Kamma behandler et offer for tortur i Libyen

Drengen der græd uden tårer

Vores sygeplejerske Kamma har behandlet mange af de mennesker, som er flygtet fra rædslerne i Libyen. Børn og voksne, som er blevet tortureret eller holdt fanget i uhumske centre uden nogen rettigheder – efterladt til at dø.

”Han var næsten helt bevidstløs, da vi fiskede ham op fra bunden af gummibåden på Middelhavet. Afkræftet og voldsomt underernæret.

Vi måtte bære hans nedkølede krop ind på den lille klinik på vores redningsskib.

Han kastede op, selvom han ikke havde noget i maven og havde alvorlig diarré – drengen var i fare for at dø.

Vi fik ham lagt ned på en madras og givet ham væske med et drop. Han kunne næsten ikke få noget ned, og vi måtte give ham plumpy nut (en specialudviklet peanut-masse med højt indhold af energi, protein og vitaminer). Langsomt kom han lidt mere til sig selv. Men han var stadig dybt svækket.

Drengen havde siddet fanget i et internerings-center i Libyen. 13 år gammel og helt alene.

Han kunne ikke huske, hvor længe han var indespærret. Men han syntes, det var lang tid.

Efterladt som affald i hjørnet

Drengen græd bare uden tårer.

Hvis jeg spurgte ind til hans familie, var han fjern i blikket. Vi fandt aldrig ud af, om han havde taget hele vejen fra Somalia alene, eller om han havde mistet sin familie undervejs. Han var tavs.

Det var rigtig hårdt at behandle ham, fordi han var så ung og så syg. Han var fuldstændig afkræftet, og samtidig var han så psykisk traumatiseret, at han næsten ikke kunne tage imod vores omsorg. Han kunne ikke rumme verden omkring sig.

Jeg havde bare mest lyst til at holde om det her store barn. Trøste ham og give ham noget varme og tryghed, men han kunne slet ikke håndtere den nærhed.

Her var et menneske, der var blevet gjort til et stykke affald. Smidt hen i et hjørne og efterladt. Og alle var ligeglade.

En grusom virkelighed

Det er rystende umenneskeligt, hvad der foregår i Libyen.

Mennesker på flugt i Libyen har ingen rettigheder. Der er ingen, der tager sig af dem, og de har ingen form for beskyttelse.

Den 13-årige dreng var bare én blandt mange andre skæbner, jeg mødte på deres flugt fra rædslerne i Libyen. Hver dag behandlede jeg patienter, som havde været udsat for forfærdelige ting.

I internerings-centrene bliver mennesker på flugt vilkårligt tilbageholdt. De har ingen mulighed for at udfordre lovligheden af deres tilbageholdelse, og de har stort set ingen adgang til omverdenen.

Stuvet sammen i møgbeskidte rum uden ventilation mangler de adgang til rent vand, mad og lægehjælp. Men uhyrlighederne foregår også uden for internerings-centrenes mure.

Hoveder af børn i plasticposer

En mor til fire fortalte mig, at børn af blandede ægteskaber i Libyen bliver kidnappet. Hvis forældrene ikke kan betale løsesummen, bliver børnene halshugget og hovedet sendt i en plasticpose til forældrene. Det havde de oplevet i deres omgangskreds.

Hun var selv fra Sudan og turde derfor ikke længere blive med sin familie i Libyen, selvom hendes mand var fra Libyen.

Jeg behandlede også mange voldtægtsofre og patienter med skader efter grov tortur.

Mennesker, der var blevet banket med træstykker, metalrør eller kæppe. Jeg så brækkede lemmer, der var vokset skævt sammen, fordi de aldrig var behandlet kirurgisk eller med gips.

Holdt som slave og pisket

En dag bankede det på døren til vores klinik. Det var sent om natten, og det havde været meget travlt. Nu var der ro på.

Det var altid de tunge historier, vi hørte om natten. Her henvendte voldtægtsofre sig for eksempel for at få hjælp. Nu hvor der var stille.

Den nat ventede en 18-årig mand fra Mali udenfor. Han havde nogle sår, som vi gerne måtte kigge på. Han virkede nærmest undskyldende i sin opførsel.

Vi fik hans tøj af og så, at hele hans ryg og baller var fyldt med ar efter piskeslag. Han havde også to friske sår  – et på venstre skulderblad og på den ene balle. Sårene var så store som en hånd, og huden var flået helt væk. Sårene væskede.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Åh nej, hvad har han dog været igennem?”

Han var tydeligvis blevet tortureret. Pisket og slået systematisk. Han fortalte os, at han var blevet kidnappet i Libyen og holdt som slave og mishandlet i 10 dage. Det lykkedes ham til sidst at slippe fri.

Han ville rigtig gerne fortælle, hvad han havde været udsat for. Han ville gerne fortælle om forholdene i Libyen. Verden var nødt til at vide det.

Vred og forarget

Det var voldsomt at blive konfronteret med den her umenneskelighed.

For hvordan kan nogle mennesker bare mishandle andre mennesker uden at have nogen følelser i sig? Det er kynisk, og det gør mig vred. Og jeg bliver vred over, at det går ud over så mange mennesker.

Hvis det er én patient, så er det forfærdeligt. Men når der er så mange ofre, så virker det endnu mere uforståeligt, at det bare kan fortsætte.”

Kamma Skaarup er sygeplejerske og var i efteråret 2016 udsendt på et af vores redningsskibe på Middelhavet.

Sådan hjælper vi i Libyen

  • I mere end et år har vi behandlet patienter i internerings-centre i Libyen.
  • I Tripoli besøger vi hver uge syv internerings-centre for at yde lægehjælp. Centrene drives af libyske myndigheder. I alt har vi fået adgang til 16 interneringscentre.
  • I Misrata behandler vi patienter i fire internerings-centre.
  • Men der er mange andre interneringscentre, hvor vi ønsker at få adgang, men hvor det ikke er muligt på grund af vold og usikkerhed.

Historier fra vores udsendte

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Hvis du ikke kan amme dit barn, må en anden gøre det

Læs mere

Heidi Christensen

Venezuela

Det venezuelanske Klondyke: ”Nogle af indbyggerne får malaria 10-15 gange om året.”

Læs mere
Mozambique

Mistede sin mand og alene med tre børn: Jobbet som sygeplejerske hjælper mig gennem sorgen

Læs mere
Rasmus Schou Christensen - læge i Læger uden Grænser

Rasmus Schou Christensen

Libanon

Rasmus hjælper flygtninge i Shatila-lejren i Libanon: “Drengen ville dø uden behandling”

Læs mere

Ann Mills Karlslund

Irak

Genåbning af hospital i nordirak: “Her er mennesker stadig mærket efter grusomme overgreb”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Kunne drengens liv være reddet?

Læs mere
DR Congo

Mæslinge-epidemien i DR Congo: ”Landets børn er seje, men de er sårbare”

Læs mere

Mads Geisler

Den Centralafrikanske Republik

Mads før sin 11. tur i felten: ”Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsfyldt”

Læs mere

Mie Terkelsen

Gaza/Vestbredden

“Drengens far græd af glæde”

Læs mere

Irene Kruse

Libyen

Danske Irene i Libyen: Et umenneskeligt system

Læs mere

Ann Mills Karlslund

Mozambique

Danske Ann i Mozambique – Befolkningen reparerer deres liv

Læs mere

Anna Lund

Grækenland

Anna er jordemoder på Lesbos: “Ingen vælger at føde i en flygtningelejr.”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

“Børnene har ikke kræfter til at spise”

Læs mere

Georgina Woolveridge

Irak

Jeg ønskede desperat at glemme barnet”

Læs mere

Heidi Christensen

Drop vaccinemodstanden og øg vaccineadgangen

Læs mere

Irene Kruse

Libyen

“Kvinder fortæller, de er blevet voldtaget, slået og udsat for tortur.

Læs mere