© Florent Vergnes

Cæcilie i Syrien: Pandemien var så slem, at folk blev bange for hospitalet

Imamerne i den syriske by Raqqa fik en anderledes oplevelse, da vores danske sundhedsformidler Cæcilie og hendes kollegaer gik til kamp mod COVID-19. Folk var bange for at blive indlagt, og smitten spredte sig. Det var nødvendigt at prøve noget nyt.

Hvis du tager på hospitalet, så dør du. Det var den frygt, der bredte sig blandt befolkningen i den sønderbombede syriske by Raqqa. Kampene var drevet videre væk fra byen, men COVID-19 rasede stadig, og dødsraten var høj.

Folk troede, at blev man indlagt, så kom man ud i en sort pose. Så skulle man holde sig i live, måtte man hellere holde sig fra hospitalet.

Sådan var situationen, da vores danske sundhedsformidler Cæcilie Hjelt kom til Raqqa tidligere i år.

Cæcilie var i Syrien som sundhedsformidler, mens COVID-19 stadig spredte sig.

Problemet var til at tage og føle på. Hvis smittede ikke tog på hospitalet, så ville de selvfølgelig sprede smitten, men uden lægehjælp kunne de også selv blive meget syge.

Cæcilies opgave som sundhedsformidler er blandt andet at sikre, at befolkningen ved, at de kan få hjælp af os. Og – ikke mindst – at de føler sig trygge ved det. Derfor måtte hun og hendes kollegaer tænke uden for boksen, da Raqqas beboere ikke ville på hospitalet, mens COVID-19 spredte sig.

Løsningen blev en guidet tur på hospitalet for de lokale imamer.

Det fortæller Cæcilie os om, da hun er kommet hjem igen fra Syrien:

”Hvad sker der egentlig, når man bliver indlagt?

Det er jo den usikkerhed, der skaber frygten for, at man ikke kommer levende ud igen.

Hvis man synes, at man kun ser, at folk bliver indlagt og derefter kommer ud i en sort sæk, så er der jo ikke noget at sige til, at man bliver utryg.

”A strange idea”

Derfor udvidede vi besøgstiderne og brugte meget tid på blandt andet at få familierne ind til den indlagte. Hvis de ikke kunne komme ind til den indlagte, sørgede vi for, at familierne kunne låne en tablet og have video-besøg med den indlagte. På den måde kunne vi også tale med familierne og fortælle, hvad der skete, og hvordan vi ville behandle deres familiemedlem.

Men der var i perioder en rigtig høj dødsrate på grund af COVID-19, så det var svært at overbevise folk om, at det var sikkert at tage på hospitalet.

En af vores patienter med COVID-19 i Raqqa. Der begynder at mangle ilt og udstyr til at lave tests i det nordøstlige Syrien. Foto: Florent Vergnes

Og her kommer en af mine nye kollegaer ind i billedet. Han var syrer – ligesom de fleste af mine kollegaer – så han kunne tale direkte med familierne. Han var lidt tilbageholdende i begyndelsen, men han begyndte snart at få nye idéer.

Eller som han altid sagde til mig på engelsk: ”I have a strange idea.”

Men hans ideer var ikke ’sære’. De var virkelig gode.

Han ville invitere de lokale imamer inden for på hospitalet, så de kunne se, at der ikke blev gjort noget forkert ved patienterne. Folk har tillid til imamerne, så hvis de er trygge ved os, kan de fortælle folk, at de med sindsro kan tage på hospitalet.

Det viste sig, at imamerne virkelig gerne ville samarbejde med os, så folk kunne få hjælp.

Plastikforklæder og gummistøvler

Vi hentede dem ved indgangen til hospitalet, hvor en af imamerne spurgte, om de måtte se, hvordan vi lavede en COVID-19-test. Der var lige kommet en ung pige ind, som sagde ja til at blive observeret. Og så stod imamerne foran et vindue og så hende blive podet med en vatpind i halsen.

Og så gik vi ellers fra post til post og forklarede, hvad der sker, fra man kommer ind på hospitalet, hvad behandlingen går ud på, hvad COVID-19 er og så videre.

De var meget interesserede og stillede mange spørgsmål. De var i øvrigt helt med på, hvad COVID-19 er, og at det er et alvorligt problem, der skal håndteres rigtigt.

Derefter kom de op til sengeafsnittet, hvor man skal have beskyttelsesudstyr på. Så det fik de selvfølgelig lov til at prøve. De fik gummistøvlerne og plastikforklædet og mundbind på.

Der er desværre ikke nogen billeder fra rundvisningen, så dette er et arkivbillede af beskyttelsesudstyret. Foto: Leanne JORARI

Og så stod de her ellers meget formelle mænd der og grinte, mens de poserede og tog billeder af hinanden.

Det var en god oplevelse.

Gæstfrihed i murbrokkerne

Man skal huske, at Raqqa stadig er mere eller mindre murbrokker efter mange års kampe. De her mennesker har levet under borgerkrigen siden 2011 og under kampene mellem forskellige stridende parter, siden byen blev invaderet i 2013.

Her er et af de billede, Cæcilie tog i Raqqa, der viser lidt af den ødelagte by. En del af hospitalet i Raqqa er blevet genopbygget og er funktionelt, men resten var stadig smadret, da Cæcilie arbejdede i byen.

Men det er bemærkelsesværdigt, hvordan man kan have oplevet noget så forfærdeligt og så alligevel være så gæstfri og åben. Det menneskelige i det er noget af det, der har gjort allermest indtryk på mig.”

Cæcilie var udsendt i lidt over fem måneder i Syrien, hvor hun som led i vores COVID-19-indsats arbejdede som sundhedsformidler (flying health promoter). Hun koordinerede arbejdet, mens lokale kolleger stod for den direkte kontakt til patienter og pårørende.

Hun arbejdede i byen Al-Hassakeh på et hospital indrettet på en tidligere kyllingefarm, men var også ad to omgange udstationeret i Raqqa.

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

DIN STØTTE
REDDEr LIV

Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.

Læger uden GRænser i Syrien

Vi har hjulpet i Syrien, siden borgerkrigen brød ud. Selv om det er for farligt at være i nogle områder, så er vi til stede, hvor vi kan. Vi yder medicinsk hjælp gratis både i og uden for lejrene. Vi hjælper med alt fra akutbehandlinger til fødsler og behandling af børn. Vi udfører også vaccinationskampagner, som skal sørge for, at dødelige sygdomme ikke spredes.

I øjeblikket hjælper vi på otte hospitaler, 12 sundhedsklinikker, fem ambulancer, der kan fragte patienter til specialiseret behandling, og 14 mobilklinikker i mere end 80 lejre.

2,7 millioner syrere har måttet flygte fra deres hjem og er internt fordrevne i det nordvestlige Syrien. Mere end halvdelen bor i lejre, som humanitære organisationer driver. De fleste er afhængige af den humanitære hjælp for at overleve, og mange har det skidt, fordi de lever under dårlige forhold. Der er hverken hjælp nok til mennesker med psykiske lidelser eller ordentlig adgang til eksempelvis vaccinationer.

Historier fra vores udsendte

Børn i Ukraine får lægehjælp

Mens bomberne falder i Kharkiv: Lisa hjælper under jorden

Læs mere
Afghanistan

Solveig i Afghanistan: “I øjeblikket har vi 50 børn fordelt på 20 senge

Læs mere

Tine Heede

Tine på Lesbos: Det er svært at hjælpe børnene, når de lever bag pigtråd

Læs mere
Læger uden Grænser

Kathrine Holte

Den Centralafrikanske Republik

Kathrine hjalp 2-årig pige: “Det er et lille beløb, der skal til”

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Syrien

Cæcilie i Syrien: “Jeg har aldrig set så smadret en by”

Læs mere
Udlevering af medicin i Syrien

Tina Holst Nielsen

Syrien

Danske Tina: “Det går aldrig som planlagt i Syrien”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Flygtningelejr på Lesbos

Tine Heede

Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede

Læs mere
Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere
Jordemoder hjælper fordrevne mennesker i Nigeira
Nigeria

Jordemoder i Nigeria fortæller: Læger uden Grænser reddede min bror – nu redder jeg andre

Læs mere
Palæstina (Gaza/Vestbredden)

Vores sygeplejerske i Palæstina: ”Vi mangler vacciner”

Læs mere
Læger uden Grænser i Armenien

Kasper Pedersen

Armenien

Kasper i Armenien: “Der så jeg, hvad en epidemi virkelig er”

Læs mere
Sydsudan

Hjælpen kom frem med helikopter – trods kampe og oversvømmelser

Læs mere
Isabel udsendt fra Læger uden Grænser (MSF) i Sierra Leone

Isabel Wandall Sørensen

Sierra Leone

Ebola gjorde far bange for at sende malariasyg søn med ambulance

Læs mere