”Jeg bliver enormt frustreret og ked af det, når jeg ser dybe ar, brandmærker og fysiske mærker, forårsaget af den totur, som flygtninge i Libyen har været udsat for under flugten. De er måske blevet udsat for systematisk vold, tortur og forfærdelige uhyrligheder – og har været på flugt i flere år, inden de kom til cellen.
Jeg har snakket med mange kvinder, som har fortalt mig, at de har været fanget af kriminelle menneskehandlere i årevis, i Libyen, og at de er blevet solgt videre – ofte op til to eller tre gange.
De er blevet voldtaget, slået og udsat for fysisk og psykisk tortur. Mange viser tegn på stress og angst og bærer på mange skrækkelige minder fra årene på flugt igennem Libyen.
Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi vender det blinde øje til, mens mennesker bliver udsat for grusomme overgreb af kriminelle netværk i Libyen. Vi bør ikke feje problemet ind under gulvtæppet og blot lade myndighederne efterlade menneskerne i skræmmende mareridt og leve under umenneskelige og barske forhold.
Vi kan som nødhjælpsarbejdere, medmennesker og borgere i et retsstat simpelthen ikke se passivt til, imens helt basale humanitære forpligtelser og universale menneskerettigheder bliver brudt og ignoreret.”