Hvorfor er Læger uden Grænser på Middelhavet?

Læger uden Grænser er til stede på Middelhavet, fordi mennesker drukner. Mennesker dør. Familier dør. Børn dør.

Risikoen for at drukne på Middelhavet er næsten fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år. At der ikke er nogen redningsbåde, betyder ikke, at folk ikke forsøger at flygte. Det betyder desværre, at der er større risiko for, at de drukner.

Vi er fuldt ud klar over, at når vi redder liv på Middelhavet, så bliver vi en del af en ophedet politisk debat i Europa.

Men en af vores fundamentale og vigtigste værdier er, at vi er upartiske. Vi yder medicinsk nødhjælp til mennesker uanset etnicitet, religion eller politisk overbevisning. Det gælder, hvorend vi arbejder i verden. Og som en humanitær organisation, der arbejder ud fra medicinsk etik, er vi tvunget til at handle.

Lige nu drukner mennesker i Middelhavet, og der gøres ikke nok for at undgå det. Derfor må vi handle.

Her er nogle af grundene til, at redningsarbejdet på Middehavet er vigtigt.

Flygtninge og migranter flygter stadig fra Libyen

I 2019 vurderes det, at omkring 9.500 mennesker har forsøgt at krydse Middelhavet i både, der er så usikre, at det er farligt. Mindst 576 mænd, kvinder og børn er druknet på denne desperate rejse ifølge Missing Migrants Project.

Sammenlignet med samme periode i 2018 er chancerne for at dø på rejsen steget fra 3,2 procent i 2018 til seks procent. Det er mere end hver 20. person, der mister livet.

Siden 2014 skønnes det, at cirka 15.000 mennesker har mistet livet på rejsen. Men det er et skøn. Det præcise antal af døde finder man måske aldrig ud af.

En ting er sikker: Krisen er ikke ovre.

Mennesker flygter – skibe eller ej

Nogle har anklaget redningsfartøjerne for at virke som en tiltrækningsfaktor, at det får flere til at søge over Middelhavet. Lad os gøre det helt klart: Det er ikke tilfældet.

Beviserne er stærke – desperate mennesker bliver ved med at flygte fra Libyen, uanset om redningsfartøjerne er til stede eller ej.

På trods af, at der er færre redningsfartøjer til stede på havet end nogensinde før, flygter flere og flere fra Libyen. Vi ved, at flere end 9.000 mennesker gik ombord på usikre både alene i de første seks måneder af 2019.

I realiteten er problemerne, hvad de mennesker flygter fra. Vold, afpresning, tilbageholdelse og en følelse af afmagt betyder, at der for mange flygtninge ingen anden udvej er. De tvinges til at forsøge den livsfarlige rute, uanset risikoen for at drukne.

Ingen burde dø, bare fordi de søger sikkerhed.

Den igangværende konflikt i den libyske hovedstad Tripoli bliver stadig mere brutal

Lande som Libyen er ikke et sikkert land. Læger uden Grænser arbejder også her, ligesom vi hjælper folk i mange af de lande, som de flygter fra. Derfor ved vi, at Libyen ikke er et sikkert sted. Mennesker på flugt ender i overfyldte detentionscentre, er udsat for totur, vold og seksuel vold. 

Midt i volden er flere tusinder af flygtninge og migranter tilbageholdt under umenneskelige forhold i overfyldte centre tæt på den voldelige frontlinje.

Den overhængende livsfare er klar og tydelig. I starten af juli ramte et luftangreb Tajoura-centeret i Tripoli. 60 mennesker omkom, og 70 mennesker kom til skade.

Vi har været vidner til frygtelige forhold i dententionscentrene, mens vi har ydet livsvigtig medicinsk nødhjælp til de mennesker, der sidder fanget.

Sygdomme som tuberkulose er i udbrud, mentale problemer normalt og adgangen til vand og mad er begrænset.

Under en vurdering foretaget for nylig i et af de Libyske detentionscentre vi arbejder i, var en tredjedel af de tilbageholdte børn.

Disse forhold taget i betragtning: Det er ikke noget under, at mennesker flygter fra Libyen.

Mennesker i fare skal til en sikker havn

International maritim lovgivning siger klart, at mennesker, der bliver reddet til søs, skal transporteres til den tættest beliggende sikre havn. Men det står helt klart, i følge FN, at Libyen ikke er et sikkert sted for flygtninge og migranter.

Læger uden Grænser og SOS Mediterranee bestemmer ikke, hvilken havn flygtningene bliver sat af i. Det er bestemt udelukkende af kompetente maritime myndigheder. I 2018 satte Aquarius flygtninge af i Italien, Malta og Spanien under koordinering af de relevante maritime myndigheder.

Som humanitær organisation er vores eneste bekymring de reddede menneskers ve og vel, og derfor søger vi altid mod en sikker havn så hurtigt som muligt.

Mennesker på flugt stopper ikke med at være på flugt, uanset om vi er på Middelhavet eller ej.

Vi ønsker ikke at være til stede på Middelhavet. Vi synes nemlig ikke, at det at sejle rundt og redde mennesker er en holdbar løsning. Når vi er til stede alligevel, så skyldes det, at der ikke er andre muligheder lige nu. På den måde er vores tilstedeværelse desværre et resultat af et system, der ikke virker.

Vi opfordrer derfor EU’s medlemslande til at finde en løsning, så mennesker ikke skal dø, mens de forsøger at komme i sikkerhed. Alle har ret til at forsøge at søge mod et sikkert land. Læger uden Grænser er en medicinsk organisation. Vi kan ikke komme med en politisk løsning eller lave et system, men vi bliver nødt til at mindske de menneskelige omkostninger.

Det handler om nødhjælp

For os handler det ikke om politik. Det handler om at redde mennesker, der er ved at dø – ved at drukne. Det politiske blander vi os ikke i. For os handler det udelukkende om nødhjælp.