DiegoBaravelli

Vi jagtede coronavirus gennem Amazonas regnskov

7. august 2020

Vores opgave var at hjælpe det hårdt ramte Brasilien med at bekæmpe coronavirus. Men udfordringen var enorm. Her er fortællingen om vores medarbejderes kamp mod pandemien i regnskoven og i båd op ad Amazonfloden.

”Graverne arbejdede på overtid. Intensivafdelingerne flød over med døende patienter. Hundredvis af kritisk syge patienter ventede på, at en sengeplads blev ledig.”

Antonio Flores fortæller om det syn, der mødte ham, da han kom til byen Manaus i den brasilianske stat Amazonas i april. Han skulle koordinere det hold, vi sendte til Amazonas for at hjælpe det overbebyrdede sundhedssystem i kampen mod coronavirus.

”Det var værre, end vi havde frygtet.”

Coronavirus ramte Brasilien hårdt og tidligt. Først kom pandemien til de store byer Rio de Janeiro og São Paulo, der ligger nær kysten. Derfra spredte den sig ind i landet. Brasilien er et enormt land, og myndighederne kunne ikke følge med spredningen af coronavirus. I Amazonas er det ekstra svært. Det er svært at komme frem i regnskoven. Afstandene er overvældende, og befolkningen bor spredt ud over staten.

Vores medarbejdere stod over for en stor opgave.

Intensivafdelingen

Vi overtog driften af femte sal på hospitalet 28 de Agosto i Manaus sidst i april. Her var der en intensivafdeling med 12 senge og en afdeling med 36 senge for alvorligt syge patienter. Selvom den første bølge af udbruddet var overstået, var alle sengene i brug. Heldigvis kunne vi trække på vores erfaring med epidemier og nødsituationer for at håndtere presset.

”Da vi ankom til hospitalet, blev vi mødt af en situation, som alle, der har arbejdet i det brasilianske sundhedssystem, kan genkende: Det kørte på pumperne.”

Sådan fortæller vores læge Pedro Cury Moyses. Men han har heldigvis også gode minder fra arbejdet på hospitalet.

”En af mine patienter med coronavirus var bange. Hun havde et underliggende problem, der komplicerede hendes tilstand, så hun kom sig kun meget langsomt. Vi var bange for, at det ville gå den gale vej med hende. Så da hun endelig kunne udskrives, kørte vi hende ud af intensivafdelingen i en kørestol, mens vi klappede. For enden af gangen ventede hendes mand med en blomsterbuket. Hun gav os vores håb om at kunne hjælpe tilbage, efter at vi havde været vidne til de mange dødsfald under pandemien.”

Ind i regnskoven

Manaus ligger, der hvor floderne Negro og Solimões mødes og bliver til den store Amazonflod. Vi vidste, at smitten havde spredt sig, da vi fik alarmopkald fra afsidesliggende lokalsamfund i det område. Vi måtte op ad floden.

To til tre dage i en båd op ad floden Solimões bringer dig til Tefé. En by med 60.000 indbyggere, og det hårdest ramte område i regionen. Tayana Oliveira Miranda, der er direktør for det offentlige hospital i Tefé, fortæller om de første uger med pandemien.

”Da det første bekræftede smittetilfælde blev indlagt, var vi alle sammen bange. Antallet af indlæggelser steg. Så kom det første dødsfald. Medarbejderne var nedslåede. Og presset steg. Antallet af smittetilfælde steg og steg i maj. Antallet af indlæggelser steg, og det samme gjorde antallet af døde – og hospitalets medarbejdere begyndte også at blive syge. Der var så mange indlagte, at der ikke var mere plads på hospitalet. Det var kaos. En dag døde ni patienter. Den vagthavende læge brød sammen og græd. Jeg tror ikke, at nogen spiste eller sov den nat. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Dagen efter var vi nødt til at tage os sammen og fortsætte vores arbejde. Vi havde ikke andet valg.”

Hospitalets personale bad vores hold om at træne dem i at håndtere et stort antal indlagte. Vi hjalp med at undervise over 200 reddere og lægefagligt personale, så de bedre kan håndtere en eventuel næste bølge af smitte.

Båden

Tefé har en læge-båd, der bringer basal lægehjælp til dem, der lever langs floden. Hver tur tager to uger og inkluderer mange stop ved små lokalsamfund. Nogle patienter kommer ud på båden, og andre gange går personalet i land for at undersøge patienterne.

”Vi vidste, at vi nærmede os sårbare samfund. Så det var livsvigtigt at sørge for, at hverken patienter eller personale blev smittet under konsultationerne,” fortæller vores sygeplejerske Nara Duarte.

Derfor brugte vi tid på at indrette båden, så patienter ankommer, undersøges og forlader båden på en måde, så risikoen for smittespredning minimeres. Om aftenen efter konsultationerne underviste vores medarbejdere bådens personale i forebyggelse og inddæmning af smitte og i behandling af akut opståede vejrtrækningsproblemer.

Behandlingscenteret

Over 400 km mod nordvest ligger São Gabriel da Cachoeira. Her oprettede vi et behandlingscenter, hvor patienter med milde og moderate symptomer på coronavirus kunne blive tilset. Centeret var specifikt tilpasset de lokale traditioner, da flere end 90 procent af indbyggerne er af indfødt oprindelse.

Blandt andet kan patienterne benytte sig af deres traditionelle medicin sammen med den behandling, som vi yder, så længe kombinationen ikke er skadelig. Og shamaner kan besøge patienterne og udføre ritualer – bare de ifører sig værnemidler, så de ikke blive smittet, mens de er der.

Den usikre fremtid

Det er stadig uvist, hvordan vi kommer igennem pandemien.

”Vi hører, at pandemien er overstået i Amazonas, og at det bare handlede om at vente længe nok på at få flokimmunitet. Det er en absurd idé. Det ignorerer, at jo flere, der er smittet, jo flere dør. Vi så sundhedssystemet kollapse, og vi så de enorme konsekvenser for befolkningen,” siger Antonio Flores.

Antallet af nye smittede er begyndt at gå ned ad i Amazonas, men vi kan ikke være sikre på, hvordan smitten spreder sig i det enorme land. Derfor frygter vi, at coronavirus vil fortsætte med at sprede sig i stilhed til endnu mere afsidesliggende områder i Brasilien, hvor det er endnu sværere at nå frem med lægehjælp.