Her er der kun plads til en ny patient, hvis en anden dør
De arbejder i døgndrift og står sammen for at redde så mange liv som muligt. Men de har alligevel taget sig tid til at fortælle, hvad de lige nu oplever i Italien i det område, der er hårdest ramt af coronavirus.
”Selv om vi har udvidet antallet af sengepladser, kan vi kun indlægge en ny patient, hvis en anden dør. Eller bliver rask,” fortæller Chiara Lepora, vores læge og projektkoordinator i Lodi i det nordlige Italien.
Coronavirus rammer især de ældre. Dem er der mange af i det nordlige Italien, og antallet af patienter er så overvældende, at hospitalerne ikke længere kan behandle alle.
”Sundhedssystemet er avanceret, men coronavirus har overhalet alle forsøg på at behandle det stigende antal patienter. Hospitalerne har nået deres grænse,” siger Claudia Lodesani, vores læge og akutkoordinator for Italien.
Det vigtigste værn mod coronavirus
Som læge og akutkoordinator i Italien i den del, der er hårdest ramt, ved Claudia Lodesani, hvad der er vigtigt.
”Det første skridt til at håndtere et udbrud som dette, er at beskytte det medicinske front-personale. Uden dem kan vi ikke reagere på pandemien. Tusinder af dem bliver syge i de berørte lande, så derfor er det altafgørende at holde sundhedspersonalet fri for infektion.”
Det næste skridt er at indse, at selv om hospitaler er vitale for at håndtere udbruddet, er hjemmepleje og opsøgende behandling også meget vigtigt. Under en pandemi kan man ikke fokusere alene på hospitalernes behandling: Alment praktiserende læger har også en vigtig rolle. Man er nødt til at se på hele samfundet.
Mange ældre og skrøbelige
”Vi har mange plejehjem i Italien, og det er naturligvis ikke den samme medicinske behandling, man får hjemme som på hospitalet. De ældre på plejehjem har en høj risiko for at blive smittet med coronavirus, da de er de mest sårbare og bor tæt. Derfor er det vigtigt at omorganisere måden, de bliver drevet på.
Læger uden Grænser så, at der er et stort behov for hjælp, så vi begyndte at hjælpe personalet på plejehjemmene med beskyttende foranstaltninger og infektionskontrol som en del af vores generelle indsats under denne krise. Det er heller ikke sikkert for personalet, som arbejder her.”
Svært at se dem lide
”Jeg har arbejdet for Læger uden Grænser i 18 år. For mig er en af de sværeste ting at håndtere de ældres lidelser. Når man er på et hospital, er de fleste patienter ældre. De steder, jeg har været udsendt til for Læger uden Grænser, har de fleste af vores patienter været børn eller unge.
For mig personligt er der noget meget ribende og tragisk over den måde, coronavirus rammer ældre mennesker på. Når man ankommer til afdelingen, og man bliver konfronteret med 80 eller 100 ældre og meget skrøbelige mennesker, er det ekstremt hårdt. De er afskåret fra deres familier, mens de kæmper med denne sygdom. Det har påvirket mig meget,” slutter vores læge Claudia Lodesani.
Sådan arbejder vi med coronavirus i Italien
Vores team består af ca. 30 mennesker i Lombardiet – hovedsageligt omkring hospitalerne i Lodi, Codogno og Sant’Angelo.
Vores hold i Italien består af specialister inden for smitsomme sygdomme, anæstesi og logistik, som har erfaring med at håndtere epidemier gennem deres internationale arbejde i Læger uden Grænser.
Udenfor hospitalerne støtter vi praktiserende læger og sundhedsarbejdere, som hjælper mennesker, der er i isolation hjemme.
Vi støtter et netværk af plejehjem i flere byer, hvor vi hjælper med at forhindre smitten i at sprede sig, hvor der ikke er specialiseret medicinsk personale til at tage sig af patienterne.