”Nu behandler vi 50 børn hver eneste dag”

Det kræver en stor indsats at forvandle en nedlagt butik til en velbesøgt klinik. I et halvt år har Kasper, der er uddannet tømrer, haft ansvaret for logistikken på vores projekt i det nordlige Libanon. Her fortæller han om sin ’blæksprutte’-rolle og om de menneskelige skæbner, der har gjort indtryk – specielt de små børn, der manglede sko i vinterkulden.

”Jeg husker tydeligt den første dag, jeg besøgte en af de små uofficielle teltlejre langs grænsen til Syrien.

Det var midt om vinteren. Koldt og stormfuldt. Som en kedelig dansk vinterdag med stiv kuling og temperaturer lige over frysepunktet.

Ugen før havde det sneet. Nu var alt vådt.

I de små telte, som blot bygget af kartoffelsække og plasticposer, stimlede familier sammen for at holde varmen. Mange havde en lille brændeovn, hvor de brændte diesel, træ, plastic, eller hvad de ellers kunne få til at brænde.

I et af teltene boede en syrisk mor alene med sine syv børn på mellem 10 måneder og 12 år. Deres handikappede far var på hospitalet.

Moren fortalte, at de ikke havde flere penge. De var nu løbet tør for brænde, så hun fik i stedet lidt hjælp af naboerne for at kunne holde varmen. 

Det var hårdt at se. Børnene rendte rundt på bare tæer med snotten løbende fra næsen.

• 

Huller i nødhjælpen

Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvordan katten de kunne overleve i den kulde. Og hvorfor blev der ikke gjort noget? De her børn havde jo ingen flyverdragter. Kun udslidte jakker, og ellers pakkede de sig ind i, hvad de ellers kunne finde.

Med min baggrund som tømrer kunne jeg se, hvordan man med simple løsninger kunne hjælpe. F.eks. ved at tilbyde dem rigtige plastic-presseninger for at holde regnen og sneen ude.

Andre organisationer har påtaget sig den del af nødhjælpsarbejdet, men desværre så vi flere steder, at der ikke skete noget.

Efter en rigtig hård storm besluttede vi os derfor for at uddele madrasser og tæpper. Og så fortalte vi de andre organisationer om, hvor der manglede hjælp.

Hvis behovene stadig er lige så store næste vinter, træder vi til igen. For de her mennesker lever under kummerlige forhold og har brug for støtte.

• 

Tæpper, drikkevand og toiletter

UNHCR og andre samarbejdspartnere står for drikkevand og sanitet i de teltlejre, der består af flere end fire telte.

Men familier i mindre teltlejre var overladt til sig selv. Derfor byggede vi ordentlige toiletter og vandposter til disse mindre klynger af telte. Før måtte disse mennesker hente vand fra en beskidt kilde.

Nu kan børn og voksne gå på toilettet og vaske deres fingre under ordentlige forhold. På den måde minimerer vi risikoen for, at smitsomme sygdomme spreder sig.

• 

Fra nedlagt butik til ny klinik

En stor del af min tid i Libanon er gået med at ombygge vores klinik.

Da jeg kom hertil for seks måneder siden, bestod klinikken blot af fire få betonvægge, og der var seks meter til loftet. Det var en gammel nedlagt butik, som skulle bygges om.

Jeg fik at vide, at vi skulle flytte ind efter halvanden måned – der var pres på fra dag 1.

Min opgave var ikke at slå sømmene i, men det var mig, der skulle bestemme, hvor sømmene skulle slås i.

• 

Jeg elsker rollen som blæksprutte

Den største udfordring har været at sørge for, at hele planlægningen blev tænkt igennem i samarbejde med det medicinske personale. Der var masser af ting, vi skulle tage højde for.

Klinikken skulle først og fremmest kunne holdes ren, så alle materialer skulle være vaskbare.

Der manglede udluftning samt en generator til at sørge for stabil strøm. Da jeg kom hertil, var der pivkoldt, og bygningen var ikke isoleret. Om sommeren er her til gengæld 40 grader udenfor. Så bygningen skulle isoleres, og vi skulle installere opvarmning.

Vi skulle bygge et venteværelse, lokaler til konsultationer, et apotek og toiletter. Sikkerhed og beskyttelse var også en prioritet, så vi sørgede for, at klinikken havde en flugtvej samt et beskyttelsesrum, hvor personalet og patienter kunne trække sig tilbage, hvis der opstod uroligheder i området.

Jeg synes, det var hamrende spændende at hive og trække i alle de snorer for at få det hele til at lykkes.

Det er vigtigt at trække i de rigtige snore på de rigtige tidspunkter for at få det hele til at gå op. Men jeg tog det som en udfordring, og mine lokale kolleger har været en uvurderlig hjælp.

Lægehjælp er dyrt i Libanon

Det tog lidt længere tid end forventet, men nu har klinikken været åben i et par måneder, og folk strømmer hertil hver dag.

Det er den eneste klinik i området, der tilbyder gratis lægehjælp. Adgang til lægehjælp koster spidsen af en jetjager i Libanon, fordi alt er privatiseret. Så mange vælger ikke at gå til lægen, fordi de simpelthen ikke har råd til det.

Nu behandler mine kollegaer omkring 50 børn hver dag på klinikken. Vi tilbyder også psykologhjælp, og patienter med kroniske sygdomme som f.eks. diabetes kan få behandling.

Jeg er super stolt over at være en del af det her maskineri, som gør det muligt for den medicinske stab at redde liv.

Det er det hele værd

Jeg er selv vokset op med Læger uden Grænser. Min morfar var udsendt flere gange som læge i 90’erne, og jeg blev altid grebet af hans historier fra felten.

Jeg blev især draget af de supermænd- og kvinder, som i skyggen af den medicinske stab sørgede for, at hele mekanismen fungerede. Jeg har altid set Læger uden Grænser som en vildt fed organisation og som nogle cowboys, og jeg kunne godt tænke mig at være cowboy.

I Læger uden Grænser kan jeg med det samme se, at jeg er med til at gøre en forskel. Man ser lynhurtigt produktet af ens arbejde, og der er kontant afregning i form af feedback og bekræftelse.

F.eks. når jeg uddeler madrasser og tæpper til de unger, der render rundt i vinterkulden i bare tæer. Eller når jeg er med til at bygge en klinik, så vi kan hjælpe en 11-årig dreng, der er væltet på motorcykel og har blodet flydende fra hovedet.

Det giver en god følelse i kroppen, når du hjælper et andet menneske, som lever under nogle rigtig svære vilkår, og som har et liv fyldt med rigtig svære udfordringer.

Det er afsindigt givende, at jeg kan bidrage til, at folks hverdag bliver bedre. At se taknemmeligheden i deres ansigter, når vi hjælper i de små teltlejre eller byder dem indenfor i klinikken, hvor de får behandling.

Det er det hele værd.”

Kasper Wolthers er uddannet tømrer, og har i 6 måneder været ansvarlig logistiker på Læger uden Grænsers projekt i Akkar i det nordøstlige Libanon – på grænsen til Syrien. Her tilbyder vi gratis lægehjælp og psykologisk støtte på vores klinik i Wadi Khaled, men sørger også for vand og sanitet i små uofficielle teltlejre, der er spredt ud over hele regionen. Her bor både syriske flygtninge og fattige libanesere.