Hun var vores ”første lille dame”

Vores amerikanske sygeplejerske Amanda var med, da vi for nylig åbnede vores nye hospital i Sierra Leone. Her kom en bekymret mor med sin 15 måneder gamle datter, der var svært underernæret. Med hjælp fra vores sygeplejersker gik pigen fra at være syg og træt til at blive kendt som hospitalets ”første lille dame”.

“Dagen var kommet, hvor medarbejderne stod samlet ved porten til det nye Læger uden Grænser-hospital i Kenema-distriktet, Sierra Leone.

Iklædt grønne kitler ventede de foran det tomme hospital. Portene til hospitalet åbnede til stor begejstring. Efter to og et halvt år med byggearbejde, måneder med planlægning, oplæring og forberedelser var vi her endelig – klar til at hjælpe folk i Sierra Leones østlige distrikt.

Den første patient

Underernæring er et stort problem i området, og derfor har hospitalet et terapeutisk ernæringscenter. Personalet på afdelingen gjorde sig klar til at tage imod de første patienter.

Senere på dagen blev vi ringet op af skadestuen om, at vi ville modtage vores første patient. En mor fra Kenema havde solgt løg på et marked i byen Hangha, hvor hun hørte om det nye hospital. Hun var derfor kommet med sin datter Fudia.

En gruppe af sygeplejersker og assistenter fra skadestuen kom med den bekymrede mor, der bar sin 15 måneder gamle datter. Den lille pige så træt og nervøs ud, da moren lagde hende på en seng. Sygeplejerskerne fra skadestuen fortalte, hvad der var sket.

Fudia havde haft feber og diarré i en måned og var svært underernæret.

Skadestueholdet fortalte sygeplejerskerne på ernæringscentret, at Fudia tidligere havde været indlagt på det lokale, offentlige hospital, men moren havde ikke været i stand til at fortsætte med at give det terapeutiske mad, der var en del af behandlingen.

Frygtede, hun ville gå

Mange af vores ansatte kom forbi pigens seng – klar til at behandle vores første patient.

Fudia græd, når vores personale i grønne kitler tjekkede hendes højde, vægt og omkredsen af hendes overarm og symptomer. Alt sammen standardundersøgelser for underernærede. Hendes mor var stille og iagttagende. Jeg kunne kun forestille mig, hvor mærkeligt og overvældende det måtte være at være den eneste patient på et helt nyt hospital.

Da jeg så, at moren fik tårer i øjnene og bandt datteren til sin ryg med et farverigt klæde, frygtede jeg, at hun ville forlade hospitalet. En af de mandlige sygeplejersker gik uden for med hende. Han trøstede hende, mens hun fortalte, at hun følte sig meget ensom på afdelingen.

I løbet af dagen satte sygeplejersker sig ved Fudia og hendes mor og prøvede at opmuntre dem. De prøvede at gøre dem trygge og få dem til at grine.

Vi er her af en grund

Da hun skulle have mad, begyndte personalet at synge og klappe, og for første gang fik vi et smil fra vores lille patient. Det var smukt.

I løbet af de næste par dage så jeg, at moren og pigen fik det bedre. Første gang vores søde, lille patient begyndte at klappe og synge med personalet, mens hun blev madet, vidste jeg, at der er en grund til, at vi er her. At vi kan hjælpe mange flere børn og få dem til at smile, vokse og trives, fordi vi har åbnet dette hospital.

Ernæringscentret tog imod flere patienter, og vores personale begyndte at kalde Fudia vores ”første lille dame”. Dagene gik, og hun grinte og smilede stort. Da der var gået to uger, var næsten alle sengene i ernæringscentret fulde, og det var tid til at udskrive vores første lille patient.

Med sig fik Fudia medicin og terapeutisk mad, så der var nok, indtil hun igen skulle tjekkes på det lokale sundhedscenter. Moren bandt hende på sin ryg og gik ud af hospitalets porte.

Fudia ville blive den første af mange patienter, som vi vil behandle her på hospitalet, og det er en smuk tanke.