COVID-19
© MSF/Vincenzo Livieri

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

At reagere på udbrud af smitsomme sygdomme er en grundlæggende del af vores arbejde i Læger uden Grænser. Men udbruddet af COVID-19 var alligevel på en anden skala, end vi var vant til. Verden rundt spredte smitten sig i de sårbare befolkningsgrupper, vi hjælper. Grænser blev lukket, så hverken personale eller medicin kunne komme frem. Selv ressourcestærke sundhedssystemer kollapsede. Det sidste år har vi behandlet COVID-19, fortsat vores hjælpearbejde og håndteret nye kriser – nu skal vi bare have vaccinerne frem.

For et år siden ramte pandemien os. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede COVID-19-udbruddet for at være verdensomspændende, og hele verden måtte prøve sig frem i håndteringen af virussen. For os i Læger uden Grænser er kampen mod epidemier kernen i vores arbejde – akut, livreddende nødhjælp. Men hvordan skulle vi håndtere udbruddet af denne nye, ukendte sygdom, samtidig holde vores allerede eksisterende medicinske indsatser kørende og have overskud til at kunne reagere på nye nødsituationer, såsom konflikten i Etiopien og ebola-udbruddene i Den Demokratiske Republik Congo og Guinea?

Allerede i januar 2020 åbnede vi vores første COVID-19-projekt i Hongkong. Det havde fokus på sundhedsuddannelse for sårbare mennesker som ældre og socioøkonomisk dårligt stillede.

Men da virussen i marts spredte sig som en løbeild gennem Europa, søsatte vi projekter i nogle af de hårdest ramte lande, herunder Belgien, Spanien og Italien. Vi ydede støtte til hospitaler og indsatte medicinsk personale med erfaring fra andre udbrud af smitsomme sygdomme.

Samtidig trænende vi kolleger i sundhedssektoren i, hvordan man holder sig selv sikker. Vi vidste af erfaring, hvor udsat sundhedspersonale kan være under udbrud.

Lukkede grænser for medicin og personale

I takt med at udbruddet fik tag i Europa, vendte vi i stigende grad vores opmærksomhed mod ældre på plejehjem. Fra marts og frem, da epidemien fortsatte med at sprede sig rundt om i verden, fulgte vi i sygdommens spor, åbnede nye projekter og tilpassede eksisterende, som vi altid gør under epidemier – men denne gang på global skala.

Men det var ikke kun skalaen, der var anderledes.

Ved det første tegn på andre epidemier, såsom kolera eller gul feber, øger vi normalt størrelsen på vores hold i området, sender vores eksperter og leverer masser af ekstra forsyninger. Men da coronavirus strammede grebet i flere og flere lande, lukkede mange regeringer deres grænser. Det blev svært at flytte medicinsk personale og forsyninger til det sted, hvor de havde mest brug for det.

Men forskellene er kun overfladiske og praktiske. For i sin kerne har vores håndtering af COVID-19 ikke været anderledes end vores andre indsatser. Vi fokuserer på de steder, hvor det højeste antal mennesker bliver syge og dør, og vi leder efter de mest sårbare mennesker, så vi kan hjælpe dem.

Under pandemien har denne tilgang medført, at vi har oprettet medicinske projekter på steder, hvor vi sjældent arbejder, såsom USA og forskellige lande i Europa. Vi har hjulpet grupper af mennesker, som vi sjældent hjælper, såsom beboere på plejehjem i Europa. Men grundlæggende er arbejdet ikke ændret, og mange af de mennesker, vi har hjulpet, er ikke nye for os: Flygtninge og migranter, mennesker der bor langt fra hospitaler og lægeklinikker, forsømte samfund i verdens byer, og andre uden adgang til lægehjælp.

Underviste i håndvask

I forsøget på at hjælpe de mennesker, der har mest behov for det, har vi implementeret en bred vifte af aktiviteter i løbet af de sidste 14 måneder, afhængigt af hvilke former for støtte der var mest nyttig for lokale sundhedssystemer. Vi har organiseret et stort antal træningssessioner for sundhedspersonale i frontlinjen, både på veludstyrede hospitaler og i meget basale faciliteter.

Vi har passet patienter: Mildt syge, alvorligt syge og døende.

Nogle steder har vi støttet intensivafdelinger. Andre steder har vi drevet dem. Vi har distribueret mundbind og lært folk, hvordan man anvender enkle forebyggende foranstaltninger for at undgå smitte – såsom at holde afstand og vaske hænder. Og vi er nået ud til millioner af mennesker med disse beskeder på sociale medier.

Derudover vi har leveret mange, mange sessioner om mental sundhed, hovedsageligt til personale på pandemiens frontlinje. Fordi vi selv har arbejdet med epidemier, ved vi på egen krop, hvor krævende, hvor udmattende, og hvor stressende det arbejde kan være.

Meget af det sundhedspersonale, der har arbejdet så utrætteligt i løbet af det sidste år, havde kun lidt eller ingen tidligere erfaring med udbrud af smitsomme sygdomme.

Vores kamp mod COVID-19 fortsætter

Ingen havde erfaring med COVID-19. Pludselig stod de overfor en ny og ukendt sygdom, og manglede måske værktøjerne til at behandle patienter, eller var bange for at blive smittet på arbejdspladsen og videregive infektionen til deres kære derhjemme. Pandemien har været en enorm følelsesmæssig byrde for frontpersonalet. Vi skal tage os af de mennesker, der tager sig af os.

Et år efter den officielle erklæring fra WHO er pandemien ikke forsvundet.

Der findes nu sikre og effektive vacciner. Men for langt de fleste mennesker er de endnu ikke tilgængelige – og der kan gå lang tid, før de bliver det. Ofte er de mennesker, der falder gennem revnerne i systemet, når det kommer til adgang til lægehjælp, de samme mennesker, der igen falder gennem revnerne for vaccination.

Vi er dedikerede til at hjælpe de mest sårbare i verden, så det ser ikke ud til, at vores rolle i denne pandemi er overstået endnu.

Fra felten

Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere

Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret

Læs mere
Gaza/Vestbredden

Bomber over Gaza: Vi har behandlet børn på bare 12 år for skader fra gummikugler

Læs mere
Læger uden Grænser sætter ind mod COVID-19 i Indien
Indien

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Kenema i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Læs mere
COVID-19 i Brasilien

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Læs mere
Insulin

Insulin-studie kan redde diabetespatienters liv i udviklingslande

Læs mere
Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere
Al Hol i Syrien
Syrien

Kvinder og børn mister livet i Al Hol

Læs mere
Bangladesh

Rohingya-flygtninge tvinges til at flytte ud på øde ø

Læs mere