msb179268
Juan Carlos Tomasi/MSF

2023: Året i billeder

Katastrofer og krige prægede vores arbejde i 2023, og ikke mindst den brutale konflikt i Gaza skabte et stort behov for lægehjælp.

Jordskælv i Tyrkiet, Syrien og Afghanistan og brutale kampe i Sudan, Ukraine og Gaza. Det er nogle af de kriser og konflikter, der dominerede vores arbejde sidste år.

I 2023 gav vi lægehjælp i over 77 lande, og vores hold af medicinsk personale arbejdede blandt andet med redninger på Middelhavet, gravide og nyfødte i Haiti – og vi oprettede nye sundhedsklinikker i Afghanistan.

Her kan du se billeder fra nogle af de steder, vi gav lægehjælp i 2023.


msb120185

Januar 2023. Afghanistan.

I slutningen af 2022 meddelte Taliban i Afghanistan, at NGO’ers kvindelige medarbejdere ikke længere måtte gå på arbejde. Selvom forbuddet ikke ramte vores ansatte i landet, fordi vi er registreret som en international organisation, risikerer det at få store konsekvenser for vores patienter.

”Hvis kvinder har forbud mod at arbejde inden for sundhedssektoren, og hvis kvinder kun må tilses og behandles af kvinder, så bliver det så godt som umuligt for dem at få adgang til sundhedshjælp. Resultatet vil være, at ingen, der arbejder inden for sundhed, inklusive Læger uden Grænser, vil kunne levere medicinske ydelser i Afghanistan,” siger Filipe Ribeiro, der er vores repræsentant i Afghanistan.


msb162416

Januar 2023. Middelhavet.

Den 2. januar 2023 underskrev den italienske præsident et dekret, der gør en af verdens dødeligste migrationsruter endnu farligere. Dekretet betyder, at civile redningsskibe i Middelhavet – som vores skib Geo Barents – skal sejle til Italien umiddelbart efter, at de har gennemført en enkelt redningsaktion. Skibene gennemfører normalt flere redninger, inden de sejler mod land, og dekretet vil derfor betyde, at færre mennesker bliver reddet.


msb148332high scaled

Februar 2023. Tyrkiet og Syrien.

Et voldsomt jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien natten til den 7. februar. Jordskælvet målte op til 7,8 på Richterskalaen, og det kunne mærkes i Tyrkiet, Syrien, Libanon, Cypern og Israel. Nogle timer senere ramte endnu et jordskælv i området. Vores katastrofehold hjalp de tusindvis af mennesker i det nordlige Syrien, der blev ramt af katastrofen. Vi gav blandt andet førstehjælp til sårede, donerede medicinsk nødhjælp og støttede den lokale indsats på hospitalerne.


msb152931high

Februar 2023. Ukraine.

Ved krigens frontlinje i Ukraine kan mange af de tilbageværende civile ikke få den lægehjælp og medicin, de har behov for. Kampene har ødelagt mange hospitaler og sundhedsklinikker, og i mange områder er adgangen til lægehjælp minimal.

Vores personale har flere gange oplevet, hvordan hospitaler er blevet angrebet. Flere steder har sundhedsfaciliteterne taget så meget skade, at de ikke længere kan bruges, og andre steder er de blevet plyndret.


msb150121

Februar 2023. DR Congo.

I lejren Bulengo i udkanten af Goma i Den Demokratiske Republik Congo giver vi lægehjælp og rent drikkevand til mere end 7.000 familier, der er blevet drevet på flugt af kampe og væbnede konflikter i landet.


msb152617high scaled

Marts 2023. Sydsudan.

I marts blev diplomerne overrakt til 88 nyuddannede sygeplejersker og sygehjælpere på vores skole for sygeplejersker og jordemødre i Lankien i Sydsudan. Landet har i årtier været plaget af konflikter, sundhedssystemet er under voldsomt pres, og der er mangel på uddannet personale.

De nyuddannede sygeplejersker og sygehjælpere har modtaget to års undervisning, og vores skole er et af de initiativer, der er oprettet for at skabe et stærkere og langtidsholdbart sundhedssystem i Sydsudan.


img 20230307 170341 scaled

Marts 2023. Bangladesh.

Der lever en million mennesker på flugt Cox’s Bazar i Bangladesh, men på grund af manglende finansiering får de ikke længere nok at spise.

”Allerede inden rationerne blev sat ned, så vi tegn på underernæring hos menneskene i lejren. Der er underernærede gravide, og der fødes børn med lav fødselsvægt,” fortæller Trine Grøndahl Petersen, der har arbejdet som vores medicinske koordinator i Cox’s Bazar.

Vi har arbejdet i Cox’s Bazar siden 1992, hvor vi lige siden da har drevet klinikker og hospitaler, så beboerne har adgang til lægehjælp.


onnie 1 scaled

Marts 2023. Mexico.

Den fireårige labrador retriever Onnie har i to år har været en del af plejeholdet på vores sundhedscenter i Mexico City. På centeret giver vi lægehjælp til mennesker, der er ofre for tortur og ekstrem vold, ligesom vi hjælper de mange patienter, der er flygtet fra deres hjemlande. Den dyreassisterede psykoterapi hjælper mennesker med at udtrykke følelser, der ellers kan være svære eller umulige at tale om.


msb153550high scaled

Marts 2023. DR Congo.

En mæslingeepidemi brød ud i DR Congo, og den ramte især børnene. Vi startede en ny vaccinationskampagne i de ramte områder, hvor næsten 100.000 børn mellem seks måneder og 10 år tilbydes vaccination.


msb155744high

April 2023. Sudan.

Den 15. april brød voldsomme kampe ud i Sudans hovedstad Khartoum. Kampene betød, at mange civile blev fanget, og at det var livsfarligt for dem at forsøge at tage til de få sundhedsfaciliteter, kampene ikke havde ødelagt. Samtidig blev det nærmest umuligt for os at levere de livsvigtige medicinske forsyninger, vi allerede havde i landet, til hospitaler og klinikker.


msb164735

April 2023. Malawi.

Fred Minandi på 63 år var en af de første patienter, vi behandlede med antiretroviral terapi (ART), da vi startede vores HIV/AIDS-projekt i Malawi for knap 25 år siden. I dag modtager de fleste smittede i landet behandlingen, og vi har netop overdraget det succesfulde projekt til de lokale sundhedsmyndigheder. Fred fik konstateret HIV i 1999, og han er en af de 55.000 patienter, vi har behandlet med ART siden projektets start.

“Når jeg går til test i dag, kan HIV-virussen ikke spores. I 2001, da rådgiveren sagde, at ART kunne forlænge mit liv, troede jeg, det ville give mig to til tre år. Men her er jeg, 22 år senere,” siger Fred.


msb155061high scaled

Maj 2023. Frankrig.

Fra den franske havneby Calais prøver hundredvis af mennesker på flugt hvert år at nå til Storbritannien. Men de er uønskede på begge sider af kanalen og mødes af store stenblokke, der skal holde dem væk fra offentlige parker, hegn med pigtråd og vilkårlig chikane fra politiet.

Vi giver lægehjælp til menneskerne på flugt i Calais. Vores hold besøger blandt andet områderne, hvor de bor og opholder sig og giver medicinsk og mental sundhedspleje.


mine to kolleger marion til venstre og katia til hoejre

Maj 2023. Haiti.

I 2021 ødelagde et jordskælv fødeklinikken i Port-à-Piment i Haiti, hvor vi arbejder – men i februar 2023 kunne vi igen slå dørene op for klinikken, der er blevet genopbygget og opgraderet – og nu fungerer som et fuldt udstyret hospital.

Vores læge Kasper Pedersen var med til at starte det nye hospital op.

”Genåbningen af hospitalet er en tiltrængt hjælp til de omkring 250.000 mennesker, der bor i området. Mange andre sundhedsfaciliteter i området er aldrig blevet genopbygget efter jordskælvet, og adgangen til sundhedshjælp for især gravide og nyfødte er meget begrænset.”


msb163366

Maj 2023. Rusland.

Igor* på 59 år kommer fra en lille by på grænsen mellem Rusland og Ukraine. Han er flygtet fra kampene i sin hjemby, og han får nu lægehjælp i byen Belgorod af NGO’en Path to the Future, som vi støtter.

*anonymiseret pga. sikkerhed.


msb176852high

Juni 2023. Grækenland.

En af vores medarbejdere går bag en gruppe af mennesker, der netop er ankommet til den græske ø Samos via Middelhavet. Vi har arbejdet på øen siden 2011, og vi giver blandt andet akut lægehjælp til mennesker på flugt.


msb157409

Juni 2023. Nigeria.

Fire gange årligt ankommer et lokalt hold af kirurger, læger og sygeplejersker til Sokoto Noma Hospital i Nigeria, hvor de laver rekonstruerende kirurgi på nomapatienter. Noma er en betændelse, der spreder sig fra tandkødet og til resten af ansigtet, og her udvikler den sig til åbne, betændte sår – men den kan let behandles med helt almindelig antibiotika. Uden behandling dræber den ni ud af ti smittede inden for de første to uger.


msb163021

August 2023. Venezuela.

Når lægehjælpen skal frem ved Orinoco-floden i det nordøstlige Venezuela, er båden den eneste mulighed. Ofte tager det flere timer for vores hold af nå frem til sundhedsklinikkerne – og de lokale padler gerne i flere dage i deres kanoer for at få lægehjælp.


msb157837high scaled

August 2023. Afghanistan.

I 2023 oprettede vi otte nye sundhedscentre i Bamyan-provinsen for at give lettere adgang til sundhedshjælp. Over 40 procent af de nybagte mødre i provinsen fødte deres babyer derhjemme uden professionel hjælp i 2022.

Efter Taliban har taget over i Afghanistan, er piger og kvinder blevet pålagt en lang række restriktioner. Blandt andet må piger kun gå i skole indtil sjette klasse, og de må ikke tage en videregående uddannelse eller tage til lægen uden en ledsager.


msb172899

Oktober 2023. Gaza.

Den 7. oktober angreb Hamas Israel, og som modsvar indledte Israel et massivt og altødelæggende angreb på Gaza. I området, der er på størrelse med Mors, er hospitaler og sundhedspersonale blevet angrebet, og belejringen har efterladt civile uden elektricitet, mad, vand og livsvigtig medicin.


msb172986high 1 scaled

Oktober 2023. Afghanistan.

Abdul Salaam graver i brokkerne af det, der engang var hans hus, mens hans mor ser på. Lørdag den 7. oktober blev Herat-provinsen i det vestlige Afghanistan ramt af det første af en række jordskælv. Over 2000 mennesker døde i jordskælvene, og mange mistede alt.


msb180236high 1 scaled

November 2023. Tchad.

Over 450.000 mennesker er flygtet til Tchad fra kampene i Sudan, men i mange af lejrene, er der ikke vand nok. I lejren i Metche bor der knap 40.000 mennesker, og de modtager 6 liter drikkevand pr. person pr. dag – langt under de anbefalede daglige 20 liter. Vi opretter blandt andet vandposter i lejrene og giver lægehjælp.


tavler til artikel

November 2023. Gaza.

To af vores læger i Gaza blev dræbt i et bombeangreb den 21. november. De var på arbejde på Al Awda Hospital, da angrebet skete.

Det var en af lægerne, der skrev ordene på tavlen, der ses på fotoet. Tavlen blev brugt til at planlægge operationer på hospitalet, men da billedet blev taget i oktober, var planlægning umuliggjort af det høje antal akutte patienter, der kom ind. De planlagte operationer blev erstattet af beskeden:“Den, der bliver til slutningen, vil fortælle historien. Vi gjorde, hvad vi kunne. Husk os”.