Vores katastrofe-team er lige nu i gang med at hjælpe de tusindvis af mennesker i det nordlige Syrien, der er blevet ramt af de voldsomme jordskælv.
Allerede kort efter det første skælv begyndte hundredvis af sårede og døde at ankomme til hospitalerne i Idlib-provinsen i det nordlige Syrien, hvor vi i forvejen arbejder.
Mange sårede efter jordskælv
”De første timer behandlede vores teams omkring 200 sårede, og vi modtog 160 tilskadekomne i de hospitaler og klinikker, som vi driver eller støtter i det nordlige Idlib. Vores ambulancer er også blevet sat ind for at hjælpe befolkningen,” siger Sebastien Gay, der leder vores aktiviteter i Syrien.
Vi har samtidig ydet akut støtte til 23 sundhedsfaciliteter på tværs af områderne Idlib og Aleppo, hvor vi har doneret medicinske akutpakker og støttet med medicinsk personale for at forstærke deres akuthold.
Syrien er et land, der i forvejen er hårdt ramt. Der er mange internt fordrevne, der er flygtet fra krigen, og dem, der er mest udsatte, er nu endnu mere udsatte.
Oppustelige hospitaler efter jordskælv
”Vi har hele tiden et katastrofe-team på stand-by. På den måde kan vi lynhurtigt støtte med personale og forsyninger, hvor der er mest brug for det,” siger vores katastrofetalsperson Stine Bloch Jensen.
”Vi kan også oprette mobile klinikker, ligesom vi har specifikke oppustelige hospitaler, der netop er beregnede til jordskælvskatastrofer, og som vi kan sætte op, hvor der er behov for det.”
Det første jordskælv fandt sted mandag klokken 04.17 lokal tid – 02.17 dansk tid – og havde epicenter i det sydlige Tyrkiet, tæt på grænsen til Syrien. Jordskælvet målte op til 7,8 på Richterskalaen, og det kunne mærkes i Tyrkiet, Syrien, Libanon, Cypern og Israel.
Kl. 13.24 lokal tid skete endnu et jordskælv i Elbistan-distriktet i det sydlige Tyrkiet, der denne gang målte 7.5 på Richterskalaen.
Jordskælv gør internt fordrevne ekstra udsatte
Vi er i tæt kontakt med de lokale myndigheder i både Syrien og Tyrkiet for at kunne være til stede med medicinsk nødhjælp og støtte der, hvor det er mest nødvendigt.
Hundredvis af huse er ødelagte og har efterladt tusinder hjemløse. Det har sneet de seneste tre dage, og befolkningen bliver udenfor af frygt for yderligere efterskælv, der er fortsat dagen igennem. Derfor er behovene enorme.
”Behovene ændrer sig time for time,” siger katastrofetalsperson Stine Bloch Jensen, der fortæller, at jordskælvene er gået hårdt ud over de mange internt fordrevne mennesker, der befinder sig i det nordvestlige Syrien.
”Syrien er et land, der i forvejen er hårdt ramt. Der er mange internt fordrevne, der er flygtet fra krigen. Dem, der er mest udsatte, er nu endnu mere udsatte. Derfor uddeler vi blandt andet tæpper og nødhjælpspakker.”