Vores nye hospital i Haiti hjælper gravide og nyfødte

Læge Kasper Pedersen er netop vendt hjem fra Haiti, hvor han har hjulpet med at starte et hospital op, der især skal hjælpe fødende kvinder og babyer.

14. august 2021 ramte et voldsomt jordskælv Haiti og dræbte mere end 2000 mennesker. Jordskælvet ødelagde titusinder af hjem, og også mødreklinikken i Port-à-Piment, som vi støtter, blev ødelagt.

Men i februar 2023 kunne vi igen slå dørene op for klinikken, der er blevet genopbygget og opgraderet – og nu fungerer som et fuldt udstyret hospital.

Vores læge Kasper Pedersen er netop kommet hjem fra Haiti, hvor han var med til at starte hospitalet op.

”Genåbningen af hospitalet er en tiltrængt hjælp til de omkring 250.000 mennesker, der bor i området. Mange andre sundhedsfaciliteter i området er aldrig blevet genopbygget efter jordskælvet, og adgangen til sundhedshjælp for især gravide og nyfødte er meget begrænset,” siger Kasper Pedersen, der til daglig er narkoselæge på Hillerød Hospital. Det er sjette gang, han var afsted for os.

”Min rolle var at supervisere de dygtige lokale narkosesygeplejersker, som blandt andet stod for at bedøve patienterne, når der skulle laves kejsersnit, og så stod jeg for at udvikle hele projektet, så vi fik indarbejdet nogle gode rutiner og havde den rigtige medicin og det rigtige udstyr, når der skal foretages kejsersnit,” fortæller Kasper Pedersen.

Efter hospitalet i Port-à-Piment er blevet genopbygget har 347 kvinder født på stedet.

Mangel på genopbygning

Port-à-Piment ligger godt 150 kilometer fra Haitis hovedstad, Port-au-Prince, der er plaget af vold og kampe mellem væbnede rivaliserende bander. Men selvom det er tæt på, er volden ikke noget, der mærkes i hverdagen i den rolige kystby, forklarer Kasper Pedersen.

”Jeg var i Port-au-Prince en enkelt nat, inden jeg skulle videre til hospitalet. Det var for farligt for os at køre ud af byen på grund af banderne, så vi blev fløjet med en helikopter. Men i Port-à-Piment kunne volden slet ikke mærkes, selvom det lyder helt absurd, når det er så tæt på.”

Situationen i Port-au-Prince påvirker dog indirekte mulighederne for sundhedshjælpen i Port-à-Piment.

”Der er ofte mangel på forsyninger af blandt andet medicin, fordi det er meget usikkert, når det skal igennem hovedstaden. Vi har også oplevet at mangle brændstof, da brændstofterminalen i havnen i Port-au-Prince var blokeret,” siger Kasper Pedersen.

Samtidig har mange af Haitis dygtige medicinske medarbejdere valgt at forlade landet for at slippe væk fra volden, og mange ødelagte sundhedsfaciliteter venter stadig på at blive genopbygget.

Læge Kasper Pedersen om sine lokale kollegaer i Haiti.

Selvom situationen i Haiti på mange måder kan virke håbløs, og mange har svært ved at se en fremtid for sig, så arbejder de utrætteligt for lokalbefolkningen.

Vores læge Kasper Pedersen var to måneder i Port-à-Piment, hvor han blandt andet hjalp med at uddanne de lokale narkosesygeplejersker.

Støtter landsbyer

Det nye hospital i Port-à-Piment, som vi driver i samarbejde med Sundhedsministeriet i Haiti, indeholder blandt andet en operationsstue, hvor vi kan lave kejsersnit, en neonatalafdeling og en intensivafdeling.

Til forskel fra tidligere kan vi derfor klare langt de fleste behandlinger på hospitalet, uden at vi behøver at henvise patienter til andre sundhedsfaciliteter, der ligger langt væk – for eksempel når det drejer sig om kejsersnit og blodtransfusioner.

Hospitalets medarbejdere rådgiver også om blandt andet prævention, giver konsultationer både før og efter fødslen og støtter seks sundhedscentre, der ligger i byer og landsbyer omkring Port-à-Piment.

Her samarbejder vi med traditionelle fødselshjælpere og frivillige i lokalsamfundet for at øge viden om, hvornår gravide kvinder bør søge lægehjælp.

Et af stederne, vi støtter, er landsbyen Rendel, der ligger ved et flodleje omkring ti kilometer fra Port-à-Piment. Selvom der er forholdsvis kort vej til hospitalet, er det ofte en udfordring at komme derhen, hvis man har brug for lægehjælp. I regntiden fyldes flodlejet med vand, og det kan tage kvinderne fra bjerglandsbyerne op mod syv timer til fods at nå frem. Flere gravide kvinder er døde, mens de gik efter hjælp hos et sundhedscenter.

Derfor er vi begyndt at køre de fødende kvinder til hospitalet i vores firhjulstrækkere, ligesom vi har lavet flere af vores biler om til ambulancer.

Flere gange om ugen kører vores teams til landsbyen Rendel, hvor vi blandt andet giver konsultationer og rådgiver om sundhed.

Et klart behov

Fra januar til april 2023 har det nye sygehus i Port-à-Piment hjulpet 347 kvinder ved fødsler, heraf 39 ved kejsersnit. I samme periode blev 89 babyer indlagt på hospitalet. 40 af dem på intensivafdelingen.

”Tallene viser, at der helt klart er et behov for vores nye hospital. Samtidig oplevede jeg, hvordan mine lokale kollegaer var meget glade for at arbejde på stedet, fordi vi havde bedre faciliteter til rådighed,” siger Kasper Pedersen.

”Så selvom situationen i Haiti på mange måder kan virke håbløs, og mange har svært ved at se en fremtid for sig, så arbejder de utrætteligt for lokalbefolkningen.”

Højeste mødredødelighed på den vestlige halvkugle

Haiti har den højeste mødredødelighed på den vestlige halvkugle med 529 dødsfald pr. 100.000 fødsler. Spædbørnsdødeligheden er også meget høj med 24 dødsfald pr. 1000 fødsler. Cirka 64 procent af kvinderne føder ikke på hospitaler, hvilket kan have fatale konsekvenser for både mor og baby, hvis der opstår komplikationer.

Haiti

Indbyggere: 11,7 mio.

Forventet levealder m/k: 62/68 år

Børnedødelighed: 59 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 1.686

Læger uden Grænser har arbejdet i Haiti siden 1991.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO