© Aurelie Baumel/MSF
To kvinder i et af de detentionscentre, Læger uden Grænser støtter i Libyen. Arkivfoto.

Anne Cecilia: {Kvinder mærkes for livet i Libyen”

Vores danske sygeplejerske Anne Cecilia Kjær er netop vendt hjem efter at have arbejdet i ni måneder med at behandle sårbare mennesker i detentionscentre i Libyen. Her spærres børn og voksne inde, selv om de er flygtninge i Libyen. Læs hendes beretning her.

”Skræmte og tomme blikke, brændemærker, knoglebrud og synlige ar på arme og ben. Det er nogle af de billeder, som har printet sig fast i hukommelsen, når jeg tænker tilbage på udsendelsen til Libyen.

Jeg mødte utallige kvinder, som var desperate, udmattede og med et spinkelt håb om at kunne få et normalt og frit liv. Efter at være blevet voldtaget og udsat for grusomme overgreb var de bare blevet smidt i en celle – uden psykologisk hjælp og medicinske konsultationer.  

Gravide efter voldtægt

Voldtægterne førte til graviditeter, og at nyfødte kom til verden i detentionscentrene. Jeg bliver bedrøvet ved tanken om de små børn, jeg mødte i cellerne, som var spærret inde på afgrænset plads uden ordentlig adgang til mad, vand og medicinsk samt psykologisk hjælp. Det er svært at forestille sig, hvilken fremtid de børn kan få efter en opvækst i fangenskab.

Mange af de unge kvinder følte skam ved at beskrive de seksuelle overgreb, voldtægter og vold, de var blevet udsat for. Især en mor til tvillingedrenge havde svært ved at tage sig af sine børn grundet den totur og mishandling, hun var blevet udsat for. Hun sad helt apatisk og passiv, mens de legede i lokalet uvidende om den skæbne, de var fanget i.

Som sygeplejerske og nødhjælpsarbejder har jeg stadig svært ved at begribe graden af vold og mishandling, som hersker i Libyen. Et land, som er hærget af lovløshed, bombardementer og en borgerkrig, der har stået på siden 2014.

Jeg kæmper dagligt med at acceptere den realitet, at tusindvis af mennesker hver dag udsættes for grusomheder og mishandling.  

Mennesker fanget i voldsspiral

I starten af min udsendelse blev jeg konfronteret med en mand, hvis skæbne og historie har hjemsøgt mig lige siden. Ved mødet med ham, var det der gjorde aller mest ondt, at han stadig fik en barsk og uværdig behandling på trods af den tragedie, han havde oplevet. Hans tomme blik glemmer jeg aldrig.

Jeg mødte den unge 35-årige eritreiske mand i en celle i Misrata, hvor han skulle have en konsultation. Han fortalte, at han kort tid forinden havde forsøgt at flygte på en båd sammen med sin kone og datter.

Undervejs sank den båd, de var ombord på. Han prøvede desperat at redde sin datter, mens hans kone druknede for øjnene af ham. Han nåede at tage fat i sin datter, men bølgerne var for kraftige, og han kunne ikke holde fast. I flere timer lå han i havet. Til sidst lykkes det ham at komme i sikkerhed. Alligevel blev han behandlet som en kriminel og ikke en traumatiseret flygtning, da jeg mødte ham i en overfyldt celle. Jeg mødte mange mennesker som ham.

Ingen af dem var kriminelle. De havde blot forsøgt at flygte ud af Libyen for at komme i sikkerhed. Nogle var blevet taget til fange i månedsvis af menneskesmuglerne, som kontrollerer store områder, hvor der hersker lovløshed. Andre havde siddet i fangeskab i detentionscellerne i flere år uden udsigter til at slippe ud. Deres skæbne er, at de er glemt i de inhumane og uhygiejniske detentionslejre i et land, som på sjette år er hærget af borgerkrig.

Kunne ikke bevæge sine ben

Så snart jeg trådte ind i lokalet, fik jeg øje på en af de afrikanske kvinder, som gjorde stort indtryk på mig. Hun kom fra Somalia, og hun var blevet taget til fange på flugtruten i den libyske ørkenby Bani Walid, hvor hun i månedsvis var blevet udsat for tortur og udsultning. Ørkenbyen er et af de mest kendte steder i Libyen, hvor menneskesmuglere og kriminelle bander kører en forretning med at tilbageholde og afpresse sårbare flygtninge og migranter.

På mirakuløst vis var det lykkes hende at undslippe de menneskesmuglere, som holdt hende fanget. Da jeg mødte hende, var hun skræmt og traumatiseret.  

”En dag forsøgte de at voldtage mig, men da jeg fik et epileptisk anfald, stoppede de” fortalte hun mig. Mændene havde banket hendes hoved adskillige gange ned i jorden, og hun var blevet slået hårdt med metalrør på rygsøjlen. Hun græd, fordi hun ikke kunne bevæge sine ben.

Hun havde ar på kroppen, som hun viste mig, og led af ekstrem mangel på vitaminer og mineraler, hvilket viste sig at være årsagen til hendes lammelser.

Ingen hører deres skrig i ørkenen

Anne Cecilia Kjær, sygeplejerske

Hun var en af de heldige, som slap ud, og vi kunne behandle hende, så hun kom til at gå igen. Men det gør stort indtryk på mig, at der sidder andre i det skjulte i samme situation som hende.

Det gør mig ked af det at tænke på, hvor mange menneskeliv der ødelægges, og hvor mange lig der ligger i ørkenen, glemt af omverdenen. Ingen hører deres skrig i ørkenen.

Jeg er chokeret over graden af menneskelig grusomhed, der finder sted Libyen, og som jeg har set følgerne af. Mennesker, der er mærket for livet af voldsomme, traumatiske oplevelser, og  som ikke kan slippe ud af et system med udnyttelse, overgreb og mishandling.”

Fra felten

Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere

Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret

Læs mere
Gaza/Vestbredden

Bomber over Gaza: Vi har behandlet børn på bare 12 år for skader fra gummikugler

Læs mere
Læger uden Grænser sætter ind mod COVID-19 i Indien
Indien

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Kenema i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Læs mere
COVID-19 i Brasilien

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Læs mere
Insulin

Insulin-studie kan redde diabetespatienters liv i udviklingslande

Læs mere
Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere
Al Hol i Syrien
Syrien

Kvinder og børn mister livet i Al Hol

Læs mere
Bangladesh

Rohingya-flygtninge tvinges til at flytte ud på øde ø

Læs mere