Ebola gjorde far bange for at sende malariasyg søn med ambulance
Det trak i vores danske sygeplejerske Isabel at komme til Sierra Leone for at hjælpe under ebolaudbruddet. Nu er hun der og behandlede for nylig en lille dreng med malaria – selvom ebola havde gjort faren bange for at sende drengen med ambulancen til det nærmeste hospital. Her fortæller Isabel om sine oplevelser i Sierra Leone.
”En lille hilsen fra Sierra Leone, hvor jeg arbejder som sygeplejerske på et lille projekt, der har base langt ude på landet i et jungleområde. Herfra støtter vi 10 små fjernt beliggende sundhedsklinikker med blandt andet medicin og undervisning af det lokale personale.
Landsbyen, vi bor i, ligger ned til en flod, og vi er fuldstændig pakket ind i palmer og andre jungletræer, som jeg ikke kender navnet på. Det er en lillebitte landsby med ikke meget andet end et lille marked og en ‘restaurant’, der består af nogle træbænke, et par plastikborde og et tag.
Jeg ville hjælpe under ebola
Her er så utroligt fugtigt og varmt, og vi har allerede vænnet os til den konstant-svedende tilstand, vi befinder os i. Regntiden er aftagende i oktober og stopper helt i november. Hele denne uge har det dog alligevel regnet en del. Det er dejligt for befolkningen – og for os! Men det sender også slangerne ud af deres huler, og den anden morgen var der en kæmpe slange inde i vores gård – skræk! Heldigvis fik vores vagter kål på den.
Det er en ydmyg oplevelse at være i et land, hvor atmosfæren er påvirket af så store traumer som her. En stor del af vores personale har mistet familie og venner til enten ebola eller den forfærdelige borgerkrig.
Da ebola hærgede, var jeg lige blevet færdig som sygeplejerske, og det trak sådan i mig at komme herned og bidrage til arbejdet mod sygdommen. Det var faktisk lige dér, at jeg tog til mit første introduktionsmøde med Læger uden Grænser. Nu arbejder jeg sammen med mange både sygeplejersker og andre faggrupper, der har arbejdet under ebola og mistet familiemedlemmer og kære til den forbandede sygdom.
Drengen måtte ikke komme med ambulancen
En dag, da jeg og en af sygeplejerskerne var ude og besøge en af klinikkerne, kom der en dreng på to år, som havde alvorlig malaria og havde brug for en blodtransfusion. Vi ville derfor sende ham og hans mor med en ambulance til et hospital to timer væk, men faren ville ikke have, at vi overflyttede dem. Han blev vred og begyndte at råbe og hive i sin kone for at få hende væk fra os.
Vi fik dem desværre ikke overtalt dem til overflytningen, men det lykkedes os at få dem til at blive, så vi i det mindste kunne give barnet intravenøs malariamedicin, som heldigvis endte med at redde hans liv.
Efterfølgende spurgte jeg sygeplejersken, hvorfor faren reagerede så stærkt. Han fortalte, at folk stadig er traumatiserede over alle dem, der under ebolaudbruddet blev hentet i ambulance, men aldrig kom tilbage. Derfor er de er så bange for at sende nogen afsted.
Det er virkelig forståeligt, men også en stor udfordring i vores arbejde, hvor det er nødvendigt at kunne overflytte kritisk syge patienter til hospitaler for at redde deres liv.
Rengøringsassistenten bliver sygeplejerske
Mit arbejde her består primært af at undervise en lille gruppe sygeplejersker i basal sygepleje.
Sundhedstilbuddet her er skræmmende lavt: I nogle af klinikkerne er der ikke engang sygeplejersker. I stedet er rengøringsassistenten blevet ’lært op’ og udfører konsultationer, diagnosticerer og ordinerer.
Det er svært at acceptere, at det er den bedste mulighed – og verdens uretfærdighed bliver skræmmende tydelig. Det gør det meget klart, hvad jeg skal forsøge at arbejde på med sygeplejerskerne, mens jeg er her: Meget basal forståelse af medicin, faresignaler, og hvordan de kan skaffe hjælp til de kritiske tilfælde.
Jeg har været her i to måneder nu og har fire tilbage, inden jeg igen vender hjem til Danmark. Læger uden Grænser har været her i lidt over tre år, og befolkningen er meget taknemmelige for den støtte, de har fået i denne tid.
Det er virkelig et fint og varmt folk, der bor her, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg har fået lov til at være en del af dette samfund et kort øjeblik.”
Vores læge Casper i CAR: ”Det er grotesk, at børn dør af malaria i 2024”
Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”
Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”
Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19
I kampen mod COVID-19 møder vi gamle venner i Amazonas
Nye ebolatilfælde i DR Congo
“Babyen levede kun 12 timer i vores arme”
Ny ebola-behandling: Vi kan undgå, at børn som Alpha dør
Hun var vores ”første lille dame”
Mads: ”Kan ikke forestille mig noget mere meningsfyldt”
Nordkivu, DR Congo: Læger uden Grænsers ebola-center lukket efter angreb
Dansk læge: Vi slipper ikke af med ebola
Konflikten i DR Congo gør det sværere for vores læger at behandle ebola
Lægen Mads fik ebola-vaccinen: ”Det føltes rart og sikkert”
