Isabel udsendt fra Læger uden Grænser (MSF) i Sierra Leone
Isabel er en af vores danske sygeplejersker. Hun hjælper i Sierra Leone lige nu, hvor blandt andet malaria hærger.

Ebola gjorde far bange for at sende malariasyg søn med ambulance

Det trak i vores danske sygeplejerske Isabel at komme til Sierra Leone for at hjælpe under ebolaudbruddet. Nu er hun der og behandlede for nylig en lille dreng med malaria – selvom ebola havde gjort faren bange for at sende drengen med ambulancen til det nærmeste hospital. Her fortæller Isabel om sine oplevelser i Sierra Leone.

”En lille hilsen fra Sierra Leone, hvor jeg arbejder som sygeplejerske på et lille projekt, der har base langt ude på landet i et jungleområde. Herfra støtter vi 10 små fjernt beliggende sundhedsklinikker med blandt andet medicin og undervisning af det lokale personale.

Landsbyen, vi bor i, ligger ned til en flod, og vi er fuldstændig pakket ind i palmer og andre jungletræer, som jeg ikke kender navnet på. Det er en lillebitte landsby med ikke meget andet end et lille marked og en ‘restaurant’, der består af nogle træbænke, et par plastikborde og et tag.

Jeg ville hjælpe under ebola

Her er så utroligt fugtigt og varmt, og vi har allerede vænnet os til den konstant-svedende tilstand, vi befinder os i. Regntiden er aftagende i oktober og stopper helt i november. Hele denne uge har det dog alligevel regnet en del. Det er dejligt for befolkningen – og for os! Men det sender også slangerne ud af deres huler, og den anden morgen var der en kæmpe slange inde i vores gård – skræk! Heldigvis fik vores vagter kål på den.

Isabel Wandall Sørensen har været i Sierra Leone i to måneder. Hun skal blandt andet undervise sygeplejersker i basal forståelse af medicin, faresignaler, og hvordan de skaffer hjælp til kritiske tilfælde.

Det er en ydmyg oplevelse at være i et land, hvor atmosfæren er påvirket af så store traumer som her. En stor del af vores personale har mistet familie og venner til enten ebola eller den forfærdelige borgerkrig.

Da ebola hærgede, var jeg lige blevet færdig som sygeplejerske, og det trak sådan i mig at komme herned og bidrage til arbejdet mod sygdommen. Det var faktisk lige dér, at jeg tog til mit første introduktionsmøde med Læger uden Grænser. Nu arbejder jeg sammen med mange både sygeplejersker og andre faggrupper, der har arbejdet under ebola og mistet familiemedlemmer og kære til den forbandede sygdom.

Drengen måtte ikke komme med ambulancen

En dag, da jeg og en af sygeplejerskerne var ude og besøge en af klinikkerne, kom der en dreng på to år, som havde alvorlig malaria og havde brug for en blodtransfusion. Vi ville derfor sende ham og hans mor med en ambulance til et hospital to timer væk, men faren ville ikke have, at vi overflyttede dem. Han blev vred og begyndte at råbe og hive i sin kone for at få hende væk fra os.

Vi fik dem desværre ikke overtalt dem til overflytningen, men det lykkedes os at få dem til at blive, så vi i det mindste kunne give barnet intravenøs malariamedicin, som heldigvis endte med at redde hans liv.

Efterfølgende spurgte jeg sygeplejersken, hvorfor faren reagerede så stærkt. Han fortalte, at folk stadig er traumatiserede over alle dem, der under ebolaudbruddet blev hentet i ambulance, men aldrig kom tilbage. Derfor er de er så bange for at sende nogen afsted.

Det er virkelig forståeligt, men også en stor udfordring i vores arbejde, hvor det er nødvendigt at kunne overflytte kritisk syge patienter til hospitaler for at redde deres liv.

Rengøringsassistenten bliver sygeplejerske

Mit arbejde her består primært af at undervise en lille gruppe sygeplejersker i basal sygepleje.

Sundhedstilbuddet her er skræmmende lavt: I nogle af klinikkerne er der ikke engang sygeplejersker. I stedet er rengøringsassistenten blevet ’lært op’ og udfører konsultationer, diagnosticerer og ordinerer.

Det er svært at acceptere, at det er den bedste mulighed – og verdens uretfærdighed bliver skræmmende tydelig. Det gør det meget klart, hvad jeg skal forsøge at arbejde på med sygeplejerskerne, mens jeg er her: Meget basal forståelse af medicin, faresignaler, og hvordan de kan skaffe hjælp til de kritiske tilfælde.

Jeg har været her i to måneder nu og har fire tilbage, inden jeg igen vender hjem til Danmark. Læger uden Grænser har været her i lidt over tre år, og befolkningen er meget taknemmelige for den støtte, de har fået i denne tid.

Det er virkelig et fint og varmt folk, der bor her, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg har fået lov til at være en del af dette samfund et kort øjeblik.”

Fra felten

Afghanistan
Afghanistan

Vores læge i Afghanistan: Drengen havde et gabende skudhul i armen

Læs mere
Flygtningelejr på Lesbos

Tine Heede

Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede

Læs mere
Læger uden Grænser behandler COVID-19

COVID-19: Dør på gaden på grund af rige landes hamstring af vacciner

Læs mere
Hjælp Afghanistan
Afghanistan

Status Afghanistan: Vi arbejder videre og behandler flere patienter

Læs mere
Jordskælv i Haiti
Haiti

Jordskælv i Haiti: Det er svært at få hjælpen frem, men vi fortsætter arbejdet

Læs mere
Mange såret i kampe i Afghanistan
Afghanistan

Kampe i Afghanistan: Vi behandler patienter, mens granaterne falder

Læs mere
Afghanistan

Afghanistan: Patienter og sundhedspersonale fanget i krydsild

Læs mere
Millioner på flugt i Sydsudan fra borgerkrig, konflikt, oversvømmelse
Sydsudan

En 10 år lang tragedie: Sydsudans årti som selvstændigt land

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper mennesker på flugt

82 millioner mennesker er på flugt lige nu

Læs mere
msf flag

Tre kolleger er blevet brutalt dræbt i Etiopien

Læs mere
Libyen

Fanget i Libyen: Mor gav nyfødt fast føde for at undgå, at babyen sultede

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere

Her er, hvad vi har set i EU’s umenneskelige flygtningelejre: ”Det, jeg oplevede, var gruopvækkende”

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere