Der var rationering på ilten, da vi kom til Amazonas for at hjælpe med at behandle COVID-19-patienter. Nogle steder var der 5 patienter om 1 iltflaske. Folk gik på markedet for selv at købe iltflasker til deres syge familiemedlemmer – hvis de kunne finde dem og havde råd. Patienterne døde af kvælning i deres hospitalssenge. Det er bare ét eksempel, men desværre ser vi mange flere verden rundt.
For der mangler ilt. Der mangler akut ilt.
Det gjorde der også før COVID-19 ramte verden, men pandemien har sat situationen på spidsen. Mennesker bliver kvalt, fordi der ikke er ilt nok.

”Ilt er den vigtigste medicin for svære og kritisk syge patienter med COVID-19. Alligevel mangler der ofte ilt, fordi infrastrukturen er blevet forsømt i årtier i lav- og middelindkomstlande,” forklarer Marc Biot, som er læge og vores operationelle chef.
I de fattigere lande, hvor vi arbejder, er hospitaler og sundhedsklinikker ofte afhængige af ustabile og dyre ilt-forsyningskæder. I Amazonas kan det tage en uge at få de tomme iltflasker ind til hovedbyen, hvor de bliver fyldt, hvorefter det tager endnu en uge at få dem tilbage til det lokale hospital, hvor COVID-19-patienterne hiver efter vejret.
Hvor hospitaler i Danmark og andre velstillede lande ofte har egne oxygenanlæg og rør med koncentreret ilt ved hospitalssengene, må patienter i lav- og middelindkomstlande få ilt fra mindre iltflasker, der hurtigt løber tør. Sjældent er det nok til en kritisk syg patient.

”Før pandemien havde vi patienter, der led af lungebetændelse, malaria, blodforgiftning og andre sygdomme, ligesom vi også havde mange for tidligt fødte babyer, som døde, fordi de manglende medicinsk ilt. Men COVID-19 har sat fornyet fokus på problemet. Ustabil beholdning af ilt dræber,” fortæller Marc Biot.
I Lesotho ser vi også flere patienter, der måtte deles om en iltflaske. I Aden i Yemen er der dobbelt så mange patienter, som der er sengepladser, og de bruger 600 iltflasker hver dag – hvilket som regel ikke er nok.
Manglen på ilt har tvunget os til at tænke kreativt. I Kinshasa i DR Congo havde vi kun små iltflasker, der ikke altid kunne vise, hvornår de var ved at løbe tør, og som hele tiden skulle udskiftes ved hver seng. I stedet fandt vores folk tænkehatten frem. De endte med at koble de små iltflasker sammen til en stor ”ilt-bank”, der kunne fortsætte iltforsyningen i længere tid og ikke løb tør uden varsel. Det er den slags løsninger, vi er nødsaget til at finde på lige nu, hvor manglen på ilt er særligt akut. Men holdbart er det ikke.

Ilt skal ligesom vacciner og værnemidler betragtes som et af de centrale redskaber til at håndtere COVID-19. Manglen på vacciner resulterer i flere smittede, så uden en mærkbar investering i at få iltbeholdningen og -infrastrukturen rettet op, vil vi blive ved med at se alvorligt syge dø af coronavirus, fordi de ikke har adgang til ilt.
Problemet med ilt
- Siden januar 2020 har vi arbejdet med COVID-19 verden over og har set udfordringerne med at skaffe ilt til patienterne.
- Fattigdom og manglende infrastruktur betyder, at det kan være for dyrt og for svært at skaffe og få ilten frem til de lokale hospitaler. I Niger er det kun 1 ud af 10 sundhedsfaciliteter, der behandler luftvejsinfektioner, der overhovedet har adgang til ilt.
- Mange ilt-anlæg i de lande, hvor vi arbejder, er private, og den øgede efterspørgsel på ilt har ført til stigende priser. I Haiti så vi, at prisen på en iltflaske blev fordoblet, da den steg fra ca. 55 kroner til ca. 110 kroner.
- Der kan være langt til ilt-anlæggene, hvor forsyningen skal komme fra, som vi blandt andet ser i Amazonas. Cylinderne er derudover tunge og skal mange steder transporteres på ladet af en lastbil.
- Hvis ikke cylinderne bliver håndteret rigtigt, kan de eksplodere.
- Forsyningen af ilt kan være ustabil. I Mumbai i Indien hjælper vi på et hospital, der faktisk har et ilt-anlæg, men der er ikke nogen backup, hvis anlægget holder op med at fungere – så får patienterne bare ikke ilt mere.