Ben Milpas/Læger uden Grænser

Billedserie: 2024 i fotos

Det seneste år har vi været vidner til brutale krige og konflikter i Gaza, Sudan og Ukraine. Vi har givet lægehjælp til mennesker på flugt, uanset om det var på Middelhavet eller ved grænsen til Mexico – og vi har hjulpet underernærede børn og deres mødre i blandt andet Afghanistan og Tchad. Her kan du se en række af vores bedste fotos fra 2024.

11. december 2024
Del til:
Frankrig. Januar 2024. En nat i januar sejler en gummibåd afsted fra kanalen ved Gravelines i det nordlige Frankrig med kurs mod England. Menneskene ombord på båden har rejst tusindvis af kilometer, inden de nåede til Frankrig, og undervejs har de været udsat for vold og traumer. Men hverken Frankrig eller Storbritannien vil hjælpe dem. De er uønskede på begge sider af kanalen og lever under ekstreme forhold uden deres grundlæggende rettigheder. Vi har givet lægehjælp i Calais i Frankrig siden 2015, og vi råber op, når vi er vidne til forhold, der truer patienternes liv og sundhed.
Den Demokratiske Republik Congo. Januar 2024. Julienne ser efter sine børn, der er padlet afsted mod deres skole i en kano. I flere år flygtede Julienne og hendes familie, når kraftige regnskyl fik vandet til at stige, men i år var der ingen steder, de kunne rejse hen. De blev i deres hus og forsøgte at klare sig så godt de kunne.  
Afghanistan. Februar 2024. Sundhedssystemet i Afghanistan har længe været ved at bryde sammen, og ifølge FN risikerer omkring halvdelen af børnene at blive underernærede. Til Danmarks Indsamling 2024 samlede vi ind til vores projekt på hospitalet i Herat i Afghanistan, hvor vi arbejder med behandling af børn og underernæring.
New York. Februar 2024. “Vores patienter har voldsomme skader, de amputeres, har knuste lemmer og alvorlige forbrændinger,” sagde vores generalsekretær Christopher Lockyear, da han den 22. februar talte i FN’s Sikkerhedsråd om de brutale kampe i Gaza. ”Konsekvenserne ved at ignorere international humanitær lov i denne konflikt kommer til at give genlyd langt ud over Gaza,” sagde Lockyear.
Haiti. Marts 2024. Store dele af Haitis hovedstad, Port-au-Prince, er styret af bander, der kæmper mod politiet. Vi har arbejdet i Haiti i mere end 30 år, men volden er eskaleret voldsomt de senere år, og vi er flere gange blevet tvunget til midlertidigt at lukke vores projekter i hovedstaden.
Sudan. Februar 2024. I 2023 ødelagde voldsomme kampe store dele af byen El Geneina og tvang tusindvis af mennesker på flugt. Mange af dem flygtede til nabolandene, hvor vi blandt andet behandler krigssårede patienter og yder humanitær hjælp i flygtningelejre.
Mexico. Marts 2024. Mennesker, der håber på at komme ind i USA, bor blandt andet i lejre ved floden Rio Bravo, der adskiller Mexico fra USA. Vores medicinske hold giver lægehjælp til de mennesker, der er på flugt på ruten mellem Centralamerika og USA.

Sudan. April 2024. Krigen i Sudan startede den 15. april 2023, og i løbet af det første år behandlede vores lægehold mere end 22.800 tilfælde af voldsomme skader og udførte mere end 4.600 kirurgiske indgreb.
Mange af de steder, hvor vi arbejder, er vi den eneste humanitære organisation. Før krigens start var der snesevis af internationale organisationer, der arbejdede over hele landet. Nu er der næsten ingen tilbage,” sagde vores internationale præsident Christos Christou.
Den Demokratiske Republik Congo. April 2024. Udsigt over de bakkede landskaber i Minova-sundhedszonen, der ligger i Sydkivu-provinsen i DR Congo. Vi arbejder på det lokale sundhedscenter, hvor vi blandt andet giver lægehjælp til børn med underernæring og patienter, der har været udsat for seksuel vold.  
Middelhavet. Marts 2024. Den 16. marts 2024 sejlede et skib fra den libyske kystvagt ind foran vores redningshold, da de forsøgte af hjælpe en gruppe mennesker, der kæntrede, da de prøvede at krydse Middelhavet. Siden 2017 har EU og Italien brugt mindst 440 millioner kroner på at støtte den libyske kystvagt. I stedet for at styrke redningskapaciteten bruges midlerne til at støtte tvungne tilbagesendelser til Libyen, hvor mennesker udsættes for fysisk og seksuel vold, tvangsarbejde og afpresning.
Ukraine. April 2024. Vores sikkerhedsrådgiver Oleksandr Cherniavskyi står foran resterne af vores kontor i Pokrovsk i Ukraine, der natten til den 5. april blev ramt i et missilangreb. Fem personer blev såret i angrebet, herunder flere af vores ansatte.
Gaza. April 2024. Efter 14 dages belejring og intense bombardementer lå store dele af Al-Shifa-hospitalet i ruiner. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO døde 21 patienter under belejringen.
Tchad. April 2024. Over 600.000 mennesker var i april flygtet til Tchad fra krigen i Sudan, og hver dag forsøgte nye at komme over grænseovergangen ved Adre.
Nigeria. April 2024. Vores Land Cruiser forcerer en ødelagt træbro for at komme til et af de sundhedscentre, vi støtter i Cross River-delstaten. Broen er så slidt, at det kun er chaufføren, der må blive i bilen – ellers er bilen for tung.
Italien. Maj 2024. 43-årige Emmanuel Tchoum* flygtede fra Cameroun til Europa, da den militante islamistiske gruppe Boko Haram ville hverve ham. Men modtagelsen i EU var langt fra det, som han håbede på. Vi har udgivet en rapport, hvor vi dokumenterer, hvordan mennesker på flugt i Europa udsættes for vold fra myndighedernes side, og hvordan EU flere steder forhindrer os i at behandle syge og tilskadekomne. (*ikke hans rigtige navn, men det er vi bekendt med)
Middelhavet. Juni 2024. I et forsøg på at krydse Middelhavet druknede minimum 11 mennesker, som vores redningsskib Geo Barents efterfølgende fandt drivende rundt på havet. Dagen efter overleverede vi ligene til de italienske myndigheder.
Syrien. Juli 2024. Efter 13 års krig, de voldsomme jordskælv sidste år og manglen på international hjælp er det blevet sværere og sværere for syriske gravide og nyfødte at få den lægehjælp, de har brug for. Siden 2023 har vi blandt andet hjulpet til ved 25.500 fødsler og over 5.500 kejsersnit i det nordlige Syrien.
Den Demokratiske Republik Congo. August 2024. Den smitsomme mpox-virus spredte sig i sensommeren med hidtil uset hastighed i Den Demokratiske Republik Congo. Indtil august blev der registreret 14.000 smittede og over 500 døde. Mennesker, der rammes af mpox, får små blærer over hele kroppen, som medfører smerter og feber. Med den rette behandling er sygdommen ikke livstruende, og de fleste patienter bliver raske efter mindre end en måned. Uden behandling kan sygdommen være dødelig.
Sudan. September 2024. I Zamzam-lejren i Sudan bor der over 300.000 internt fordrevne mennesker, men konflikten i Sudan gjorde det i efteråret umuligt at få medicinske forsyninger ind til vores projekter i lejren. Det betød, at vi blev nødt til at reducere vores aktiviteter. En stor del af børnene i lejren er underernærede. Det vurderes, at 10 procent er akut og livstruende underernærede. På fotoet får Muhab en portion terapeutisk mad på vores klinik i lejren.
Bangladesh. September 2024. Monsunen skabte voldsomme oversvømmelser i blandt andet Noakhali i Bangladesh, hvor huse, veje og afgrøder blev ødelagt. Millioner af mennesker blev tvunget til at flygte på grund af vandmasserne, og vi gav blandt andet lægehjælp, sørgede for rent vand, sanitet og hygiejne i de berørte områder.
Ukraine. September 2024. Størstedelen af de hospitaler og sundhedsklinikker, der ligger i nærheden af fronten i Ukraine, er enten delvist eller fuldstændig ødelagt af krigen. Konsekvensen er, at patienter ikke kan få specialiseret lægehjælp, og derfor har vi indsat en række ambulancer, der transporterer dem væk fra fronten og hen til fungerende hospitaler. Til og med den 31. juli i år transporterede vores ambulancer 8.000 patienter, hvoraf 15 procent blev kørt i særlige intensiv-ambulancer. Over halvdelen af patienternes skader var direkte forårsaget af krigen.
Honduras. September 2024. Vores sundhedsformidlere, Teresa Arteaga og Lorena Rodriguez, slipper myg ud i Tegucigalpa, Honduras. Myggene bærer på en særlig bakterie, der hæmmer deres evne til at overføre denguefeber, og derfor bliver risikoen for, at virussen spredes til mennesker, meget mindre.
Airstrikes in South Beirut - Libanon 2024
Libanon. Oktober 2024. Omkring en million mennesker flygtede fra deres hjem i Libanon, da Israel indledte et massivt bombardement i slutningen af september. Tusinder blev dræbt og sårede i de første uger. Vi drev mobile klinikker, uddelte vand, tæpper, madrasser og hygiejneartikler, og vi gav psykologisk førstehjælp.
Haiti. Oktober 2024. Hver dag bliver 20 mennesker dræbt i Haitis hovedstad Port-au-Prince. Bander kontrollerer størstedelen af byen, og ifølge FN lever omkring 2,7 millioner mennesker, herunder en halv million børn, under bandernes kontrol. Vi har givet lægehjælp i Haiti i mere end 30 år, og vi hjælper blandt andet patienter, der har været udsat for bandernes ekstreme vold.
Gaza. Oktober 2024. ”Vi har 30 døde på hospitalet og omkring 130 sårede patienter, som har brug for akut lægehjælp. Vores læger er udmattede, og mange af dem er også selv kommet til skade. Det er håbløst,” sagde vores kirurg Mohammed Obeid om situationen på Kamal Adwan hospitalet i det nordlige Gaza. Bombardementet stopper ikke. Artilleriet stopper ikke. Flyene stopper ikke. Der er kraftig beskydning, og der skydes også efter hospitalet. Det ligner en film; det kan ikke være virkelighed.”
Mexico. Oktober 2024. En gruppe eskorteres af politiet på vejen mellem La Venta og Juchitán i det sydlige Mexico. I over ti år har vi givet lægehjælp til mennesker på flugt på ruten mellem Centralamerika og USA.
Gaza. November 2024. Tusindvis af patienter i Gaza har så voldsomme skader, at de har behov for at blive medicinsk evakueret til andre lande. Under krigen er mange hospitaler i Gaza blevet ødelagt, og derfor kan patienterne ikke få den nødvendige hjælp inden for grænserne. Pr. november 2024 havde 14.000 patienter, ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO), behov for så specialiseret behandling, at de burde evakueres. På billedet ses 17-årige Karam, der blev voldsomt forbrændt under et luftangreb og siden blev evakueret til vores hospital i Amman i Jordan.
Sudan. November 2024. Den 20-måneder gamle pige på fotoet blev ramt af en granatsplint, da hun var med sin mor på markedet. Pigen blev bragt til Bashair Training Hospital i det sydlige Khartoum, hvor en del af hendes kranie faldt af, da hun blev røntgenfotograferet. Det lykkedes vores læger at stabilisere pigen, som overlevede.

Vil du være en del af indsatsen?

Hjælp os med en donation eller støt hver måned – du bestemmer selv. Alle donationer tæller og gør en forskel.

Følg vores arbejde

Mere fra felten

Danmarks Indsamling 2025: Lægehjælp til børn i Sudan

Ortopædkirurg Peter Tingberg var i efteråret 2024 i Haitis hovedstad, Port-au-Prince. Her kan du læse uddrag fra hans dagbog.

Vores læge Peter i Haiti: ”De hev patienterne ud af ambulancen og henrettede dem”

Geo Barents stoppede sit arbejde på Middelhavet i december 2023.

Vi indstiller Geo Barents’ aktiviteter på Middelhavet

Her er de kriser, vi glemte i 2024

Akut hjælp til titusinder i Syrien Den seneste tids uroligheder har sendt tusinder på flugt i Syrien.

Akut hjælp til titusinder i Syrien