Lige nu er det kun USA, der som det eneste land i verden overgår Brasilien i antal smittede og døde coronavirus-patienter.
Hver dag bliver mellem 15.000 og 30.000 brasilianere smittet med coronavirus (COVID-19), og hundredvis af mennesker dør. Der er lige nu over 870.000 smittede og over 43.000 døde i Brasilien.
Og Brasiliens mulighed for at hjælpe de smittede skrumper hele tiden. Blandt andet dør sygeplejersker i Brasilien hurtigere end i noget andet land i verden. Siden pandemien ramte Brasilien, er næsten 100 sygeplejersker hver måned død af coronavirus.
Der er derfor stort behov for vores hjælp. Vi vil gerne vise dig lidt af det nødhjælpsarbejde, vi lige nu laver flere steder i Brasilien.
Der er stor ulighed i Brasilien, og mange fattige og hjemløse mennesker får ikke lægehjælp. Blandt andet befolkningsgruppen warao, der i høj grad risikerer at blive smittet, da mange af dem bor på herberg i byen Manaus i staten Amazonas. Derfor driver vi her et isolations- og observationscenter for waraoer, der har symptomer på coronavirus. Her tager en af vores medarbejdere i centeret en warao-kvindes blodtryk for at tjekke hendes helbredstilstand.
Euzivaldo Queiroz/MSF
Her er vores medarbejdere taget ud til et herberg i Manaus for at tjekke beboerne for symptomer på coronavirus. Børnene skal selvfølgelig også undersøges, så den lille får taget sin temperatur.
MSF
Det er svært at følge forholdsregler om at holde afstand, vaske hænder og bruge håndsprit, når man er hjemløs. Derfor går vores medarbejdere som Lia Gomes på billedet på gaden for at hjælpe. Det kan blandt andet være basale undersøgelser og uddeling af hygiejnepakker, som kan indeholde for eksempel sæbe eller håndsprit.
Mariana Abdalla / Médecins Sans Frontières
Vores indsats mod coronavirus i Brasilien har primært været fokuseret på udsatte og sårbare grupper, der ellers ville have meget svært ved at få lægehjælp. Derfor har vi blandt andet lavet gadekonsultationer i São Paulo, hvor hjemløse mennesker kan blive tjekket for symptomer.
Diogo Galvão / Médecins Sans Frontières
Vi har også foretaget gadekonsultationer i Rio de Janeiro, hvor der har været kø for at komme til lægen. Her taler vores medarbejdere med nogle af de hjemløse mennesker, der venter på at blive tilset.
Mariana Abdalla/MSF
Coronavirus begyndte i Brasilien med at sprede sig i de rigere områder af Rio de Janeiro og São Paulo, men har nu bevæget sig ud i de fattige favelaer og til hjemløse mennesker. Her er en kvinde dukket op til vores gadekonsultation i Rio de Janeiro for at blive tjekket for symptomer på coronavirus. På billedet får hun målt, hvor meget ilt hun har i blodet.
Mariana Abdalla/MSF
Vores medarbejdere er i gang med flere forskellige indsatser i Manaus. Her får en dreng taget sin temperatur, mens han ligger i en af de hængekøjer, som vores isolations- og observationscenter er udstyret med. Vi samarbejder med lokale organisationer om at rådgive og undersøge især de indfødte indbyggere, der tit ikke har adgang til lægehjælp. For at hjælpe personalet på hospitalet “28 de Agosto” har vi sendt dem noget af vores specialiserede intensiv-personale, hvoraf nogle allerede har erfaring fra andre lande med at behandle coronavirus.
Euzivaldo Queiroz/MSF