører dem ind på politistationen. De blev fanget – og sendt tilbage – af fransk politi, da de prøvede at krydse grænsen for at komme længere op i Europa.
”Nogle prøver at komme over grænsen med toget, men politiet tjekker alle vogne, så snart de kommer ind i Frankrig. Andre tager en rute gennem bjergene, men det er farligt, for de gør det om natten. Sidste uge blev en gruppe reddet ned fra bjergene, fordi de var faret vild og blev livstruende afkølet,” fortæller Cecilia Momi, der er humanitær rådgiver på projektet.
Ifølge de officielle tal fra det franske politi sker der dagligt 10-20 pushbacks af mennesker, der forsøger at krydse grænsen. For bare nogle måneder siden var tallet omkring 50 pushbacks dagligt.
”Blandt andet på grund af forskellige europæiske aftaler med afrikanske lande kommer her færre mennesker end tidligere. Men det betyder ikke, at der er færre på flugt. Det betyder, at de er fanget, eller hænger fast, i transit-landene,” forklarer Cecilia Momi.
Et ungt par kommer ud fra politistationen. De kommer fra Burkina Faso og har overnattet i fransk politis varetægt, efter de blev fanget, fordi de prøvede at krydse grænsen til Frankrig med toget. Nu venter de i regnen på bussen tilbage til byen.
Alle er væk
Tilbage i Ventimiglia sidder 34-årige Ibrahim Sanou* foran organisationen Caritas’ bygning, hvor vores medicinske hold også arbejder. I bygningen tilbyder de juridisk rådgivning til mennesker på flugt, og et sted hvor familier med kvinder og børn kan opholde sig kortvarigt i trygge omgivelser.
Ibrahim stammer fra Burkina Faso og har været her i tre uger.
”Terroristerne kom til min landsby 24. december 2019. De dræbte en masse og brændte vores huse. Jeg flygtede, men min mor havde ikke en chance. Hun og mange andre mennesker blev dræbt den dag.”
Ibrahim flygtede gennem Mali, Algeriet, Libyen og Tunesien. Efter to forsøg lykkedes det ham at rejse over Middelhavet til den italienske ø Lampedusa.
”Jeg har ikke noget at rejse tilbage til. Jeg kan ikke rejse hjem til min landsby, for der er ingen. Nogle er døde, andre er flygtet,” siger han.
“Min plan er snart at tage mod Frankrig og derfra videre til Tyskland, for der ved jeg, at der bor mange fra Burkina Faso.”
Fri bevægelighed på recept
Den behandling, som mennesker på flugt får, både undervejs og når de er i Europa, har store medicinske konsekvenser, og blandt andet gør de gentagne pushbacks mange stressede og angste.
Det fortæller Silvia Cauzzi, der er psykolog på projektet. Hun sidder ved vores mobilklinik, der holder uden for centeret i Ventimiglia.
”Mennesker på flugt har ikke overskud til at forholde sig til de traumatiske oplevelser, de er ude for. Det rammer dem senere. De kan have været udsat for tortur, skibsforlis og tilbageholdelser i Libyen og Tunesien, og de har ikke troet, at de også i Europa vil blive mødt med pushbacks og vold,” siger Silvia Cauzzi .
”Når de kommer her, prøver jeg at berolige dem og få dem til at gentænke deres idéer om, hvad de forestillede sig skulle ske, når de kom til Europa. Jeg hjælper dem med at finde tilbage til sig selv. Hvem var de, før de tog afsted? Ofte kan de ikke længere genkende sig selv,” siger hun.
”Men det løser ikke situationen. Hvis jeg kunne give fri bevægelighed på recept, ville det være den bedste medicin. Men det kan jeg ikke.”
Hvis jeg kunne give fri bevægelighed på recept, ville det være den bedste medicin. Men det kan jeg ikke
Gravid ved grænsen
Inde i mobilklinikken er vores læge Christine Sorg i gang med at tilse en patient, der lider af hudproblemer, som er opstået på hendes flugt. Det er ofte sådanne problemer, folk kommer med, fordi de ikke har kunnet tage sig ordentligt af sig selv på deres flugt, eller fordi de her lever under vanskelige forhold med dårlig hygiejne.
Tidligere på dagen tilså hun er 19-årig gravid kvinde fra Guinea, der er i 8. måned. Hun flygtede, netop da hun blev gravid, og dagen forinden forsøgte hun at krydse grænsen til Frankrig. Men da hun kom til grænsen, fik hun kramper og begyndte at føle sig syg. Hendes veninder, der var med, ringede til en ambulance og fik hende kørt tilbage til Ventimiglia.
Ingen fremtid i sigte
Under motorvejsbroen flyder det med affald og rester af bål. Sivene, der afgrænser den grå flod, er fyldt af ekskrementer. To gange om ugen sætter en gruppe af frivillige et transportabelt badetelt op, så mændene, der bor her, kan vaske sig.
For Emmanuel Tchoum er håbet, at han snart kan få rigtigt tag over hovedet frem for at sove på en madras med et tæppe her. Han vil prøve at søge asyl i Italien.
”Jeg er 43 år gammel, jeg har ingen børn og er ikke gift. Jeg snylter mig igennem tilværelsen uden en fremtid i sigte,” siger han.
”Jeg kan ikke være på flugt mere. Det er derfor, jeg vil forsøge at slå mig ned her I Italien. Jeg drømmer om at leve et liv i sikkerhed og med muligheder. Jeg kan ikke tage tilbage til der, hvor jeg kommer fra.”
Rapport om mennesker på flugt i Europa
Vores rapport ”Død, fortvivlelse og fattigdom: de menneskelige omkostninger ved EU’s migrationspolitikker” er baseret på konsultationer med 28.000 patienter, som vi har behandlet ved de europæiske grænser gennem to år.
Rapporten taler sit tydelige sprog: Brækkede knogler, forslåede lemmer og åbne sår fra grænsevagters spark og slag. Voldsomme forbrændinger efter kontakt med brændstof på små, overfyldte både på havet. Vejrtrækningsproblemer efter udendørs overnatninger i kulden. Hudsygdomme, som opstår, fordi der ikke er adgang til ordentlige hygiejniske forhold.
“Det er en skamplet på vores kollektive samvittighed, at EU tillader og ligefrem bidrager til systematisk at underminere sundheden og værdigheden for mennesker, som søger sikkerhed i Europa, frem for at se på humane politiske løsninger. Det strider direkte mod de kerneværdier, som EU hævder at stå for. Det kan vi ikke stiltiende acceptere. Det er vi nødt til at tale højt om,” siger Malin Palmér, som er generaldirektør i Læger uden Grænser.
Rapporten dokumenterer blandt andet:
• Skader, som stammer fra at være blevet jaget væk med blandt andet tåregas og vandkanoner i såkaldte ”pushbacks” i eksempelvis Polen, Grækenland og Bulgarien.
• Skader efter fald fra fire meter høje grænsehegn på grænsen mellem Ungarn og Serbien, fordi vagter har rystet mennesker ned, imens de var ved at kravle over.
• Pushbacks af gravide og mindreårige ved grænsen mellem Italien og Frankrig.
• Både i havsnød, der bliver ignoreret i for eksempel maltesisk farvand.
• Elendige levevilkår med dårlig hygiejne og manglende vand i lukkede centre på eksempelvis de græske øer Samos og Lesbos.
*ikke hans rigtige navn, men det er vi bekendt med
