Brand i flygtningelejr Moria
© Rasmus Flindt Pedersen
Vores sygeplejerske Mie Terkelsen. Photo: Rasmus Flindt Pedersen,

Moria er det værste, jeg har oplevet

Vores sygeplejerske Mie Terkelsen har skrevet et indlæg om flygtningelejren Moria, hvor hun sammenlagt har været udsendt i et år. Der har hun set ting, som gør, at hun sover dårligt om natten. Hun har et ønske om, at de mennesker, der strandede i Moria kan få hjælp.

“Jeg betragter mig selv som en garvet sygeplejerske. Jeg har været uddannet i 10 år. Arbejdet mange af dem på en af Danmarks største skadestuer, set børn dø i hobetal af ebola i Sierra Leone, set bygninger blive bombet til grus i Gaza – og alligevel taler jeg altid om Lesbos. Det sted er det værste, jeg har oplevet. Og igen og igen formår det at blive værre.

Jeg har siden begyndelsen af 2018 brugt sammenlagt mere end et år som sygeplejerske for Læger uden Grænser i Europas største flygtningelejr, Moria. Og jeg har i det år set, hørt og oplevet ting, jeg aldrig troede, jeg skulle opleve i Europa.

Her har jeg set små børn gå ind i sig selv af de traumer, de har fået af at bo i lejren. Set vækstkurver gå den forkerte vej. Tænder, der ikke bryder frem. Hår, der falder af. Med ingen anden årsag end Moria. Jeg har hjulpet kvinder med prævention, så de i det mindste ikke blev gravide, når – og ikke hvis – de blev voldtaget. Hørt om gravide kvinder, der sov med ble om natten af frygt for, hvad der ville ske dem, hvis de skulle op og tisse. Jeg har syet utallige sting i alt for unge arme, når selvskade var den eneste udvej. Jeg har skyllet tåregas ud af små børns øjne.

Jeg har været nødt til at lade 13-årige forældreløse børn gå alene ud og sove under et oliventræ med intet andet end det tøj, de havde på. For der var ikke andre muligheder.

Jeg har hørt på de enlige forældre, der hele tiden måtte tage det svære valg mellem deres børns sikkerhed i teltet eller at stå i kø til vand og mad fra meget tidligt om morgenen. Jeg har hørt alt for mange historier om uledsagede unge, der håbede at kunne starte på en frisk i Athen og i stedet endte i prostitution og sexhandel.

Evakuer lejrene

Jeg har igen og igen hørt historierne om, hvordan leveforholdene i Grækenland har forværret traumer frem for at hele dem. Jeg har set et Grækenland, der ikke magter den opgave, de har stået med de sidste fem år. Om et hospitalsvæsen, der nærmest ikke engang kan hjælpe grækerne.

Moria er det sidste, et menneske på flugt har brug for, hvis de skal hele. For at blive menneske igen.

Det, der skal til, er ro og tag over hovedet. Og det komme aldrig til at ske, sådan som Grækenland er nu. Evakuer lejrene. Ikke til Athen. Men ud i Europa, hvor der er overskud og plads. Det er nu, vi bør træde til. Nu kan det næsten ikke blive værre.

Men så ser jeg til min rædsel, hvordan små hvide telte i rad og række nu er ved at danne et Moria 2.0. Endnu en mark danner nu rammen om små børns mareridt. 35 toiletter til 13.000 mennesker. Har vi virkelig ikke lært noget af de sidste fem år?

Døden er et bedre alternativ

Og hvor var alle disse fine telte, så pænt doneret af blandt andet Danmark, dengang i marts, da lejren nærmede sig 20.000 mennesker? Da vinteren fortsat kunne mærkes i marv og ben, og familier med små børn, gamle koner med kroniske sygdomme og enlige mødre med nyfødte babyer måtte bo stuvet sammen i et tyndt iglotelt, mens regnen stod ned i stænger.

Læger uden Grænser har som en af de få organisationer været der i fem år. Og råbt op i fem år.

Så jeg siger det lige igen: evakuer lejrene. Ikke mere Moria.

Jeg har siddet herhjemme i trygge Danmark og læst de kommentarer, der florerer om flygtninge. Jeg har læst igen og igen, hvordan danskere håber, at flygtninge nu hellere vil rejse hjem. Og ved I hvad? Det har jeg faktisk hørt dem sige. At de ikke magter det mere her. At de hellere vil tilbage til Syrien eller Afghanistan. Og det er velvidende, at hjem i størstedelen af tilfældene er lig med død eller forfølgelse. For det er her, vi er nu. Her, hvor livet i Europas flygtningelejre er værre end krigen, de kom fra. Vi har simpelthen gjort døden til et bedre alternativ end livet for de her mennesker.”

Indlægget blev bragt i Politiken den 25. september 2020

Historier fra vores udsendte

Underernæring

Camilla Midtgaard Eriksen

Sydsudan

Camilla i Sydsudan: ”Den lille pige var for udmattet til at spise”

Læs mere

Marcus Bech

Kenya

Marcus i Kenya: Den her krise har været overset alt for længe

Læs mere

Kamma Skaarup

Kamma ved Europas grænse: ”Moren ligner nærmest ét stort blåt mærke”

Læs mere
Læger uden Grænser

Maja Rymer

Maja i Afghanistan: Fødende kvinde fik hjertestop

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Cæcilie i Ukraine: ”Mine kollegaer har selv mistet alt og hjælper alligevel andre”

Læs mere
Børn i Ukraine får lægehjælp

Mens bomberne falder i Kharkiv: Lisa hjælper under jorden

Læs mere

Solveig i Afghanistan: “I øjeblikket har vi 50 børn fordelt på 20 senge

Læs mere

Tine Heede

Tine på Lesbos: Det er svært at hjælpe børnene, når de lever bag pigtråd

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Syrien

Cæcilie i Syrien: Pandemien var så slem, at folk blev bange for hospitalet

Læs mere
Læger uden Grænser

Kathrine Holte

Den Centralafrikanske Republik

Kathrine hjalp 2-årig pige: “Det er et lille beløb, der skal til”

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Syrien

Cæcilie i Syrien: “Jeg har aldrig set så smadret en by”

Læs mere
Udlevering af medicin i Syrien

Tina Holst Nielsen

Syrien

Danske Tina: “Det går aldrig som planlagt i Syrien”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Flygtningelejr på Lesbos

Tine Heede

Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede

Læs mere
Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere