anna surinyach
Ebola udbrud Kailahun Sierra Leone (c) Anna Surinyach

Dansk læge: Vi slipper ikke af med ebola

DR Congo oplevede i efteråret endnu et udbrud af den dødbringende sygdom ebola – det største i landets historie. Vores læger og sygeplejersker er til stede for at forsøge at få epidemien under kontrol. Men der er ikke udsigt til, at vi nogensinde kan slippe af med sygdommen, vurderer vores rådgiver i tropemedicin Tomas Jensen.

I efteråret bragte nyhedskanalerne igen billeder af læger og sygeplejersker iført rumlignende dragter i et forsøg på at hjælpe dødssyge ebola-patienter uden selv at blive smittet. Denne gang var det i DR Congo.

Tomas Jensen
  • der er rådgiver i tropemedicin i Læger uden Grænser

Om der rent faktisk er flere epidemier, eller vi er blevet bedre til at opdage dem, fordi informationen flyder nemmere til resten af verden – det er svært at sige.

Han har været i Mangina i DR Congo, hvor et udbrud af den dødelige sygdom blev registreret.

Han peger på, at en af grundene til, at vi oftere hører om ebolaudbrud, er, at det stigende antal mennesker, som bor tæt på de dyr, der bærer sygdommen, vokser – også kaldet “sygdommens naturlige reservoir”.

”Man mener, at flagermus er det primære reservoir for sygdommen, men det er sandsynligvis også andre arter. Når mennesker flytter tættere på de områder, hvor de smittede dyr er, så er der større risiko for, at de bliver smittet, som vi ser i DR Congo, ” siger Tomas Jensen.

msf249726high scaled
En af vores sundhedsarbejdere hjælper en ebola-patient på Læger uden Grænsers ebolabehandlingscenter i Butembo, DR Congo. © John Wessels

Toppen af ebola-isbjerg?

DR Congo er et meget svært tilgængeligt land – både på grund af et dårligt og mange steder ikke-eksisterende vejnet. Dertil kommer, at det område, hvor den sidste epidemi fandt sted, er hærget af konflikt.

”Der er huller på kortet – steder, vi simpelthen ikke kan komme til. Og patienterne kan heller ikke komme til os. Derfor kan der være mindre epidemier, som vi aldrig hører om, men hvor mennesker dør uden hjælp og uden opmærksomhed.”

“Måske ser vi rent faktisk kun toppen af isbjerget i DR Congo og den centralafrikanske region, ” fortæller Tomas Jensen.

Studier viser, at 10-15 procent af befolkningen bærer antistoffer mod sygdommen i eksempelvis nogle områder af DR Congo og Gabon (ligger i regionen, men grænser ikke op til). Detkunne tyde på en langt større udbredelse.

”Det peger i retningen af, at ebola er mere hyppig, end vi tror,” siger han.

Det største ebola-udbrud i DR Congos historie

  • Udbruddet blev konstateret i Mangina i det østlige DR Congo den 1. august 2018.
  • Det er 10. gang, at ebola bryder ud i DR Congo, siden sygdommen blev opdaget her i 1976.
  • Flere end 1,000 mennesker er blevet smittet, og 652 er døde af ebola.
  • Udbruddet er dermed det største i DR Congos historie.
  • Læger uden Grænser driver blandt andet en række behandlingscentre for at bekæmpe udbruddet.
  • Læs mere om ebola.

Ingen vaccine

At ebola bor i dyr og overføres direkte til mennesker betyder, at man ikke kan vaccinere mod den og på den måde udrydde den som for eksempel med kopper eller mæslinger, fortæller Tomas Jensen.

Han forsker derfor i, hvordan man kan behandle smittede, så dødeligheden på 50-70 procent kan reduceres.

Når der er et udbrud som i Mangina, er Tomas Jensen således med til at teste de nye behandlingsmetoder, som Læger uden Grænser har været med til at udvikle.

De består af tre antistoffer, der booster immunforsvaret hos de smittede og to, der går ind og slår virus ihjel.

”Vi er meget tidligt i udviklingen af behandlingen og har brug for at teste det på yderligere 300-400 patienter, før vi kan sige med sikkerhed, at det virker.”

Antallet af smittede i den seneste epidemi er flere end 577, så på papiret burde det ikke tage så lang tid. Men ét er papir. Noget andet er jungle.

”Det er logistisk utroligt vanskeligt. Du skal overvåge patienter, måle blodtryk, puls, tage blodprøver og meget andet. Det er utroligt tidskrævende, så det kræver et set up, som er virkelig svært i et ebola-isolationscenter.”

“Så medmindre vi får en ny epidemi som den i Vestafrika i 2014, så regner vi med, at det tager fem til ti år, før vi har testet de 300-400 patienter, som vi har brug for, før vi kan vurdere effekten af behandlingen.”

Dertil kommer, at den del af medicinen, som booster immunforsvaret kun kan bruges på “ebola Zaire”, som er den type ebola, der hærger i Mangina. Der er tre andre typer plus den ebola-lignende Marburg-virus, hvor det ikke vil virke.

Dertil kommer, at man ikke kan udelukke, at en eller flere af ebola-typerne muterer – ligesom influenzavirus ændrer sig.

”Der er jo en risiko for, at mikroorganismen finder en vej uden om behandlingen, ligesom vi for eksempel ser, at typer af antibiotika stopper med at virke.”

Blå Bog

  • Navn: Tomas Jensen
  • Uddannelse: Læge (infektionsmediciner)
  • Job: Rådgiver i tropemedicin (Læger uden Grænsers kontor i New York)
  • Erfaring: Tidligere udsendt til Sydsudan, Etiopien, Zimbabwe, Sydafrika og Zambia

DR Congo

Indbyggere: 102,3 mio.

Forventet levealder m/k: 59/63 år

Børnedødelighed: 79 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 2.670

Læger uden Grænser arbejdede første gang i DR Congo i 1977.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO