”Han var næsten helt bevidstløs, da vi fiskede ham op fra bunden af gummibåden på Middelhavet. Afkræftet og voldsomt underernæret.
Vi måtte bære hans nedkølede krop ind på den lille klinik på vores redningsskib.
Han kastede op, selvom han ikke havde noget i maven og havde alvorlig diarré – drengen var i fare for at dø.
Vi fik ham lagt ned på en madras og givet ham væske med et drop. Han kunne næsten ikke få noget ned, og vi måtte give ham plumpy nut (en specialudviklet peanut-masse med højt indhold af energi, protein og vitaminer). Langsomt kom han lidt mere til sig selv. Men han var stadig dybt svækket.
Drengen havde siddet fanget i et internerings-center i Libyen. 13 år gammel og helt alene.
Han kunne ikke huske, hvor længe han var indespærret. Men han syntes, det var lang tid.
Efterladt som affald i hjørnet
Drengen græd bare uden tårer.
Hvis jeg spurgte ind til hans familie, var han fjern i blikket. Vi fandt aldrig ud af, om han havde taget hele vejen fra Somalia alene, eller om han havde mistet sin familie undervejs. Han var tavs.
Det var rigtig hårdt at behandle ham, fordi han var så ung og så syg. Han var fuldstændig afkræftet, og samtidig var han så psykisk traumatiseret, at han næsten ikke kunne tage imod vores omsorg. Han kunne ikke rumme verden omkring sig.
Jeg havde bare mest lyst til at holde om det her store barn. Trøste ham og give ham noget varme og tryghed, men han kunne slet ikke håndtere den nærhed.
Her var et menneske, der var blevet gjort til et stykke affald. Smidt hen i et hjørne og efterladt. Og alle var ligeglade.
Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Åh nej, hvad har han dog været igennem?”
Han var tydeligvis blevet tortureret. Pisket og slået systematisk. Han fortalte os, at han var blevet kidnappet i Libyen og holdt som slave og mishandlet i 10 dage. Det lykkedes ham til sidst at slippe fri.
Han ville rigtig gerne fortælle, hvad han havde været udsat for. Han ville gerne fortælle om forholdene i Libyen. Verden var nødt til at vide det.
Vred og forarget
Det var voldsomt at blive konfronteret med den her umenneskelighed.
For hvordan kan nogle mennesker bare mishandle andre mennesker uden at have nogen følelser i sig? Det er kynisk, og det gør mig vred. Og jeg bliver vred over, at det går ud over så mange mennesker.
Hvis det er én patient, så er det forfærdeligt. Men når der er så mange ofre, så virker det endnu mere uforståeligt, at det bare kan fortsætte.”
Kamma Skaarup er sygeplejerske og var i efteråret 2016 udsendt på et af vores redningsskibe på Middelhavet.
Sådan hjælper vi i Libyen
- I mere end et år har vi behandlet patienter i internerings-centre i Libyen.
- I Tripoli besøger vi hver uge syv internerings-centre for at yde lægehjælp. Centrene drives af libyske myndigheder. I alt har vi fået adgang til 16 interneringscentre.
- I Misrata behandler vi patienter i fire internerings-centre.
- Men der er mange andre interneringscentre, hvor vi ønsker at få adgang, men hvor det ikke er muligt på grund af vold og usikkerhed.