COVID-19
© MSF/Vincenzo Livieri

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

At reagere på udbrud af smitsomme sygdomme er en grundlæggende del af vores arbejde i Læger uden Grænser. Men udbruddet af COVID-19 var alligevel på en anden skala, end vi var vant til. Verden rundt spredte smitten sig i de sårbare befolkningsgrupper, vi hjælper. Grænser blev lukket, så hverken personale eller medicin kunne komme frem. Selv ressourcestærke sundhedssystemer kollapsede. Det sidste år har vi behandlet COVID-19, fortsat vores hjælpearbejde og håndteret nye kriser – nu skal vi bare have vaccinerne frem.

For et år siden ramte pandemien os. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede COVID-19-udbruddet for at være verdensomspændende, og hele verden måtte prøve sig frem i håndteringen af virussen. For os i Læger uden Grænser er kampen mod epidemier kernen i vores arbejde – akut, livreddende nødhjælp. Men hvordan skulle vi håndtere udbruddet af denne nye, ukendte sygdom, samtidig holde vores allerede eksisterende medicinske indsatser kørende og have overskud til at kunne reagere på nye nødsituationer, såsom konflikten i Etiopien og ebola-udbruddene i Den Demokratiske Republik Congo og Guinea?

Allerede i januar 2020 åbnede vi vores første COVID-19-projekt i Hongkong. Det havde fokus på sundhedsuddannelse for sårbare mennesker som ældre og socioøkonomisk dårligt stillede.

Men da virussen i marts spredte sig som en løbeild gennem Europa, søsatte vi projekter i nogle af de hårdest ramte lande, herunder Belgien, Spanien og Italien. Vi ydede støtte til hospitaler og indsatte medicinsk personale med erfaring fra andre udbrud af smitsomme sygdomme.

Samtidig trænende vi kolleger i sundhedssektoren i, hvordan man holder sig selv sikker. Vi vidste af erfaring, hvor udsat sundhedspersonale kan være under udbrud.

Lukkede grænser for medicin og personale

I takt med at udbruddet fik tag i Europa, vendte vi i stigende grad vores opmærksomhed mod ældre på plejehjem. Fra marts og frem, da epidemien fortsatte med at sprede sig rundt om i verden, fulgte vi i sygdommens spor, åbnede nye projekter og tilpassede eksisterende, som vi altid gør under epidemier – men denne gang på global skala.

Men det var ikke kun skalaen, der var anderledes.

Ved det første tegn på andre epidemier, såsom kolera eller gul feber, øger vi normalt størrelsen på vores hold i området, sender vores eksperter og leverer masser af ekstra forsyninger. Men da coronavirus strammede grebet i flere og flere lande, lukkede mange regeringer deres grænser. Det blev svært at flytte medicinsk personale og forsyninger til det sted, hvor de havde mest brug for det.

Men forskellene er kun overfladiske og praktiske. For i sin kerne har vores håndtering af COVID-19 ikke været anderledes end vores andre indsatser. Vi fokuserer på de steder, hvor det højeste antal mennesker bliver syge og dør, og vi leder efter de mest sårbare mennesker, så vi kan hjælpe dem.

Under pandemien har denne tilgang medført, at vi har oprettet medicinske projekter på steder, hvor vi sjældent arbejder, såsom USA og forskellige lande i Europa. Vi har hjulpet grupper af mennesker, som vi sjældent hjælper, såsom beboere på plejehjem i Europa. Men grundlæggende er arbejdet ikke ændret, og mange af de mennesker, vi har hjulpet, er ikke nye for os: Flygtninge og migranter, mennesker der bor langt fra hospitaler og lægeklinikker, forsømte samfund i verdens byer, og andre uden adgang til lægehjælp.

Underviste i håndvask

I forsøget på at hjælpe de mennesker, der har mest behov for det, har vi implementeret en bred vifte af aktiviteter i løbet af de sidste 14 måneder, afhængigt af hvilke former for støtte der var mest nyttig for lokale sundhedssystemer. Vi har organiseret et stort antal træningssessioner for sundhedspersonale i frontlinjen, både på veludstyrede hospitaler og i meget basale faciliteter.

Vi har passet patienter: Mildt syge, alvorligt syge og døende.

Nogle steder har vi støttet intensivafdelinger. Andre steder har vi drevet dem. Vi har distribueret mundbind og lært folk, hvordan man anvender enkle forebyggende foranstaltninger for at undgå smitte – såsom at holde afstand og vaske hænder. Og vi er nået ud til millioner af mennesker med disse beskeder på sociale medier.

Derudover vi har leveret mange, mange sessioner om mental sundhed, hovedsageligt til personale på pandemiens frontlinje. Fordi vi selv har arbejdet med epidemier, ved vi på egen krop, hvor krævende, hvor udmattende, og hvor stressende det arbejde kan være.

Meget af det sundhedspersonale, der har arbejdet så utrætteligt i løbet af det sidste år, havde kun lidt eller ingen tidligere erfaring med udbrud af smitsomme sygdomme.

Vores kamp mod COVID-19 fortsætter

Ingen havde erfaring med COVID-19. Pludselig stod de overfor en ny og ukendt sygdom, og manglede måske værktøjerne til at behandle patienter, eller var bange for at blive smittet på arbejdspladsen og videregive infektionen til deres kære derhjemme. Pandemien har været en enorm følelsesmæssig byrde for frontpersonalet. Vi skal tage os af de mennesker, der tager sig af os.

Et år efter den officielle erklæring fra WHO er pandemien ikke forsvundet.

Der findes nu sikre og effektive vacciner. Men for langt de fleste mennesker er de endnu ikke tilgængelige – og der kan gå lang tid, før de bliver det. Ofte er de mennesker, der falder gennem revnerne i systemet, når det kommer til adgang til lægehjælp, de samme mennesker, der igen falder gennem revnerne for vaccination.

Vi er dedikerede til at hjælpe de mest sårbare i verden, så det ser ikke ud til, at vores rolle i denne pandemi er overstået endnu.

Fra felten

Læger uden Grænser i Afghanistan

Billedserie: Et hårdt år for børnene i Afghanistan

Læs mere
Underernæring

Camilla Midtgaard Eriksen

Sydsudan

Camilla i Sydsudan: ”Den lille pige var for udmattet til at spise”

Læs mere

Marcus Bech

Kenya

Marcus i Kenya: Den her krise har været overset alt for længe

Læs mere

Hun blev hastet ind i ”den røde zone”: Smitsom sygdom spreder sig blandt små børn i Afghanistan

Læs mere

Kamma Skaarup

Kamma ved Europas grænse: ”Moren ligner nærmest ét stort blåt mærke”

Læs mere
Læger uden Grænser

Maja Rymer

Maja i Afghanistan: Fødende kvinde fik hjertestop

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Cæcilie i Ukraine: ”Mine kollegaer har selv mistet alt og hjælper alligevel andre”

Læs mere

Retten til at bestemme selv: Derfor hjælper vi piger og kvinder, der vil have en abort

Læs mere

Europas glemte flygtninge: ”Det gør mig så vred, at mennesker bliver behandlet sådan”

Læs mere
Børn i Ukraine får lægehjælp

Mens bomberne falder i Kharkiv: Lisa hjælper under jorden

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper gravide og fødende i Khost i Afghanistan

Billedserie: Nødhjælp til fødende og nyfødte verden over

Læs mere
Læger på vej ned i metroen i Kharkiv i Ukraine for at hjælpe mennesker på flugt fra angreb

Morten er gået under jorden for at behandle syge og sårede i Ukraine: ”Jeg har set mennesker falde sammen i rædsel”

Læs mere
Læger uden Grænsers jordemoder i Mosul i Irak
Irak

Fødsel i Irak: Efter krigen mangler gravide i Mosul hjælp

Læs mere
Læger uden Grænser behandler sårede fra Mariupol

Billeder fra vores hospitalstog i Ukraine: ”I er nødt til at få dem væk herfra, så de overlever!”

Læs mere
Hjælp til flygtningebørn fra Ukraine

Sæbebobler og krigskirurger i Ukraine: “Det her er ikke ligesom i Syrien”

Læs mere
Undersøgelse for tuberkulose i Tadsjikistan
Tadsjikistan

Se billeder fra Ukraine og Tadsjikistan: Kampen mod verdens mest dødelige infektionssygdom

Læs mere