Olexandr Glyadyelov

Ukraine: Vi evakuerer patienter fra krigens frontlinje

Vores ambulancer kører alvorligt sårede patienter væk fra fronten, så de kan få specialiseret lægehjælp.

“Det er uudholdeligt. Alt gør ondt.”

Den 45-årige hvisker ordene uden at bevæge læberne.

”Det er svært at trække vejret – det brænder overalt.”

Manden blev alvorligt kvæstet, da granater slog ned i nærheden af ham, og 90 procent af hans krop – inklusive de indre organer – blev forbrændt.

Han ligger på et hospital ved frontlinjen i Donetsk-regionen i Ukraine, mens han venter på at blive evakueret. Hospitalet kan ikke tilbyde den specialiserede lægehjælp, han har brug for, og derfor skal han transporteres til et hospital i Dnipro.

Her kan du se en video fra en af vores ambulancer i Ukraine.

Ingen garantier

Transporten foregår i en af vores 17 ambulancer, der evakuerer patienter fra kamphandlingerne.

”Vores ambulancer transporterer ofte patienter væk fra frontlinjehospitaler, efter de har fået den mest akutte behandling. Men der er ingen garantier for, at der ikke sker noget med dem under transporten, og en patients tilstand kan hurtigt forværres fra stabil til ustabil,” siger vores paramediciner Dmytro Bilous.

”Derfor har vi den nødvendige medicin med os, så vi kan stabilisere patienterne.”

Blandt de transporterede var 136 børn. Den yngste patient var tre dage gammel, og den ældste var 98 år.

Tusindvis af patienter køres væk

Krigsrelaterede skader, som forbrændinger, hovedtraumer og massive blødninger, står for over 60 procent af de tilfælde, som vores læger møder, når de transporterer patienter i vores ambulancer.

Til og med den 31. juli i år har vores ambulancer transporteret 8.000 patienter, hvoraf 15 procent blev kørt i særlige intensiv-ambulancer. Over halvdelen af patienternes skader var direkte forårsaget af krigen.

Blandt de transporterede var 136 børn. Den yngste patient var tre dage gammel, og den ældste var 98 år.

Paramediciner Diana Bilonozhko hjælper en dialysepatient ind i en af vores ambulancer. Ambulancerne er indrettet, så de både kan transportere stabile patienter, og patienter, der har brug for intensiv behandling.

Ødelagte hospitaler

Størstedelen af de hospitaler og sundhedsklinikker, der ligger i nærheden af områder med kamphandlinger i det østlige og sydlige Ukraine, er enten delvist eller fuldstændig ødelagt af de seneste 2,5 års eskalering af krigen. De få, der stadig kan bruges, mangler medicinsk personale. Samtidig mangler der plads til alle de patienter, der har behov for hjælp – både dem med krigsrelaterede skader, men også patienter med for eksempel kroniske sygdomme, som diabetes og hjerteproblemer.

Det er især, når der er voldsomme missilangreb, at hospitalerne ved fronten har mange patienter,
der har brug for ambulancetransport. ”Under et angreb i Kostiantynivka i Donetsk-regionen den 9. august blev 14 mennesker dræbt, og over 40 blev såret. Det ramte et supermarked og et posthus i byens centrum, hvor der var mange civile til stede,” fortæller Christopher Stokes, der er vores krisekoordinator i Ukraine.”Vi hjalp med at behandle de sårede, og vores ambulance transporterede to alvorligt kvæstede patienter til Dnipro.”

Ambulancer i ukraine

Vores ambulancer begyndte at transportere patienter væk fra frontlinjen i april 2022. I dag har vi ​​17 køretøjer, herunder fem intensivkøretøjer, hvor der er tilknyttet 36 paramedicinere, 8 læger og 26 chauffører. Ambulancerne er strategisk baseret i Dnipropetrovsk, Zaporizhzhia, Donetsk, Kharkiv, Kherson og andre regioner og dækker hele Ukraine i henhold til sundhedsministeriets anmodninger.

Følg vores arbejde

Mere fra felten

Airstrikes in South Beirut - Libanon 2024

Vi øger indsatsen i Libanon

Psykolog bliver ny forperson for Læger uden Grænser

Vores sygeplejerske Astrid er i Gaza: Børn får behandling på gulvet

Mpox-epidemi i DR Congo: ”Antallet af syge kan eksplodere”

Seksuel vold i verdens største flygtningelejr: Ingen taler om det

Ukraine

Ukraine

Indbyggere: 36,7 mio.

Forventet levealder m/k: 68/78 år

Børnedødelighed: 8 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 448

Læger uden Grænser arbejdede første gang i Ukraine i 1999.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO