Astrid Opstrup er intensivsygeplejerske på børnemodtagelsen på Rigshospitalet og har været udsendt med Læger uden Grænser ni gange. Men lige nu har hun meldt sig til at arbejde på Rigshospitalets afdeling for coronavirus (COVID-19).
”Det er ikke mærkeligt at arbejde iført værnemidler. Det har jeg gjort før. Sidste gang var i DR Congo på et hospital uden elektricitet, hvor jeg behandlede mennesker med ebola. Det specielle er, at jeg nu står i Danmark, iført værnemidler, og skal behandle mennesker med en smitsom sygdom – coronavirus.”
Det er en ny hverdag for Astrid. Selvom hun har behandlet patienter med ebola, så er det her noget andet.
”Værnemidlerne er ikke helt de samme, som dem jeg havde på i DR Congo og i Sierra Leone, men det er ikke den eneste forskel på at arbejde i et støvet hospitalstelt og på at arbejde på Rigshospitalet,” fortæller Astrid.
Coronavirus er tættere på
”Det er noget andet, når det er ens eget land. Det er tættere på. Men det giver mening, ligesom det giver mening, at vi nu arbejder i Spanien og Italien mod coronavirus. Vi skal være der, hvor der er behov, og lige nu er det der, de har brug for os.”
Læger uden Grænser har i årtier arbejdet med at inddæmme og behandle epidemier som ebola, kolera og tuberkulose. Kort efter Astrids første udsendelse med Læger uden Grænser, blev hun en del af frontlinjen i kampen mod en dødelig epidemi, da hun blev udsendt som ebola-sygeplejerske i Sierra Leone. Dengang blev mange sygeplejersker og læger selv smittet med ebola, og uden en kur var det næsten en dødsdom. Men det har ikke fået Astrid til at tvivle på sit kald.
”Jeg har altid valgt at blive udsendt med Læger uden Grænser, fordi der var mest behov for mig ude i verden. Og sådan tænker jeg nok stadig – til dels. For samtidig har jeg, som situationen har udviklet sig, set, hvor stort behovet for specialuddannede sygeplejersker er i Danmark lige nu. Der er behov for mig her i denne epidemi.”
Meningen opvejer risikoen
Astrid er ikke den eneste af Læger uden Grænsers tidligere udsendte, der lige nu bruger sin erfaring i sit hjemland. Over hele verden hjælper udsendte med erfaring fra felten i deres hjemland.
Men det er ikke kun der, at Læger uden Grænsers mange års ekspertise gør en forskel. I flere lande, hvor organisationen normalt arbejder – men hvor sundhedsmyndighederne måske ikke har erfaring med epidemier – er Læger uden Grænser til rådighed, hvis de nationale myndigheder er overbebyrdede af coronavirus.
Derfor er Læger uden Grænser klar, der hvor behovet er. Ligesom Astrid er det på Rigshospitalet. Og ligesom i Sierra Leone er hun klar trods risikoen.
”Jeg er ikke bange for selv at blive smittet – ikke mere end jeg var i Sierra Leone eller DR Congo. Det er en kalkuleret risiko, jeg tager ved at vælge at behandle coronasmittede. Det var også en kalkuleret risiko at tage ud og behandle ebolasmittede. Jeg gør det, fordi meningen med det opvejer risikoen.”
Modtog medalje for mod og opofrelse
Astrid Opstrup er en del af Læger uden Grænsers korps, som er parat til at rykke ud når som helst og hvor som helst. Hun har blandt andet arbejdet i Sierra Leone, Yemen, Mosul i Irak og i Bangladesh. I 2019 blev hun tildelt den internationale Florence Nightingale-medalje, der uddeles til modtagere, der bl.a. har udvist exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder. Hun var dog ikke til stede ved overrækkelsen, da hun stod på et felthospital i Den Centralafrikanske Republik.
”Når der er behov for mig, så stiller jeg op. Når man har de kompetencer og den erfaring, der er behov for, så synes jeg, at man har pligt til at tilbyde sin hjælp, hvis man kan.”
Samfundssind skal gå over landegrænser. Det er verdenssind.