Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Mennesker, der er flygtet fra konflikt, fattigdom og en usikker fremtid, bliver tilbageholdt i Libyen. I proppede detentionscentre eller i et usikkert gadeliv. Vi møder dem i vores arbejde og vil gerne vise dig lidt af den virkelighed, som mennesker på flugt må udholde.

Tusinder af kvinder, mænd og børn på flugt fra konflikt og fattigdom bliver tilbageholdt i Libyen. Mange bliver tilbageholdt i detentionscentre, der er proppet til bristepunktet med mennesker. Der er dårlig adgang til lægehjælp, ikke nok mad og drikkevand og ingen mulighed er for at holde afstand til andre. Andre lever på gaden, hvor de risikerer at blive anholdt og sendt til detentionscentrene, risikerer at blive kidnappet af menneskehandlere, risikerer at blive udsat for overgreb og vold.

I Tripoli hjælper vores folk de tilbageholdte mennesker med læge- og psykologhjælp. Derfor møder vi hver dag de skæbner, der sidder fast. Der hverken kan tage hjem eller komme videre. Vi vil gerne vise dig nogle af dem.

I Tripoli har vi mødt 17-årige Hassan, der er flygtet fra Darfur i Sudan. Han fortæller om sit liv i Libyen: ”Jeg er rejst gennem mange steder i Afrika, og jeg har aldrig set en hvid mand blive behandlet sådan, som libyerne behandler sorte mennesker her eller på havet. Vi spiser på gulvet, det gulv vi sover på, i det samme rum, hvor vi går på toilettet. Det er ulækkert. Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Han fortæller, at han føler sig utryg i Libyen. Han tog til Libyen for at arbejde, så han kunne sende penge hjem til sin familie, men alt for tit bliver han ikke betalt for sit arbejde. Han føler sig heller ikke tryg der, hvor han bor. Han siger, at han sover fuldt påklædt, fordi kriminelle bryder ind for at røve dem om natten.

Foto: Giulio Piscitelli / MSF

Kriminelle og paramilitære grupper terroriserer de flygtninge og migranter, der lever på gaderne i og omkring Tripoli. Der er ikke meget, de kan stjæle, men selv en telefon er værd at slå ihjel for, hører vi. De lever i frygt. Osman er en ung dreng, der forlod Somalia for at slippe væk fra krigen. Han ville til Europa, men den nat, han skulle ombord på en båd i Tripoli, var der politirazzia.

Osman flygtede fra politiet og faldt fra første sal i den bygning, han var i, og ramte jorden. Siden har han ikke kunnet gå. Nu er han tvunget til at blive i det mørke rum, hvor han sover.

”Når tyvene kommer, løber de andre væk. Det eneste, jeg kan gøre, er at gemme mig under tæppet og håbe, at de ikke ser mig,” siger han.

Foto: Giulio Piscitelli / MSF

Laia på 13 år er sammen med sin mor og søster på flugt fra krigen i Darfur. Siden 2018 har de levet i et ikke-færdigbygget hus i udkanten af Tripoli. De fortæller, at de blev tilbageholdt i et detentionscenter, da de kom til Libyen, indtil nogle af deres venner betalte for at få dem fri. De mener, at detentionscentret kan have været drevet af en paramilitær gruppe med forbindelser til menneskehandlere. Laias mor er konstant bange for, hvad der kan ske for hendes døtre.

Foto: Giulio Piscitelli / MSF

Vi uddeler ”plumpy nut” i de detentionscentre, hvor vi får lov at hjælpe. Plumpy nut er en kalorierig peanutmos, som vi normalt giver til underernærede børn, men i detentionscentrene får voksne det også. Vi ved, at de ikke får mad nok. Vores folk har før rapporteret om alvorlig underernæring i Tripolis detentionscentre.

Foto: Jérôme Tubiana / MSF

En femårig pige er blevet bragt ind på et detentionscenter i Tripoli. Vores medarbejder Hinda Abdusalam Tagiuri taler og leger med hende.

Foto: Sam Turner / MSF

Håbløsheden er tyk i luften i detentionscentrene. Mange af dem, vi taler med, fortæller, at de ikke kan tage hjem, de kan ikke komme til Europa, men de kan heller ikke holde ud at blive i Libyen, hvor livet er utrygt. For nogle resulterer det i en ond spiral, hvor de prøver at flygte fra detentionscentrene eller prøver at komme med en båd, bliver fanget og sendt tilbage til Libyen igen og igen.

En nat, da vores folk er på vagt i et detentionscenter, bliver en mand bragt ind. Hans båd sank, og hans bror druknede. Han tager fat i os og siger: ”Vil I ikke nok få vagterne til at give mig min telefon? Jeg er nødt til at ringe til min mor, så hun ved, at jeg ikke også er død.”

Foto: Giulio Piscitelli / MSF