© Sara Creta/MSF
Kvinder og børn spærret inde i et detentionscenter i Libyen.

Fanget i Libyen: Mor gav nyfødt fast føde for at undgå, at babyen sultede

Folk sulter, de bor alt for tæt, der mangler toiletter og rent vand, og vagter uddeler tæv til tilfældige. Desperationen breder sig i libyske detentionscentre, som huser flere og flere mænd, kvinder og børn på flugt. Vi oplever, hvordan de bliver behandlet umenneskeligt, og hvor farligt det er blevet på kort tid.

Under deres forsøg på at komme i sikkerhed i Europa er de blevet tvunget tilbage til Libyen af kystvagten. Ofte med vold. Mænd, kvinder og børn, der alle er flygtet fra krig, forfølgelse, tortur eller sult, ender i detentionscentre.

Forholdene i centrene er forfærdelige. Og i år er det kun blevet værre, fordi endnu flere flygtninge og migranter end tidligere er blevet sendt tilbage til Libyen. Derfor er detentionscentrene blevet overfyldte. I to centre i Tripoli, hvor vi indtil nu har været til stede, er der ikke nok mad. Det kan blive til en eller to små portioner dagligt per person eller en tallerken, som de må dele mellem flere mennesker.

Spædbørn kan ikke få mad

Vi har været vidne til, at den manglende mad simpelthen har stoppet mælkeproduktionen hos nogle kvinder, så de ikke kan amme deres babyer. En kvinde har fortalt os, at hun i desperation forsøgte at give sin lille portion faste føde til sin fem dage gamle baby for at undgå, at den nyfødte skulle sulte. Og vi har også oplevet, at nogle mennesker forsøger at bruge medicin for at styre sulten.

Derudover er det mere reglen end undtagelsen, at der mangler udluftning og naturligt lys i detentionscentrene. Nogle steder er de tvunget til at sove i skiftehold, fordi de er op til fire personer pr. kvadratmeter, så ikke alle kan ligge ned samtidig. Og så er det ikke altid, at der er adgang til hverken rent vand eller toiletter i centrene.

Flere overgreb på sårbare mennesker

Det er konsekvensen af, at kystvagten alene i år har tvunget over 14.000 mennesker i usikre både til at vende om. Det er flere end hele sidste år.

”Vores kolleger har set og hørt om sårbare mænd, kvinder og børn, som allerede før var i en desperat situation, der er blevet udsat for yderligere overgreb og for livstruende oplevelser,” siger vores operationelle leder Ellen van der Velden.

Siden februar i år er episoder med dårlig behandling, fysisk mishandling og vold mod de mennesker, som er i detentionscentrene, steget støt. På bare én uge har vores team været vidne til og behandlet patienter efter mindst tre voldelige episoder, som er endt i alvorlige fysiske og psykiske skader.

Vagter tæver folk på vej til lægen

Vi har oplevet voldelige vagter i detentionscentret Mabani. Eksempelvis er flere, der har forsøgt at forlade deres celle for at se vores læger, blevet slået. Og vi har behandlet 19 patienter, som kom til skade under et masseslagsmål en nat, der udviklede sig voldeligt. Patienterne var både flygtninge, migranter og vagter. En uledsaget mindreårig havde så alvorlige skader på benene, at han ikke kunne gå.

I det andet detentionscenter Abu Salim har vi fået at vide, at der blev affyret automatvåben nogle dage før de andre episoder i Mabani, og at mange kom til skade. Men i de følgende syv dage måtte vi ikke få adgang til centret. Det vakte bekymring hos os, for det kan uden tvivl have store konsekvenser for dem, der er alvorligt sårede og for dem, der er kritiske syge.

Volden stopper vores arbejde

Men med den eskalerende vold har vi været nødt til at træffe en svær beslutning. Det har tvunget os til midlertidigt at trække os fra vores aktiviteter i de to detentionscentre i Tripoli.

”Det er ikke en nem beslutning, for det betyder, at vi ikke vil være til stede i detentionscentrene, hvor vi ved, at folk lider dagligt. Men med et mønster af voldelige episoder og alvorlig skade på flygtninge og migranter, der bare fortsætter, og med den risiko, der er for vores personale, er vi nået dertil, hvor vi ikke længere kan acceptere det. Så indtil volden stopper, og forholdene bliver bedre, kan vi ikke længere yder humanitær og medicinsk hjælp der,” siger Ellen van der Velden.

Vores opfordring er klar:

”Der skal sættes en stopper for, at flere mennesker tvinges tilbage til Libyen og ind i detentionscentre, efter de er blevet fanget på havet af den EU-finansierede libyske kystvagt. Volden i detentionscentrene skal have en ende, og alle, der er fanget i de umenneskelige forhold, bør slippes fri,” siger Ellen van der Velden.

Sådan hjælper vi i libyske detentionscentre

Siden 2016 har vi arbejdet i libyske detentionscentre. Her giver vi dagligt basal lægehjælp og psykosocial støtte til de mennesker, der er spærret inde. Vores hold har også identificeret sårbare mennesker og henvist patienter, som har brug for specialiseret hjælp til hospitaler over hele landet.

I første halvår af 2021 har vi givet lægehjælp til 8.920 patienter i detentionscentrene i Tripoli, vi har udført 9.248 konsultationer og arrangeret, at 405 patienter er blevet henvist og overført til hospitaler rundt om i byen.

Fra felten

Afghanistan
Afghanistan

Vores læge i Afghanistan: Drengen havde et gabende skudhul i armen

Læs mere
Flygtningelejr på Lesbos

Tine Heede

Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede

Læs mere
Læger uden Grænser behandler COVID-19

COVID-19: Dør på gaden på grund af rige landes hamstring af vacciner

Læs mere
Hjælp Afghanistan
Afghanistan

Status Afghanistan: Vi arbejder videre og behandler flere patienter

Læs mere
Jordskælv i Haiti
Haiti

Jordskælv i Haiti: Det er svært at få hjælpen frem, men vi fortsætter arbejdet

Læs mere
Mange såret i kampe i Afghanistan
Afghanistan

Kampe i Afghanistan: Vi behandler patienter, mens granaterne falder

Læs mere
Afghanistan

Afghanistan: Patienter og sundhedspersonale fanget i krydsild

Læs mere
Millioner på flugt i Sydsudan fra borgerkrig, konflikt, oversvømmelse
Sydsudan

En 10 år lang tragedie: Sydsudans årti som selvstændigt land

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper mennesker på flugt

82 millioner mennesker er på flugt lige nu

Læs mere
msf flag

Tre kolleger er blevet brutalt dræbt i Etiopien

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere

Her er, hvad vi har set i EU’s umenneskelige flygtningelejre: ”Det, jeg oplevede, var gruopvækkende”

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere

Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret

Læs mere