Theresa tager imod en patient på vores klinik på Lesbos.
Theresa møder hver dag traumatiserede mennesker på vores klinik på Lesbos. Her hjælper hun ofre for tortur og seksuel vold.

”Jeg lider, madame – hjælp mig!”

Hver morgen ankommer busser med flygtninge til vores klinik i Mytilini på Lesbos. De er flygtet fra tortur og seksuelle overgreb – selv børn helt ned til 1,5 år. Vores tolk Theresa hjælper de traumatiserede mennesker, som nu sidder strandet på den græske ø.

”Drengen er ligbleg i ansigtet, da jeg tager imod ham på vores klinik. Han ryster og græder – ude af stand til at kontrollere sin egen krop.

 

Jeg følger ham ind i et af vores konsultations-rum og spørger på arabisk, hvad vi kan gøre for ham. Det ved han ikke. Han har bare brug for hjælp. 17 år og helt alene.

 

Han er flygtet fra Irak – sammen med en gruppe af irakere, hvor han kun kendte få. Han fortæller, at han blev tortureret i hjemlandet, men at det ikke var det eneste, der fik ham til at tage flugten.

 

Han flygtede af ren magtesløshed, efter at han så sin søster blive brændt levende – uden at han kunne gøre noget for at standse det.

 

Men der er endnu et tragisk minde, der plager ham. Et friskt minde fra flugten i gummibåd fra Tyrkiet til Lesbos blot tre dage forinden.

 

Han kigger mig dybt i øjnene og fortæller:

 

“Båden var overfyldt med børn og voksne på flugt. Undervejs kom en større båd for tæt på vores, og bølgegangen fik et lille barn og flere andre til at falde overbords. Jeg sprang i havet for at redde den lille stakkel – men forgæves. Jeg havde ham i mine arme, men han trak ikke længere vejret.”

 

Busser med frustrerede flygtninge

Lige nu er vores klinik fyldt med patienter – de står i kø hele vejen nedad trappen og ud på gaden, fordi der ikke er plads til flere i venteværelset.

 

De ankommer hver morgen i busser fra flygtningelejren Moria, som ligger 10 minutters kørsel væk. Moria-lejren er fuldstændig overfyldt. Lige nu bor der omkring 7.000 mennesker i en lejr, hvor der kun er plads til 2.300.

 

Mennesker på flugt er stuvet sammen i små sommertelte, mens temperaturen falder for hver dag, der går.

 

Her sidder de strandet i våde og kolde telte, mens de venter på deres videre skæbne.

 

Folk er frustererede og kommer til os i større grupper for at få hjælp. Vores klinik her i Mytilini prioriterer ofre for tortur og seksuelle overgreb, og der er et kæmpe behov for hjælp – lige nu har vi omkring 400 patienter på venteliste til en psykolog.

 

Vores lægefaglige personale består af psykologer, læger og psykiatere – og jeg er med som tolk til alle slags konsultationer. Det varierer dag for dag.

 

Det er også os tolke, der møder vores patienter, når de ankommer til klinikken. Vi udfører en kort screening af deres behov og henviser dem herefter til vores lægefaglige personale.

 

Theresa henviser en patient til en anden konsultation på klinikken på Lesbos

Theresa er i gang med at henvise en patient til en konsultation hos en læge. Hun har forinden talt med manden og vurderet, hvilken hjælp han har brug for. 

 

Vores fokus er primært voksne patienter – men vi møder flere og flere børn med traumatiske oplevelser på nethinden.

 

Så sent som i går modtog jeg en 14-årig flygtning. Han fortalte, at han for tre dage siden var blevet voldtaget i Moria-lejren, og at han sågar boede under den samme teltdug som sine voldtægtsmænd.

 

Små børn misbrugt

De fleste af vores patienter er fra Syrien og DR Congo. Jeg møder af og til mødre, som er blevet udsat for tortur og voldtægt i DR Congo – alt imens deres døtre helt ned til 1,5 år også er blevet udsat for seksuelle overgreb.

 

Jeg møder voksne mænd fra blandt andet Syrien, Irak og DR Congo, som bryder ud i gråd under vores konsultationer, når de fortæller, hvordan de er blevet voldtaget eller tortureret i deres hjemland.

 

De beskriver, hvordan de er blevet slået, brændt, pisket, udsat for elektriske stød eller behandlet som dyr ved brug af barbariske torturinstrumenter – holdt i isolation under jorden uden mad og drikke. Jeg ser både deres fysiske og psykiske ar.

 

Selv under deres flugt væk fra uhyrlighederne gennemlever mange deres traumer igen, og de har svært ved at få livet til at hænge sammen. Så kommer de til Grækenland, hvor de nu lever under umenneskelige forhold.

 

Systematiske overgreb

Hver dag overgår den ene patients historie den anden.

 

Det er forfærdeligt at være vidne til, og jeg bliver dybt frustereret over, hvor mange mennesker det går ud over. Torturen og de seksuelle overgreb sker systematisk for så mange mennesker fra forskellige steder i verden.

 

Men det er imponerende, at de har fundet styrken til igen og igen at fortælle os om deres traumatiske oplevelser. De har ikke givet op og fortsætter på trods af alt det, de har været igennem.  

 

Et ansvar for at hjælpe

Det er mentalt hårdt at lægge ører til disse frygtelige skæbner hver dag. Men jeg føler, at vi hjælper, og at vi gør en forskel. Det er det, som får mig til at overkomme min egen følelse af frustration og magtesløshed.

 

Der er et formål med mit arbejde. De her mennesker har brug for lyttende ører. Jeg kan selvfølgelig ikke ændre deres fortid, men at vide at man kan lytte og gøre sit bedste for at få dem i behandling, så de kan overkomme deres traumer, det holder mig kørende.

 

Den mest almindelige sætning blandt vores fransk-talende patienter er: “Je souffre, madame! Aide-moi!” (Jeg lider, madame – hjælp mig!), og det er desværre virkeligheden. Vores patienter lider, og der er et reelt behov for, at vi er her.

 

Theresa Kattangi er udsendt som tolk på vores projekt i Mytilini på den græske ø Lesbos. Det er første gang, at hun er i felten for Læger uden Grænser.