msb179534high 1 scaled
Elise Blanchard

Børnelægen Hanna hjælper underernærede børn i Afghanistan

Halvdelen af Afghanistans børn er i risiko for alvorlig underernæring, mens sundhedssystemet er ved at bryde sammen. Vores børnelæge Hanna var seks måneder i Afghanistan, hvor hun var med til at starte et program mod underernæring.

Det er to dage siden ni-måneder gamle Haida spiste sidst. Hendes mor, Farida, har prøvet alt, men selv bananerne, Haida normalt elsker, vil hun ikke have.

“Jeg kender ikke den smerte, hun oplever, men jeg er her sammen med hende og håber, hun snart får det bedre,” siger Farida, der prøvede at få hjælp hos de lokale læger i området.

”Jeg betalte meget for hendes recepter hos lægerne, men hun fik det ikke bedre, og hun fik endda diarré, som blev værre,” fortæller Farida.

Nu sidder hun på et af de hospitaler, som vi støtter i Afghanistan. Haida er blevet diagnosticeret med alvorlig akut underernæring.

fb img 1704877789972 2
Inden Hanna tog til Afghanistan, var hun udsendt til til Den Centralafrikanske Republik i ni måneder.

Burde være på intensivafdelingen

Afghanistans sundhedssystem har længe været under pres af årevis med krige og konflikter, og der mangler både uddannet personale og medicinske ressourcer. Konsekvensen er, at mange i Afghanistan ikke har adgang til den lægehjælp, de har brug for.

Vores læge Hanna Rahimi var sidste år i Afghanistan, hvor hun var med til at starte et projekt på et hospital, hvor vi giver lægehjælp til underernærede børn. Til daglig er hun i gang med speciallægeuddannelsen i børnemedicin på Rigshospitalet i København.

”En stor del af børnene på afdelingen, vi oprettede, ville ligge på intensivafdelingen, hvis vi var i Danmark. De var meget syge og underernærede,” fortæller Hanna, der blandt andet havde ansvar for alle medicinske aktiviteter på projektet.

”Mange af patienterne havde det meget dårligt, når de ankom til hospitalet, og dødsraten var høj, da vi startede på projektet.”

På hospitalet arbejdede Hanna sammen med de lokalt ansatte læger og sygeplejersker, som hun rådgav og superviserede.

”Vi gik rundt til patienterne på afdelingerne, hvor vi gennemgik deres symptomer, og vi diskuterede hvilken behandling, der ville være bedst, hvordan vi skulle ændre på medicinen, eller på den terapeutiske mad, de fik på afdelingen for de underernærede børn.”

Underernæret med blodforgiftning

En af børnene, som Hanna behandlede, var en dreng på to år, der var svært underernæret og samtidig havde en voldsom infektion, der havde givet ham blodforgiftning.

”Han var meget syg og svag. De lokale læger lykkedes hurtigt med at få en intravenøs adgang i hans lille knogle i benet. Det gjorde, at han hurtigt kunne få væske og antibiotika. Det reddede hans liv,” fortæller Hanna.

”Jeg havde en uge tidligere trænet lægerne i at lægge sådan en adgang. Derfor følte jeg mig utrolig glad og stolt over at se, hvordan øvelsen havde givet resultat og så hurtigt kunne redde livet på et uskyldigt, sygt barn.”

Danmarks indsamling 2024: Underernærede børn i Afghanistan

Ifølge FN risikerer omkring 50 procent af børnene i Afghanistan at blive underernærede, og det kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser.

Sundhedssystemet i Afghanistan har længe været på randen af kollaps. Der mangler uddannet personale og medicinske forsyninger, og for mange gør infrastrukturen i landet det svært at opsøge lægehjælp.

Pengene fra dette års Danmarks Indsamling går blandt andet til vores projekt på hospitalet i Herat. Herat ligger i det vestlige Afghanistan og har over 2,1 millioner indbyggere.

Vores projekt på hospitalet i Herat fokuserer på pædiatri og underernæring.

Samme forventninger og motivation

”Historien om drengen er et eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne få den nødvendige lægehjælp, at have uddannet personale og tilstrækkelige forsyninger,” siger Hanna.

”Samarbejdet med vores lokale læger og sygeplejersker gik meget let, og det var næsten som at samarbejde med nogen herhjemme. Vi havde samme forventninger og samme motivation. Som kvinde og superviserende for mandlige læger troede jeg, det ville være svært, men der blev jeg modbevist. Samtidig betød det meget for mine kvindelige kollegaer, at de havde et arbejde og ikke bare skulle være derhjemme og passe børn. At de fik lov til at have en rolle i samfundet.”

msb182647high scaled
Midlerne fra årets Danmarks Indsamling går til vores projekt på hospitalet i Herat, hvor vi blandt andet behandler underernærede børn.

Det gør en forskel

Hannas ophold på hospitalet i Afghanistan varede seks måneder. I den tid hun var der, oplevede hun, hvordan lægehjælpen fik dødsraten blandt de underernærede børn på afdelingen til at falde drastisk.

”Vi fokuserede på at forbedre, det vi kunne, med vores tilgængelige ressourcer – og det virkede. Jeg var glad for teamet og stolt over det, vi gjorde,” fortæller Hanna, der stadig har kontakt til sine kollegaer i Afghanistan.

”Jeg har en uddannelse og en baggrund, som jeg kan bidrage med. Og jeg har set med mine egne øjne, at det gør en forskel.”

Afghanistan

Afghanistan

Indbyggere: 42,2 mio.

Forventet levealder m/k: 61/67 år

Børnedødelighed: 56 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 2.848

Læger uden Grænser arbejdede første gang i Afghanistan i 1980.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO