På flugt fra Sudan: De dræber mænd og drenge først

Siden krigen i Sudan startede i 2023, er flere end 550.000 sudanesere flygtet til det østlige Tchad. Mange af dem er kvinder og børn, hvis mænd og fædre er blevet dræbt, tilbageholdt eller er forsvundet i krigen i Sudan.

10. juli 2024

Del til:

Der lever hundredtusinder af mennesker på flugt i de isolerede ørkenområder i det østlige Tchad, men i månedsvis har den humanitære hjælp manglet. Beboerne i de midlertidige lejre har kun begrænset adgang til vand og mad, og manglen på hygiejne gør, at sygdomme har alt for let ved at sprede sig.

Det er især kvinder og børn, der bor i lejrene, for mange mænd er blevet dræbt i kampene i Sudan. Andre er tilbageholdte eller forsvundet, og det er derfor op til kvinderne at forsørge deres familier.

I områderne Metche og Aboutengue giver vores hold blandt andet lægehjælp til gravide og nybagte mødre, behandler børn for underernæring og står for omdeling af vand i lejrene. Men på trods af indsatsen er der stadig behov for en massiv opskalering for at imødekomme de enorme behov.

Herunder kan du læse en række vidnesbyrd fra nogle af de kvinder, der bor i lejrene. De flygtede fra Sudan, da voldsomme kampe brød ud i El Geneina i Sudan omkring den 15.-16. juni, og de ankom til Tchad i juli 2023.

”Jeg klædte dem i pigetøj, så de ikke ville blive dræbt”

Gamera (mor, 60) og Jeta (datter, 35) flygtede fra El Geneina sammen med Jetas fem børn: Abdel Aman (14), Mohamad (6), Wiam (9), Wafa (4) og Sana (2).

“Bevæbnede mænd angreb vores hjem tidligt om morgenen,” fortæller Gamera.

“De kaldte mine tre sønner ind i et værelse og fik kvinderne til at forlade huset. Jeg bad dem om ikke at dræbe mine drenge, jeg fortalte dem, at drengene var uskyldige, for de beskyldte dem for at være spioner. Men så hørte jeg pistolskuddene. Da jeg kom tilbage til huset, så jeg deres lig ligge på gulvet. En af mine sønner var blevet skudt i brystet, den anden i hovedet og den tredje i nakken. Så truede de bevæbnede mænd mig med en kniv og stjal vores penge og telefoner. De undersøgte endda min krop for at se, om jeg skjulte noget. Da de gik, satte de ild til huset.”

“Vi flygtede til fods fra El Geneina til Tchad. Vi så en masse døde mennesker på vejen. Det var mange andre, der flygtede, og vi mistede hinanden i strømmen af mennesker. Det var først efter at have krydset grænsen, at vi fandt hinanden igen,” siger Gamera.

Jeta fortsætter:

“Min far (Gameras mand) blev dræbt for to år siden under et angreb, og min mand forsvandt omkring samme tid. Jeg ved ikke, om han er død eller levende. Mine to drenge Abdel Aman og Mohamad er de eneste mænd, der er tilbage i familien. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at beskytte dem, da vi flygtede. Jeg klædte dem i pigetøj, så de ikke skulle blive dræbt. Men min ældste blev opdaget og slået, indtil han gik i koma. Da vi kom til Adré i Tchad, fik han hjælp på hospitalet, og han har det bedre nu.”

”Det lykkedes mig at parere kniven”

Nafissa flygtede fra El Geneina i juni 2023 og bor nu i Aboutengue-flygtningelejren med sine to børn.

»Krigen eskalerede sidste år, men der var vold før det. Min mand blev dræbt i 2022, og en af mine sønner blev dræbt i maj 2023. Min søn var kun 10 år. Han blev skudt på gaden og døde af sine sår på hospitalet tre dage senere. Så da jeg hørte om nye angreb, forlod jeg mit hjem med mine sidste to børn,” fortæller Nafissa.

»Jeg gav min 11-årige dreng sin søsters tøj på, og vi tog afsted sammen til fods. Jeg medbragte kun to tæpper, lidt tøj og en beholder til vand. Men de bevæbnede mænd tog alt fra mig på vejen og sagde ”Ingen tager noget med sig til Tchad”. På gaden så vi en masse døde mennesker. Vi gik mod byen Ardamatta for at finde tilflugt, men pludselig hørte vi skud, og så at bevæbnede mænd skød mod menneskemængden. Folk begyndte at løbe, og min datter forsvandt. Hun var så bange, at hun løb væk med nogle andre.”

”Dagen efter kom jeg gående med min søn, da bevæbnede mænd stoppede os. De forsøgte at ramme ham med en kniv, men jeg viklede en klud om min hånd, og det lykkedes mig at parere kniven. De stak igen og ramte mig i benet. Men så så de en mand længere nede ad gaden, og de gik over for at slå ham ihjel. Det lykkedes mig at stikke af sammen med min søn. Sådan er det; de dræber mænd først, derefter kvinderne. På en måde reddede den mand mit liv med sit.”

“Ved grænsen fandt jeg min datter igen. Hun var udmattet og bange. Jeg var selv så udmattet, at jeg næsten ikke kunne tage et skridt mere.”

”Jeg håber at vende tilbage til Sudan i fred og sikkerhed.”

Malak (39) er flygtet fra El Geinena og bor nu i Metche-flygtningelejren med sine otte børn.

”Det var fredag og klokken var fire, da min mand fortalte mig, at der snart ville komme et angreb. Han sagde, at jeg skulle tage børnene og gå til min søsters hus, og så ville han gå mod byen. Jeg var imod det, men han gik derop, og så blev han dræbt,” fortæller Malak.

”Han var uskyldig. Jeg ledte efter ham i flere dage sammen med både mine brødre og min mands brødre. Til sidst begyndte det at lugte underligt, der hvor vi ledte, og hans lig blev fundet. Han hed Jaafar og var 42 år gammel.”

”Da jeg ankom til Adré i Tchad, kunne jeg ikke finde min mor og tre af mine børn. Jeg ledte efter dem i fire dage, og da jeg endelig fandt min mor, var hun i en frygtelig tilstand. Jeg blev også genforenet med mine børn. Vi blev der i to måneder, inden vi bosatte os her i Metche, hvor jeg fødte mit barn.”

”Nu er jeg alene med mine otte børn, uden min mor og mine søstre. Min mor er stadig i Adré, for hun har diabetes og kan ikke bo her i lejren. Det er seks måneder siden, jeg har set hende. Vi har ingenting. Vi ankom i det tøj, vi har på nu. I Sudan levede vi et bedre liv, og folk hjalp hinanden. Nu har vi ingenting. Her kan vi ikke hjælpe hinanden, og vi har ingen indtægtskilde. Vi har intet. Hvis jeg finder et arbejde, vil jeg arbejde. Nu er vi helt afhængige af organisationer, men maden vi modtog ved sidste uddeling, er allerede sluppet op. Jeg håber at vende tilbage til Sudan i fred og sikkerhed.”

”Nu er jeg både mor og far.”

Ruqayas (25) mand forsvandt i El Geneina den 15. juni. Nu er hun i Tchad med sine to børn.

”Min mand forsvandt den dag, kampene eskalerede. Han er forsvundet, og det samme er hans familie,” fortæller Ruqaya.

”Det er svært at leve her, og jeg har ingen til at forsørge os. Alt ansvar falder på mig. Jeg er både mor og far. Jeg er ansvarlig for mad, vand, husly og behandling, hvis børnene bliver syge. Jeg skal klare alt på egen hånd. Men menneskene her er sultne og tørstige. Der er ingen mad. Der er ingen sikkerhed i Sudan, og vi kan ikke vende tilbage. Vi lever fra dag til dag.”

”Jeg ved ikke, om min mand er i live, eller om han er død. Jeg ved ikke, hvor vores familiemedlemmer er. Vi er spredt mellem Tchad og Sudan, og vi har ikke hørt noget fra dem. Jeg vil lede efter min mand, så jeg kan få at vide, om han stadig lever. Han hedder Issam, er 45 år og har grønne øjne.”