© Diala Ghassan/MSF

Cæcilie i Syrien: “Jeg har aldrig set så smadret en by”

Under sin udsendelse til storbyen Raqqa, der blev bombet til ukendelighed under krigen i Syrien, var det, der gjorde allermest indtryk på vores sundhedsformidler Cæcilie, den syriske hjertevarme og stålsatte vilje til at bygge et nyt liv oven på mareridtets murbrokker.

Vi har alle sammen set billederne af Syriens sønderskudte ruinbyer, men under sin udsendelse tidligere i år stod vores sundhedsformidler Cæcilie pludselig midt i et af billederne. Nærmere bestemt i storbyen Raqqa, der i 2017 blev tilbageerobret efter 4 års besættelse, blodige kampe og tunge bombardementer.

“Første gang, vi kørte ind i Raqqa, fik jeg et chok. Jeg har aldrig set så smadret en by. Sammenstyrtede og ødelagte bygninger, der stod, som lige efter bomberne faldt. Skudhuller overalt. Nogle steder var sten og murbrokker så småt blevet samlet i bunker, men det her kommer til at tage år at bygge op igen,” siger Cæcilie, der kom til byen efter en lang støvet køretur gennem ørkenen med lokal musik på højtaleren, smeltet chokolade og et utal af checkpoints.

Det var umuligt at finde en husmur i Raqqa uden skudhuller, fortæller Cæcilie.

Cæcilie har netop været udsendt i fem måneder som sundhedsformidler i det nordøstlige Syrien. Opgaven var at være med til at forstå lokalbefolkningens behov og bygge bro mellem dem og vores medicinske aktiviteter. Primært i forhold til COVID-19, som har ramt den krigsarrede befolkning hårdt. Også i Raqqa, hvor Cæcilie over to omgange tilbragte små to måneder i alt og tydeligt kunne fornemme den tidligere besættelsesmagts tilstedeværelse.

“Raqqa var på mange måder et surealistisk sted at arbejde. På tagterrassen, hvor vi spiste vores frokost, var der både udsigt til små, velpassede gårdhaver og et tårn, hvor der indtil for få år siden havde siddet en snigskytte,” siger hun.

Gæstfriheden intakt

De fleste af Cæcilies lokale kolleger levede og boede i Raqqa under besættelsen. De kan fortælle den ene forfærdelige historie efter den anden. En af kollegerne måtte flytte, fordi han simpelthen ikke kunne udholde lugten fra de mange lig, der hobede sig op i området, hvor han boede.

Cæcilie kigger på udsigten fra tagterrasen på det hus, hvor hun boede i Raqqa. Det er mærkeligt, siger hun, hvor hurtigt man vænner sig til ting, for eksempel at bo i en smadret by.

Selv om krigens spor er mere end tydelige, lever håbet og menneskeligheden dog stadig under det, der ved første øjekast ligner den totale håbløshed, fortæller Cæcilie.

”Jeg prøvede på et tidspunkt at finde en husmur uden skudhuller. Det lykkedes ikke. Men når man ser lidt nærmere efter, er der liv bag vinduerne. Der er mennesker ved parken og aktivitet ved de resterende eller delvist genopbyggede butikker. Og folk har en utrolig vilje til at søge mod overfladen igen.”

En del af hospitalet i Raqqa er blevet genopbygget og funktionelt, men resten var stadig smadret, da Cæcilie arbejdede i byen.

Netop den hårdt prøvede befolknings overskud, håb og gæstfrihed vil Cæcilie aldrig glemme.

”Det er helt vildt, hvordan man kan have oplevet noget så forfærdeligt og så alligevel være så gæstfri, tillidsfuld og åben. Det menneskelige i det er noget af det, der har gjort allermest indtryk på mig ved Syrien. Mødet med folk, at blive inviteret indenfor og den fantastiske mad,” siger Cæcilie, der hele vejen igennem følte sig varmt taget imod og har skabt varige venskaber.

”På den måde var det et nemt sted at være. Man spiller ligesom alle sammen på samme hold og møder hinanden med både tillid og humor.”

Vores folk vurderer behovet for medicinsk og humanitær hjælp i det østlige Raqqa. Arkivfoto: Diala Ghassan

Gode grin i varmen

Nogle af kollegerne var bekymrede for, hvordan omverdenen mon opfatter Syrien efter så mange år med krig og konflikt, og på et tidspunkt spurgte de Cæcilie, hvad hun ville sige om deres land, når hun kom hjem.

”Jeg fortalte dem, at jeg helt sikkert vil fremhæve gæstfriheden, maden, de store armbevægelser og de gode grin, vi fik hver eneste dag. Og frokosterne ved floden. Jeg vil også fortælle om støvet og de 45 grader i skyggen. Men først og fremmest, at jeg havde fantastiske kolleger.”

Da det blev tid til at tage afsked, sagde en af personerne: “Tak. Men allermest tak for, at du kom. Ikke blot som sundhedsarbejder, men mest af alt som et menneske, der ville komme til vores land og være en del af os.”

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

DIN STØTTE
REDDEr LIV

Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.

læger uden Grænser i Syrien

Cæcilie Borg Hjelt var udsendt i lidt over fem måneder i Syrien, hvor hun som led i vores COVID-19-indsats arbejdede som sundhedsformidler (flying health promoter). Her havde hun en koordinerende funktion, mens lokale kolleger stod for den direkte kontakt til patienter, pårørende og interesserede.

Hun arbejdede både i byen Hassakeh på et hospital indrettet på en tidligere kyllingefarm, men var også stationeret i Raqqa. Den sundhedsmæssige formidlingsopgave i Syrien handler i høj grad om tillid, da mange simpelthen er bange for at blive indlagt. Med en dødsrate på 30 procent blandt COVID-19-indlagte i de værste perioder var og er det en helt central opgave at gøre op med verserende rygter og få overbevist befolkningen om at gå til lægen og eventuelt lade sig indlægge i forbindelse med symptomer på COVID-19.

Vi er til stede flere steder i Syrien, hvor vi dagligt giver livreddende lægehjælp til patienter på flere hospitaler og mobile klinikker. Samtidig uddeler vi nødhjælp, f.eks. sæbe og tæpper, til mennesker på flugt.

Du kan læse mere om vores arbejde i Syrien her.

Historier fra vores udsendte

Læger uden Grænser

Kathrine Holte

Den Centralafrikanske Republik

Kathrine hjalp 2-årig pige: “Det er et lille beløb, der skal til”

Læs mere
Udlevering af medicin i Syrien

Tina Holst Nielsen

Syrien

Danske Tina: “Det går aldrig som planlagt i Syrien”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Flygtningelejr på Lesbos

Tine Heede

Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede

Læs mere
Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere
Jordemoder hjælper fordrevne mennesker i Nigeira
Nigeria

Jordemoder i Nigeria fortæller: Læger uden Grænser reddede min bror – nu redder jeg andre

Læs mere
Palæstina (Gaza/Vestbredden)

Vores sygeplejerske i Palæstina: ”Vi mangler vacciner”

Læs mere
Læger uden Grænser i Armenien

Kasper Pedersen

Armenien

Kasper i Armenien: “Der så jeg, hvad en epidemi virkelig er”

Læs mere
Sydsudan

Hjælpen kom frem med helikopter – trods kampe og oversvømmelser

Læs mere
Isabel udsendt fra Læger uden Grænser (MSF) i Sierra Leone

Isabel Wandall Sørensen

Sierra Leone

Ebola gjorde far bange for at sende malariasyg søn med ambulance

Læs mere
Brand i flygtningelejr Moria

Mie Terkelsen

Moria er det værste, jeg har oplevet

Læs mere
msf flag

Kamma Skaarup

Skal jeg voldtages for at passe mit arbejde?

Læs mere

Mads Møldrup

Sydsudan

Mads i Sydsudan: ”Vi har ikke set det værste af coronavirus endnu”

Læs mere
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)

Ann-Christina Hansen

Ann-Christina i COVID-19-ramt Rio de Janeiro: ”Det var en lidt underlig udsendelse”

Læs mere