Lerkrukker holder insulinen kold
i verdens største flygtningelejr
Enkle, innovative løsninger gør adgangen til behandling lettere for diabetes-patienter i Cox’s Bazar i Bangladesh. Men der er langt fra ressourcer nok til at hjælpe alle.
Hvordan holder man den livsvigtige insulin kold, når man er diabetespatient og bor i en flygtningelejr uden adgang til strøm og køleskabe?
Jo, man bruger en lerpotte, som ellers normalt bruges til at holde grøntsager og drikkevand koldt i de tropiske omgivelser, hvor temperaturen ofte sniger sig over 30 grader.
”Lerkrukker er billige og lette at få fat i. De kan skaffes på de lokale markeder, nærmest alle steder, hvor Læger uden Grænser arbejder,” siger vores læge Anjoli Anand.
Vi er derfor begyndt at uddele lerkrukkerne til patienter med diabetes, når de kommer til vores klinikker. Patienterne bliver instrueret i, hvordan de skal putte to krukker ind i hinanden og udfylde hulrummet med vådt sand: det skaber en kølende effekt, der kan holde medicinen kold.
”Vi har ingen penge eller strøm, så vi kan have et køleskab. Derfor er lerkrukkerne en stor hjælp for mig,” fortæller 50-årige Abdur Shukkur, der er diabetespatient.
Livsvigtig hjælp
Ligesom flere end en million andre rohingyaer er han flygtet fra forfølgelse i Myanmar og bor nu i flygtningelejren Cox’s Bazar i Bangladesh.
De fleste mennesker i lejren bor i interimistiske huse, og de må hverken arbejde eller forlade lejren og er helt afhængige af nødhjælp.
Vi har givet lægehjælp i Cox’s Bazar siden starten af 1990’erne, og vi driver blandt andet skadestuer, fødeklinikker og tre hospitaler i området. Og så hjælper vi patienter med ikke-smitsomme sygdomme som diabetes.
I begyndelsen måtte diabetespatienterne rejse til et af vores hospitaler, hver gang de skulle testes og behandles.
”Man kan nærmest ikke overdrive, hvor udfordrende det er at komme rundt et sted som det her,” siger vores læge Anjoli Anand om den enorme flygtningelejr.
”Patienterne må ofte gå mere end tre timer for at komme til vores klinikker. De kan ikke tage et motorkøretøj, for det er ikke tilladt at bruge i lejren.”
Det var for at løse den udfordring, at ideen med at bruge lerkrukkerne dukkede op. Når patienterne selv kan opbevare medicinen, slipper de for den lange tur til hospitalet og lærer selv at administrere insulinen.
Lerkrukker er billige og lette at få fat i. De kan skaffes på de lokale markeder, nærmest alle steder, hvor Læger uden Grænser arbejder
Opsøgende oplysning
Udover at hjælpe diabetespatienter med insulin er oplysning en vigtig del af vores arbejde i Cox’s Bazar.
Mange af de mennesker, der lever med diabetes i flygtningelejren, er slet ikke klar over, hvilken sygdom de har, og de opsøger derfor ikke hjælp. Flere gange om ugen tager vores sundhedsformidlere derfor rundt i lejren, hvor de fortæller om, hvad diabetes er, og hvordan vi kan hjælpe dem. Vores sundhedsteam er selv rohingyaer og har derfor en stærk forståelse for de vilkår og den baggrund, som menneskene i Cox’s Bazar har.
”I starten var der en hel masse myter omkring diabetes,” fortæller sundhedsformidler Ferojdul Haque, der startede med at arbejde som frivillig for Læger uden Grænser, da han ankom til flygtningelejren i 2017.
”Hvis en kvinde for eksempel fik konstateret diabetes, kunne hendes mand finde på at sende hende ud af huset af frygt for, at det ville smitte. I dag ser vi slet ikke den slags ting – de ved, hvad diabetes er, og hvordan det virker. Det er dét, jeg elsker mest ved mit arbejde: at hjælpe andre mennesker.”
Der mangler lige adgang til behandling
Selvom enkle løsninger som at bruge lerkrukker og lave sundhedsformidling er med til at forbedre forholdene for diabetespatienterne, har de ikke adgang til den nyeste teknologi og medicin, som vi bruger i blandt andet Europa og USA.
For eksempel får langt de fleste diabetespatienter i Cox’s Bazar deres insulin i hætteglas, hvor de selv skal opmåle doserne og sprøjte insulinen ind ved hjælp af en kanyle.
De har ikke adgang til de dyre insulinpenne, som bruges i højindkomstlande og er langt enklere og sikrere at bruge – og dermed er med til at forhøje livskvaliteten.
”Pennene er meget lettere at bruge. Du kan tage dem med på arbejde, i skole, og du kan injicere dig selv, som du har behov for, på en diskret måde,” siger vores læge Anjoli Anand.
Vi har som forsøg uddelt insulinpenne til en række patienter i Cox’s Bazar, og håbet er, at det bliver standardbehandlingen af diabetes.
”Når jeg bruger en pen, er det meget lettere for mig at tage insulinen jævnligt og holde min diabetes under kontrol,” fortæller Lalu Begum, der gennem flere måneder har fået udleveret insulinpenne fra os.
”Jeg har det meget bedre nu, end jeg havde tidligere.”
