Vi er lige nu de eneste, der hjælper nogle af de mange flygtninge, der nu er hjemløse efter brandene i flygtningelejren Moria. Blandt andet babyen på billedet herover.
”Babyen har høj feber og har inhaleret røg og tåregas. Han og hans familie skal sove i vejkanten i nat.”
Sådan fortæller vores medarbejdere, der siden brandene har forsøgt at få lægehjælp frem til de over 12.000 flygtninge, der boede i lejren. Heldigvis brændte vores lægeklinik ikke, men vi har stadig ikke lov til at hjælpe størstedelen af de mange flygtninge, der sidder på vejene omkring den nedbrændte lejr.
Klinikken er åben ved siden af resterne af Moria
”Vi er endelig tilbage i vores lægeklinik ved Moria. Vi kom til sidst igennem blokaderne, men situationen er fuldstændigt kaotisk. Tusinder af mennesker sover på vejene uden hverken tæpper, soveposer, mad eller vand. De får ikke medicin. Lige nu er vi de eneste, der hjælper her,” siger Marco Sandrone, vores projektkoordinator på Lesbos, hvor Moria ligger.
Ved siden af de rygende rester af Moria yder vores medarbejdere lige nu basal lægehjælp til de flygtninge, vi må og kan få lov til at hjælpe.
Men mange tusinde får stadig ikke hjælp.
Situationen er uacceptabel. Det er forfærdeligt, at de her mennesker bliver tvunget til at sove på gaden efter så traumatisk en oplevelse. De fortjener tryghed
Tusinder sover på gaden efter brand i Moria
I kaosset under og efter brandene var det umuligt at få lægehjælp frem. De mange mennesker måtte løbe for deres liv væk fra flammerne og blev sendt ud på vejene omkring lejren og ned mod den nærmeste by – hvor de dog ikke måtte komme ind.
I stedet måtte de sidde på vejene hele natten og dagen efter i den bagende sol, uden vand eller mad.
Som vores danske anæstesisygeplejerske Kamma Skaarup, der i to måneder har været udsendt til Moria som medicinsk teamleder, fortæller:
”De har siddet på gaden i timevis i 30 grader uden vand. Der er mange ældre mennesker, der har det rigtig dårligt nu. Der er gravide kvinder. Børn med diarré, som ikke har vand. Deres tilstand forværres, som tiden går.”
Der sidder mange stadig. Om natten må de sove på vejene.
Vi må ikke hjælpe alle – men prøver alligevel
”Situationen er uacceptabel. Det er forfærdeligt, at de her mennesker bliver tvunget til at sove på gaden efter så traumatisk en oplevelse. De fortjener tryghed,” siger Marco Sandrone.
Vi forsøger stadig at få lov til at hjælpe dem, men må ikke komme frem til størstedelen af dem.
Det skal dog ikke afholde os fra at prøve at hjælpe. Derfor har vi oprettet en telefonlinje, så de kan ringe til os, selvom vi ikke kan nærme os dem. Og vi er i gang med at oprettet en mobil enhed, der kan nå frem til de mennesker, der i kaosset er blevet spredt ud over øen.