Mange afghanere har mistet alt i jordskælvene
Siden lørdag den 7. oktober har Herat-provinsen i det vestlige Afghanistan været ramt af tre kraftige jordskælv samt utallige efterskælv. Omkring 2.000 mennesker er døde, og tusinder er sårede. Vi giver medicinsk nødhjælp i området og støtter de lokale hospitaler.
Indtil nu anslår de afghanske myndigheder, at omkring 2.000 mennesker er døde i jordskælvene, men tallene er behæftet med stor usikkerhed.
Vores hold i Afghanistan er til stede på regionshospitalet i Herat, hvor vi normalt arbejder på blandt andet børneafdelingen. Efter skælvene har vi doneret medicinsk udstyr til hospitalet og rejst 10 telte på hospitalets område, så der er plads til de sårede.
Vores hold har også besøgt nogle af de områder, der blev ramt hårdest af jordskælvene, for at vurdere de medicinske behov.
Over 800 sårede er blevet behandlet på hospitalet i Herat efter det første jordskælv og skælvene den 11. og 15. oktober.
De fleste patienter har milde til moderate skader, og der er et stort behov for psykologisk førstehjælp. Mange mennesker har mistet familiemedlemmer, deres hjem og ejendele. Nogle er blandt de eneste overlevende fra deres landsby.
Her kan du læse nogle af patienternes historier.
Abdul Salaam kommer fra landsbyen Sanjaib i Injil-distriktet. Han fortæller om, hvad der skete efter det andet jordskælv.
”Det første jordskælv ødelagde alt i nabolandsbyerne og dræbte mange mennesker, men det skånede os. Men det andet jordskælv ødelagde vores hjem. Heldigvis blev ingen dræbt i vores landsby, for vi sov alle sammen uden for husene, da det ramte. Et par personer blev såret. For eksempel var min søsters ben brækket, og hun er i behandling i Herat by. Vi har mistet alt og har intet at leve af. Vi mistede vores husdyr, vores ejendele og vores hjem.”
Farhah Din Malik er i vores telt sammen med sin 12-årige søster, sin kone Madina, sin brors kone og en anden slægtning. Han fortæller:
”Jeg har arbejdet i Iran de sidste ni måneder som vagt. Lørdag den 7. oktober var jeg lige vågnet efter min nattevagt og vaskede mig før bøn, da jeg fik et telefonopkald fra min bror. Han græd og bad mig komme hjem. Han sagde, at vi havde mistet mange medlemmer af vores familie. Da jeg spurgte hvem, begyndte han at tælle: min mor, min ni måneder gamle datter, min søster, hans tre-årige datter. Han fortalte mig, at hele landsbyen var kollapset. “Skynd dig hjem,” sagde han. Jeg begyndte at græde.
Det tog to dage at komme hertil. Jeg ankom omkring kl. 23 og gik direkte til landsbyen. Jeg fandt intet andet end murbrokker. Jeg blev der om natten og kom til hospitalet den følgende morgen. Da jeg ankom til hospitalet, gik jeg til registreringsskranken og fortalte dem navnet på min familie og blev henvist hertil. Jeg fandt min bror, vi krammede hinanden og græd.”
Sangin er fra landsbyen Naieb Rafi i Zinda Jan-distriktet. Før jordskælvet var han netop blevet forlovet, og han sparede op til brylluppet. Han har en brækket arm og forstuvet skulder. Hans fire søstre døde i jordskælvet.
”Klokken var omkring 11.30, da der kom en kraftig vind, jorden begyndte at ryste, og hele landsbyen kollapsede. Der var kun få, der overlevede. Jeg tænker stadig på, om jeg er heldig at være blandt dem.
Jeg arbejdede udenfor den morgen og var gået hjem for at spise frokost med min mor og fire af mine søstre. Lige da jeg skulle til at gå, ramte jordskælvet. Jeg ville løbe udenfor, men var fanget, da væggen faldt ned over mig. Mine søstre hørte mit råb, men da de også prøvede at løbe, faldt taget ned på dem.
Jeg og mine søstre blev trukket ud af brokkerne, men mine søstre var allerede døde. Jeg mistede bevidstheden, og da jeg vågnede, var jeg på hospitalet med en bandage på hånden og en slange, der gik ind i min hånd. Det var der, jeg indså, hvad der virkelig var sket. Jeg hører stadig skælvet i mit hoved.
Ud over mine søstre mistede jeg også to onkler og en tante. Mine venner, familie og naboer – alle har mistet nogen. Kun en af mine søstre overlevede, fordi hun var i Herat på det tidspunkt.
Jeg føler mig alene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har brug for penge for at overleve, og jeg skal giftes og bygge et hjem. Jeg føler mig deprimeret. Min mor er på en af afdelingerne, men jeg ved ikke hvilken. Min far var i Iran, da jordskælvet skete, og jeg har ikke set ham. Jeg ved ikke, hvor han er.
Jeg har ikke fået at vide, hvornår jeg bliver udskrevet, men selvom jeg bliver udskrevet, har jeg ikke et hjem at gå tilbage til. En ven fortalte mig, at de fik telte. Men som du kan se, kan jeg ikke arbejde og har brug for meget hjælp. Jeg har brug for et hjem, mad.
De ødelæggelser, som jordskælvet forårsagede, er alt, hvad jeg kan se. Jeg kan ikke få det ud af hovedet, uanset hvor meget jeg prøver.”
Hassan Mirzai og hans kone, Shamaeil, kommer fra landsbyen Naieb Rafi i Zinda Jan-distriktet. De er i vores hospitalstelt sammen med deres to-årige datter og Hassans mor. Hassan var på arbejde, da jordskælvet ramte den 7. oktober og ødelagde deres hus. Shamaeil blev såret, da husets væg kollapsede over hende og brækkede hendes ben. Shamaeil var gravid og skulle snart føde, men mistede barnet.