Mads: ”Kan ikke forestille mig noget mere meningsfyldt”
For 36-årige Mads Geisler blev idéen om at tage ud i verden med Læger uden Grænser plantet allerede, da han læste medicin på universitet. I dag står han foran sin 11. tur og ser tilbage på oplevelser for livet – og på det mest meningsfyldte arbejde han kan forestille sig.
Første gang Mads hørte om Læger uden Grænser, tændtes der en gnist inden i ham. En gnist, der er blevet til en ild, som han glædeligt puster til.
Det kan være svært at balancere livet som udsendt med et normalt liv i Danmark, men det finder sin egen bane. Det bliver en anden karriere end den typiske vej.
”Den karriere jeg har valgt er måske mere en livsbane. Det er en karriere på anden måde. Og den kan være svær at kombinere med livet i Danmark. Men det er det mest værdifulde du kan forestille dig. Både fagligt men også menneskeligt.”
Ved verdens ende
De værdifulde oplevelser kommer ofte efter de svære situationer, under hvad der ligner umulige forhold. Og de sværeste missioner er blevet dem, Mads trækker på, når han står over for store udfordringer. For Mads ryger tankerne altid tilbage til Den Centralafrikanske Republik, når selvtilliden vakler.
Her kom Mads ogsåansigt til ansigt med den barske realitet, at han ikke kan redde alle. Hellerikke dem, der er sværest at give slip på.
”Du kan hjælpe mange, men der er også mange, du ikke kan gøre noget ved. Når du står med en tidligt født, der vejer 800 gram. Der kan du nogle gange ikke gøre så meget, og det er hårdt. Det var verdens ende, og samtidig det mest meningsfyldte jeg har lavet. Men jeg var færdig til sidst. Der sad jeg bare og stenede, når jeg havde fri. Den hiver jeg frem, når jeg er presset. Hvis jeg kan klare det, så kan jeg klare alting.”
Netop de oplevelser, hvor det så allersværest ud, er blevet hos Mads. Både fordi det har været en stor opgave, men også fordi det er her, at de stærkeste venskaber dannes.
”Når du skal fylde et hospital op med personale, så er det et kæmpe job. Du skal lære alle at drive hospital. Du bygger alting op ud af det blå, bogstaveligt talt. Og så ender du lige pludselig med at kunne levere rent drikkevand, mad til patienter og medicin. Du kan ikke forestille dig noget mere tilfredsstillende. Du står ude i en jungle og bygger kapaciteter, lærer fra dig og samtidig redder du menneskeliv. Det giver dig bånd for livet til folk fra hele verden.”
Venskaberne, der dannes i felten, trækker Mads på, både når han er ude på mission, men også efterfølgende. For der sker ting, der er svære at have med at gøre. Ting, som man ikke kan klare alene. Og det er ikke kun venskaber med andre udsendte, det er også venskaber, der knyttes med lokale.
Følelser der bliver skreget ud
”Det er ubehageligt at arbejde i et område med høj børnedødelighed, for du får det lige i hovedet. Der kan dø fire børn inden frokost. Men derude har landsbyen, kvarteret og menneskerne, en måde at håndtere det. Du får et indblik i en hel regions ulykker, og det er hårdt. Men det er også der, du gør en forskel. Så det er meningsfyldt, det er fantastisk, men det er også nogle intense oplevelser.”
Det gælder især områder, hvor opgaverne ikke kun er på hospitalet, og ikke kun er medicinske. ”Det er os der skal håndtere en god begravelse af en ebola patient, for at undgå smitte. Det er lige så meningsfyldt som det medicinske arbejde. Du ser også hvordan folk håndterer sorg, du ser hvordan følelserne skal skriges ud. Det er noget andet end vi er vant til, og det får du med. Du får et kæmpe indblik i alle de ting.”
Monty Python hjælper
Det sværeste ved at være udsendt kan nogle gange være at komme hjem, fortæller Mads. For venskaberne ude i verden består, og med sociale medier kan han følge med i, hvordan projekterne udvikler sig.
Måske derfor bliver Mads ved med at tage ud. Ud til de steder i verden, hvor dagligdagen er præget af kaos, uroligheder og mennesker i nød. Derfor har Mads altid noget fundamentalt anderledes med i kufferten. Bøger om noget, der intet har at gøre med elendighed, nød eller kaos.
”Science ficiton, romaner om den franske overklasse, noget der er langt fra den virkelighed du skal ned til, det virker. Ikke noget socialrealisme om flygtningelejre. Du skal have noget Monty Python.”
Men det er ikke, fordi at du nødvendigvis har meget tid alene. Og ensomhed oplever han sjældent. ”Du laver hele tiden noget med mennesker. Så er der hyggeaften, så er der en aktivitet, og du lever tæt, så du har faktisk ikke tid til at være ensom.”
Du er bange – men du kan godt
Ensomheden frygtede Mads, før han tog afsted første gang. Ensomheden, og om han ville kunne levere det, der skal til, når man står ude i felten.
”Der ville jeggerne have vidst, at jeg ikke skulle bange for, om jeg ville kunne gøre detordentligt. Om jeg kunne håndtere det. For det kan du. Selvfølgelig kan duhåndtere det. Det er en god ide at have set nogle børn og gravide kvinder,inden du tager afsted, men du får også rigtig meget erfaring, rigtig hurtigt.Det er helt normalt at være bange og bekymret, men du kan godt.”
Det siger Mads med sikkerhed i stemmen. Læger uden Grænser har nemlig nogle standarder, der skal leves op til, og nogle metoder der er prøvet og testet.
”De sygdomme vi behandler, det kan vi klare med de redskaber, vi har derude. Og i værste fald kommer der en supererfaren sygeplejerske og redder dig og siger, nu gør du sådan her og sådan her. Og så klarer man det sammen.”
Måske derfor har Mads et klart budskab til dem, der overvejer, om de skal tage af sted.