© Sara Creta/MSF

Libyen: Tusinder bliver tilbageholdt og udsat for vold

De libyske myndigheder optrapper kampen mod mennesker på flugt fra krig, fattigdom og forfølgelse. Over få dage i oktober er mindst 5.000 mennesker blevet tilbageholdt. I detentionscentrene er vi vidne til stærkt kritisable forhold.

”Hele familier af migranter og flygtninge, der bor i Tripoli, er blevet taget til fange, lagt i håndjern og transporteret til forskellige detentionscentre. Mennesker er blevet såret og endda dræbt, familier er blevet splittet, og deres hjem er endt som murbrokker.”

Sådan fortæller Ellen van der Velden, som står for vores arbejde i Libyen, om dagene i begyndelsen af oktober. Her anholdt regeringens sikkerhedsstyrker tusindvis af tilfældige migranter og flygtninge i Tripoli.

Under razziaerne i deres hjem blev mange angiveligt udsat for alvorlig fysisk vold, og nogle endda seksuel vold. En ung migrant blev dræbt, og mindst fem fik skudsår, lyder det fra FN.

Tilbageholdte i detentionscentre er tredoblet

Mens razziaerne stod på, var det for usikkert for vores mobile lægehold at bevæge sig rundt i gaderne for at hjælpe sårbare migranter og flygtninge, som vi ellers gør ugentligt. Og samtidigt turde de ikke komme til os af frygt for at blive anholdt. Af god grund.

I løbet af de få dage med razziaer steg antallet af tilbageholdte migranter og flygtninge i de detentionscentre, hvor vi hjælper, dramatisk – til mere end det tredobbelte.

Det er vi dybt bekymrede over.

”Vi ser sikkerhedsstyrker bruge ekstreme metoder for vilkårligt at tilbageholde flere sårbare mennesker under umenneskelige forhold i stærkt overfyldte centre,” siger Ellen van der Velden.

Maskerede mænd slog med våben

En af vores patienter fortæller, at hans hus, hvor han bor med tre andre, blev stormet af bevæbnede og maskerede sikkerhedsfolk.

”De bandt vores hænder bag vores ryg og trak os ud af huset. Vi bad dem om at give os tid til at samle vores ejendele og vigtige papirer, men de ville ikke lytte. Vi blev slået undervejs. Nogle mennesker blev slået på benene og fik brud. De slog mig i hovedet med en pistol, og jeg led alvorlige kvæstelser. Senere måtte lægen sy såret og pakke det ind med 10 forskellige forbindinger.”

Han fortæller, at de maskerede mænd tog dem med til et detentionscenter, hvor han var i fire dag og ”så hjælpeløse mennesker blive slået med våben”. På fjerdedagen lykkedes det ham at flygte.

Sultende og bevidstløse mennesker i overfyldte celler

Vores lægehold har fået adgang til to detentionscentre. Forholdene var kummerlige, og vores vurdering er, at mange har akut behov for lægehjælp efter de voldsomme anholdelser.

I centret Shara Zawiya er der normalt plads til 200-250 mennesker. Vores team var vidne til, at mere end 550 kvinder og børn var proppet ind i cellerne. Blandt dem var også gravide og nyfødte babyer. Omkring 120 mennesker måtte dele et enkelt toilet, og ved celledørene stod der spande fyldt med urin. Mens vi var der, opstod der tumult, mens der blev delt mad ud, fordi de tilbageholdte kvinder protesterede mod de forhold, de blev holdt i.

Også i det andet center, Al-Mabani, fik lov at besøge, var cellerne overfyldte. Så fyldte, at mændene inde i dem blev tvunget til at stå. Hundredvis af kvinder og børn blev holdt udenfor under åben himmel – uden skygge eller ly. Vores personale fandt flere mænd, der var bevidstløse og krævede akut lægehjælp. Andre mænd fortalte, at de ikke havde spist i tre dage, mens flere kvinder sagde til os, at det eneste, de fik, var et stykke brød og en trekant forarbejdet ost en gang om dagen.

Et arkivbillede, der viser lidt af forholdene i detentionscentrene i Tripoli. Foto: Sara Creta/MSF

Ekstrem vold efter flugtforsøg

Mens vores hold var i Al-Mabani, forsøgte en gruppe af de tilbageholdte migranter og flygtninge at slippe ud. De blev mødt med ekstrem vold. Vores team hørte skud på meget nært hold og var vidne til, at en gruppe mænd blev slået og tvunget ind i køretøjer, hvorefter de forsvandt.

Selv om vores personale kun fik lov at være i centrene i kort tid og under meget anspændte forhold, fik de adgang til at behandle 161 patienter. Af dem havde tre skader efter vold. Samtidig blev 21 patienter overført til specialiseret behandling på klinikker, som vi støtter, rundt om i byen.

Myndighederne bryder løfter

For nyligt genoptog vi vores arbejde i tre detentionscentre i Tripoli efter tre måneders pause. En suspendering, vi var nødt til at sætte i værk i protest, efter vi gentagne gange oplevede meget grov vold mod migranter og flygtninge i centrene. Myndighederne forsikrede os for kort tid siden for, at forholdene ville blive bedre. Men vores seneste oplevelser slår fast, at det ikke er sket.

”I stedet for, at flere mennesker tilbageholdes i detentionscentrene, bør der gøres en indsats for at sætte en stopper for de tilfældige tilbageholdelser, ligesom disse farlige og ubeboelige centre bør lukkes,” siger Ellen Van der Velden.

Trods volden og den umenneskelige behandling fortsætter vi vores arbejde for flygtninge og migranter, og vi bliver ved med at råbe magthavere op om de kritisable forhold.

Læger uden Grænser i Libyens detentionscentre

Vi har ydet læge- og psykologhjælp i detentionscentrene i Tripoli og Misrata i Libyen siden 2016. I begyndelsen af 2021 indledte vi også en indsats med en mobil klinik, der når ud til de sårbare migranter, der ikke er tilbageholdt og som lever i Tripoli.

Fra felten

Mexico

Terapihunden Onnie hjælper mennesker med traumer

Læs mere
Syrien

Lene oplevede jordskælvet: ”Det føltes som en evighed”

Læs mere
Læger uden Grænser i Donetsk Ukraine
Ukraine

Ukraine: Smadrede hospitaler efterlader tusinder uden lægehjælp

Læs mere

Vores jordemoder Elin: ”Jeg har set kvinder med forbrændinger i underlivet”

Læs mere
Haiti

Haiti: ”Volden kommer tættere og tættere på

Læs mere
Middelhavet

Middelhavet: Fortællinger fra kvinder på flugt

Læs mere
Bangladesh

Mindre mad skaber håbløshed og sygdom i verdens største flygtningelejr

Læs mere
Middelhavet

Vi hjælper de overlevende fra bådulykken i Middelhavet

Læs mere
Syrien

Vidnesbyrd fra jordskælvet: ”Jeg føler, at katastrofen stadig er i gang”

Læs mere

Billedserie: Krig i Ukraine

Læs mere
Syrien

Jordskælv i Syrien: ”Hospitalerne er fyldt op af sårede og døde

Læs mere
Syrien

Jordskælv i Syrien: ”Mange børn blev reddet, men ikke deres forældre”

Læs mere
Burkina Faso

Vi fordømmer det brutale drab på to af vores ansatte i Burkina Faso

Læs mere
Syrien

Jordskælv: “De første 72 timer er afgørende”

Læs mere
Syrien

Jordskælv i Tyrkiet og Syrien: Vi øger hjælpe-indsatsen

Læs mere
peru

Billeder fra Peru: Vi behandler sårede demonstranter

Læs mere