Ann-Christina i COVID-19-ramt Rio de Janeiro: ”Det var en lidt underlig udsendelse”

En tom lufthavn, et par hjemmelavede mundbind og så afsted til Brasilien – epicenteret for udbruddet af coronavirus (COVID-19). Danske Ann-Christina Hansen har flere gange tidligere været udsendt til bl.a. steder med ebola, men den her udsendelse var anderledes.

”Det er træls at arbejde med mundbind på – det er ikke til at få luft.”

Det blev en noget anderledes udsendelse, end Ann-Christina Hansen var vant til. Hun bliver normalt udsendt som finanskoordinator, så det at skulle udføre sit arbejde iført mundbind var noget nyt.

Ann-Christina har været udsendt mere end 10 gange med Læger uden Grænser – fire af gangene til lande med udbrud af ebola. Det er, med hendes egne ord, hendes opgave at sørge for, at pengene bliver brugt, som de skal. Og at der er penge nok til rent faktisk at udføre hjælpearbejdet. Det er en støttefunktion, der gør frontlinjearbejdet muligt.

Denne gange skulle hun til Brasilien, som lige nu er et af de steder i verden, der er hårdest ramt af coronavirus.

Det begynder med en tom lufthavn…

Turen går til pandemiens epicenter

”Jeg tog afsted fra Københavns Lufthavn i slutningen af maj. Der var næsten ikke nogen mennesker, og alt var lukket og slukket. Det var lidt uhyggeligt.

For at få lov til at komme ind i Brasilien havde jeg fået en e-mail med fra det brasilianske udenrigsministerium, der bekræftede, at jeg havde en god grund til at være der. Men det krævede alligevel en masse forhandlinger med personalet i Amsterdam lufthavn, hvor jeg skulle med flyet videre til Rio de Janeiro, før jeg blev sluppet ombord. Jeg så mange andre blive afvist, som måtte vende om og tage hjem.

Jeg havde læst mig til hjemmefra, at jeg skulle have mundbind på ombord i flyet, men jeg kunne ikke finde nogen i Danmark. Så jeg lavede nogle selv, men det begyndte at føles lidt for MacGyver-agtigt, så jeg endte med at få nogle af en bekendt på Facebook.

Flyet var måske kvart fuldt, men alligevel skulle vi sidde i samme ende af flyet. Det var noget med vægten, sagde personalet. Så sad vi der i 12 timer med mundbind på. Der var mærker efter mundbindet i mit ansigt, da jeg kom af flyet.

Som at få klippet en arm af

Det var en lidt underlig udsendelse.

Inden jeg tog afsted, var det gået op for mig, at kontoret i Rio de Janeiro ville være tomt, fordi stort set alle arbejdede hjemmefra. Jeg havde haft lidt svært ved at forestille mig det, for i felten spiller nært samarbejde mellem de forskellige hold en vigtig rolle. Så det at skulle arbejde hver for sig og mest mødes digitalt føltes lidt som at få klippet en arm af.

Heldigvis gik der ikke lang tid, før vi kunne begynde at bruge hovedkontoret i Brasilien til de aktiviteter, der krævede, at vi var fysisk samlet. Men selvom vi kun var få på kontoret, så havde vi altid mundbind på, mens vi arbejdede. Jeg arbejder med tal, så det er jeg ikke vant til. Og det er træls at arbejde med mundbind på – det er ikke til at få luft.

Hatten af til verdens læger, sygeplejersker og SOSU-medarbejdere.

Konspirationer og politiske slagsmål

Efter nogle uger i Brasilien ophævede myndighederne de fleste restriktioner. Så folk måtte gå på stranden og i butikker, og så var der masser af mennesker. Og det var jo paradoksalt, for smitten spredte sig stadig hurtigt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på ebola. Jeg har været på fire ebola-udsendelser, og nogle ting under udbruddet af coronavirus minder mig om dem. F.eks. at der hurtigt gik politik i det hele. Da jeg var i Guinea, var der politiske slagsmål mellem regering og opposition om, hvorvidt der var styr på situationen, og hvor alvorlig den var. Sådan var det også i Sierra Leone. Og det er jo også det, der er sket i Brasilien.

Der var også masser af konspirationsteorier. F.eks. læste jeg en del i lokale afrikanske medier om, at ebola skulle være opfundet i et laboratorie, eller at det endda slet ikke fandtes i virkeligheden. Og nu er det jo det samme, der sker hos os.

En forskel er det, jeg hører – og ikke hører – herhjemme. Da jeg kom hjem fra ebola-udsendelserne, blev jeg tit frittet ud om afrikanernes hygiejne og ritualer. Lidt som om det nærmest var afrikanernes egen skyld, at de havde fået ebola, for ’de vasker jo ikke hænder’, og ’er der ikke også noget med, at de har nogle mærkelige begravelsesritualer’. Men det er der pudsigt nok ikke nogen herhjemme, der siger til mig nu om de europæere, der har fået coronavirus.

Ann-Christina Hansen

Jeg er efterhånden vant til at se fattigdom, men i Brasilien er forskellen på rig og fattig så stor, at jeg får det dårligt af det.

Gav mundbind til de hjemløse

De er gode til at huske mundbindene i Brasilien, men de er mindre gode til at holde afstand. Måske fordi mundbindene giver én en – måske falsk – fornemmelse af at være beskyttet. Men det er jo bare ikke alle, der har råd til mundbind – eller bare har rindende vand for den sags skyld.

Der er stor fattigdom i Brasilien, og der er mange, der er løst – og måske også sort – ansat med for eksempel rengøring eller taxakørsel. De har ikke kunnet få hjælp af staten under nedlukningen, så de kunne ikke blive hjemme. De var nødt til at gå på arbejde og løbe risikoen for at blive smittet.

Jeg er efterhånden vant til at se fattigdom, men i Brasilien er forskellen på rig og fattig så stor, at jeg får det dårligt af det.

De mundbind, jeg selv lavede, gav jeg væk til nogle af de hjemløse, der sov ved hovedindgangen til min lejlighed. En af de hjemløse flettede en fugl af palmeblade og gav mig den som tak.

En af de ting, man lærer af at blive udsendt med Læger uden Grænser – eller bare af at se verden – er, hvor heldig man er. At man bor i et sikkert land, hvor man har muligheder og et velfærdssystem, der holder hånden under os. Man lærer også, at det bare er held. Den eneste forskel på mig og de hjemløse er, hvor vi blev født.”

Udsendelsen til Brasilien

Ann-Christina blev udsendt til Rio de Janeiro for at hjælpe med at ansætte og oplære en ny regnskabschef. Hun skulle også sørge for at få regnskabssystemet op at køre, så den nye indsats mod coronavirus kunne forvaltes ifølge Læger uden Grænsers finansielle standard-protokoller.

Hun er kommet hjem og er i karantæne i sit hjem.

Læger uden Grænser udsender ikke kun sundhedsfagligt personale. Vi udsender også blandt andet logistikere, bygge- og anlægsansvarlige, lønmedarbejdere, speditører, elektrikere og altså også regnskabsfolk.

Coronavirus i Brasilien

Lige nu bliver Brasilien kun overgået af USA i antal smittede og døde af COVID-19. Mellem 15.000 og 30.000 bliver smittet hver dag, og hundredevis dør – blandt andet sundhedspersonale. Siden smitten ramte Brasilien, er næsten 100 sygeplejersker døde hver måned.

Danmarks Indsamling sikrer lægehjælp til børn i Mosul

Vaccine-hamstring: Det er usolidarisk, forlænger pandemien og skaber mutationer

Cæcilie i Syrien: Pandemien var så slem, at folk blev bange for hospitalet

Danmark booster, mens vacciner er en mangelvare i store dele af verden

Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

Lions donerer 525.000 kroner til Læger uden Grænsers indsats mod COVID-19 i Sydafrika

”Vi er ikke sikre, før alle er sikre”: Ophæv patenterne på COVID-19-vacciner nu

Vores sygeplejerske i Palæstina: ”Vi mangler vacciner”

Vores læge i Yemen: Syge mennesker afvises i hospitalsdøren på grund af COVID-19

Flere skal have mulighed for at producere coronavacciner