Billedserie: To års krig i Sudan
Millioner af mennesker er flygtet fra krigen i Sudan, og sygdomme som kolera og difteri spreder sig. Alligevel leverer det internationale nødhjælpssystem kun en brøkdel af den hjælp, der er brug for.
Krigen i Sudan er gået ind i sit tredje år.
Ifølge FN, er knap 13 millioner mennesker blevet fordrevet af de brutale kampe, og over halvdelen af landets 50 millioner indbyggere har brug for humanitær bistand.
“De stridende parter i konflikten undlader ikke kun at beskytte civile – de bidrager aktivt til at forværre deres lidelser,” siger vores katastrofekoordinator Claire San Filippo.
Mange, der er flygtet, bor i overfyldte, midlertidige lejre, hvor der mangler mad, rent vand, lægehjælp og de mest basale toiletforhold.
“På grund af de dårlige levevilkår – og vaccinekampagner, som ikke bliver gennemført – er der udbrud af mæslinger og kolera, og difteri spreder sig,” siger vores katastrofekoordinator Marta Cazorla.
De stridende parter i konflikten undlader ikke kun at beskytte civile – de bidrager aktivt til at forværre deres lidelser.
Samtidig er der erklæret hungersnød flere steder i Sudan, hvilket vil koste flere hundredtusinder af mennesker livet, hvis der ikke straks kommer hjælp.
“Lige meget hvor man kigger hen i Sudan, er behovene enorme – og der er langt fra hjælp nok. Millioner af mennesker får næsten ingen hjælp, hospitaler og sundhedspersonale angribes, og det internationale nødhjælpssystem leverer kun en brøkdel af den hjælp, der er brug for.”
Her kan du se en række af vores fotos fra de seneste to år.



Millioner søger hjælp
Siden kampene startede i april 2023, har mere end 1,7 millioner mennesker søgt lægehjælp på hospitaler, sundhedsfaciliteter og mobile klinikker, som vi driver eller støtter. I perioden er mere end 320.000 mennesker blevet indlagt på vores skadestuer.




Hospitaler under angreb
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er mere end 70 procent af sundhedsfaciliteterne i de konfliktramte områder i Sudan enten helt eller delvist lukkede, hvilket har efterladt millioner af mennesker uden adgang til lægehjælp. Siden kampene begyndte for to år siden, har vi registreret over 80 voldelige angreb mod vores personale, vores infrastruktur, køretøjer og forsyninger. Flere gange er sundhedsklinikker blevet plyndret og ødelagt, medicin stjålet, og sundhedspersonale er blevet overfaldet, truet eller dræbt.



