Vidnesbyrd fra jordskælvet: ”Jeg føler, at katastrofen stadig er i gang”
Da jordskælvet ramte Tyrkiet og Syrien natten til den 6. februar, blev tusindvis af menneskers liv forandret på et øjeblik.Her kan du læse beretningerne fra to af vores ansatte i Syrien, og en fra en tyrkisk studerende, der fortæller om, hvordan de oplevede de første timer, efter katastrofen indtraf.
Aisha er vores jordemoderansvarlige i det nordlige Syrien. Hun sov med sin familie, da det første jordskælv ramte, og hun tog afsted for at hjælpe andre, så snart det var muligt.
”Jeg tog hen til det hospital, hvor de havde mest brug for hjælp, og da jeg ankom til skadestuen, begyndte jeg at arbejde.
Jeg var hele tiden i tæt kontakt med vores hold i området og med vores medicinske rådgiver, så de vidste, hvad vi havde brug for af kirurgiske og medicinske forsyninger.
Kl. 13.24 mærkede vi det voldsomme efterskælv. Hospitalet er lavet af plader af metal, så det kunne styrte sammen når som helst. De sårede skyndte sig ud, og mødre og børn og alle andre løb for livet. Jeg så en gravid kvinde, der var ved at føde, der blev hjulpet ud af bygningen.
Alle fire operationsstuer på hospitaler var i gang. De var dækket af blod. Men der manglede udstyr, så kirurgerne kunne ikke lave alle operationer, men var nødt til at henvise patienterne til andre hospitaler. Der manglede også kister og ligposer. Antallet af døde var enormt.
Der var en mand, der havde set ligene af sin kone, sine børn og sine forældre ligge under murbrokkerne. Han kunne ikke klare det og var i chok.
Hver halve time ankom endnu et omkommet medlem fra hans familie: Hans søn, hans far og hans brødre. Han mistede mere end 13 familiemedlemmer.
Ved midnat blev der sendt bud efter en kirurg, der kunne amputere foden på en pige, der var fanget under murbrokkerne. Der var brug for en læge og en anæstesitekniker, der kunne udføre amputationen. De tog afsted kl. 4.
”I skal ikke tænke på min fod,” græd pigen.
”Red mig uden min fod – bare få mig væk herfra. Det er mørkt, og jeg er bange.”
Det var frygteligt. Alle sagde, at det føltes som verdens undergang.”
Der var en mand, der havde set ligene af sin kone, sine børn og sine forældre ligge under murbrokkerne. Han kunne ikke klare det og var i chok.
Samar er en af vores sundhedsformidlere i det nordvestlige Syrien. Efter det første jordskælv kørte hun med sin familie til byen Jindires, hvor mange fra hendes hjemby bor.
”Der var mange forældre, der begravede deres børn. Andre lå stadig under murbrokkerne. Ingen familie blev skånet, og hver familie mistede en eller flere af deres kære.
Jeg er stadig chokeret, og jeg kan ikke affinde mig med det, der skete. Jeg føler, at katastrofen stadig er i gang. Jeg kan ikke få mig selv til at tage hjem til vores by igen, selvom min mand forsøger at overbevise mig om det. Mange er allerede vendt tilbage, men jeg har ikke modet til det.
Alle i min mands vens familie døde, på nær en pige. Vi besøgte hende på hospitalet. Hun fortalte os, hvordan familien havde samlet sig på ét sted under skælvet. Hun gik hen til døren med sin bror, og deres yngre søster fulgte efter.
Hun fortalte, hvordan taget faldt ned over hendes far, og hvordan han sagde sine sidste ord og døde.
“Da murbrokkerne faldt, landede min søster under mig. Hun blev kvalt på grund af mig, min søster Tala blev kvalt på grund af mig,” sagde pigen, mens hun græd.
”Hun skreg, at jeg skulle flytte mig fra hende, men jeg kunne ikke. Murbrokkerne lå oven på mig.”
Jeg må samle mine kræfter for at se på folks lidelser. Behovene her er enorme.”
Hun skreg, at jeg skulle flytte mig fra hende, men jeg kunne ikke. Murbrokkerne lå oven på mig.
Nazlican er 22 år og læser engelsk på universitetet. Hun bor i Adiyama i det sydøstlige Tyrkiet.
”Jeg lå og sov på første sal i en treetagers bygning, da det begyndte at ryste. Jeg prøvede at beskytte min yngre søster. Da rystelserne stoppede, kom min mor ind til os, og vi gik ud på gaden. Det regnede, og det var mørkt og koldt. Der blev ved med at komme efterskælv, og vi sad i vores bil. Jeg troede, at vi skulle dø.
Jeg studerer engelsk på universitetet. Jeg var fuld af drømme før jordskælvet, og jeg ville gerne på udveksling i udlandet. Men den nat ændrede alt sig i løbet af få minutter.”
Alt ændrede sig i løbet af få minutter.