Abdul Majeed Al Qareh

Jordskælv i Syrien: ”Hospitalerne er fyldt op af sårede og døde

Efter jordskælvene fik hospitalerne i det nordvestlige Syrien ikke nogen hjælp udefra. Vores lokale hospital i Atmeh støtter områdets hospitaler med blandt andet kirurgisk hjælp og medicinsk udstyr – men nødhjælpen er ved at slippe op.

Siden jordskælvene ramte Tyrkiet og Syrien, har en stor del af vores 500 medarbejdere i det nordvestlige Syrien arbejdet i døgndrift for at give nødhjælp til den i forvejen sårbare befolkning.

Men inden for kort tid begynder vores hold at bruge af reservelagrene, mens de venter på, at der kommer mere nødhjælp ind i regionen.

”Vi kan ikke få hjælp udefra, fordi grænsen er lukket. Der er mange sårede, og der er et enormt pres på sundhedspersonalet, der næsten ikke kan klare mere,” fortæller vores kirurg Mohammad Zaitoun, som arbejder på vores hospital i Atmeh, der ligger i det nordvestlige Syrien.

Indtil jordskælvene var grænseovergangen Bab al-Hawa det eneste overgangssted for humanitær nødhjælp fra Tyrkiet til det nordvestlige Syrien. Derfor er en vigtig del af vores indsats i området at uddele medicin og medicinsk udstyr til hospitaler og klinikker, så de har kunnet tage sig af de tusindvis af patienter, som er strømmet ind med skader efter jordskælvene. Vi har været én af deres få livliner.

“Støtten er kun kommet fra andre hospitaler, lokalsamfundet eller organisationer, der allerede var til stede før katastrofen – og her har Læger uden Grænsers hospital i Atmeh spillet en vigtig rolle,” siger Moheed Kaddour, som er direktør for et hospital i Atmeh

Han fortsætter:

“Vi udfører stadig livreddende operationer på ofre med crush-syndrome, der skyldes en langvarig kompression af musklerne, og som blandt andet kan give nyresvigt og være dødelig. Situationen er ubeskrivelig – og indtil videre skal vi klare det alene.”

Moheed Kaddour
  • direktør for hospital i Atmeh.

Situationen er ubeskrivelig – og indtil videre skal vi klare det alene.

Udstyr til at sterilisere sår

Da jordskælvet ramte, forstod vi hurtigt, at området stod over for en katastrofal situation.

“Ødelæggelserne var massive. Vi lancerede vores nødplan mindre end tre timer efter det første jordskælv og satte vores personale i alarmberedskab,” siger Mohammad Darwish, vicedirektør for vores hospital i Atmeh.

“Alle hospitalerne var overbelastede, også vores,” fortæller Samih Kaddour, direktør for Aqrabat-hospitalet, hvor de har speciale i ortopædisk og rekonstruktiv kirurgi.

Hospitalet var et af de omkring ti hospitaler i området, der modtog medicinsk udstyr fra vores hospital i Atmeh.

“Læger uden Grænser var de første til at hjælpe os og dele deres ressourcer. De gav os forskelligt medicinsk udstyr, så vi blandt andet kunne sterilisere sår. Vi modtog 800 personer på skadestuen, og 250 af dem havde behov for kirurgisk behandling. Selv lørdag fortsatte de sårede med at strømme ind,” siger Samih Kaddour.

Svært at skabe overblik

Også vores kirurger fra hospitalet i Atmeh blev sendt ud for at hjælpe deres kollegaer med de mange sårede fra jordskælvene, kort efter de skete.

“Jeg tog til et hospital, der ligger i nærheden af grænsen til Tyrkiet,” fortæller vores kirurg Mohammad Zaitoun.

“Kun når der var bombeangreb eller kampe i området, har vi oplevet så mange sårede før.”

Derudover sendte vi ambulancerne fra vores hospital i Atmeh ud for at overføre patienter mellem de hospitaler, der var gået fri af jordskælvene, og vores mobile klinikker kørte rundt i de områder, hvor der var flest sårede.

Selv om det er svært at få overblik over situationen omkring Atmeh, så står det klart, at der er akut brug for hjælp.

“Vi ved, at hospitalerne er fyldt op af sårede og døde mennesker, og at behovene er enorme. Menneskene i regionen har brug for alt,” forklarer Mohammad Darwish, som er vicedirektør for vores hospital i Atmeh.

Syrien

Syrien

Indbyggere: 23,2 mio.

Forventet levealder m/k: 69/76 år

Børnedødelighed: 22 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 765

Læger uden Grænser arbejdede første gang i Syrien i 2009.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO