Mads i Sydsudan: ”Vi har ikke set det værste af coronavirus endnu”
Mange valgte at tage hjem fra felten, da coronavirus ramte. Men ikke Mads. Han er blevet i Sydsudan, hvor han er chef for vores medicinske lager. Her fortæller han om, hvordan coronavirus har ændret alt. Og hvad vi forbereder os på i et land med sårbare mennesker og mangel på lægehjælp.
Svær periode foran os
Da jeg ankom til Sydsudan til Juba i marts, kunne vi bevæge os mere frit. Vi havde restriktioner i forhold til sikkerhed, hvornår vi skulle være indendørs, hvor vi måtte være og i hvilke zoner. Men det er ingenting i forhold til nu.
En uge efter, at jeg ankom, blev coronavirus mere og mere aktuelt. Vi skifter normalt vores hold hver sjette måned for at sikre, at folk ikke arbejder for meget i for lang tid. Så da vi sendte det gamle hold tilbage til Europa, så vi, at det var svært for dem at komme ind i deres hjemlande. Det var svært for dem at få fly, og det hele begyndte at lukke ned omkring os. Der vidste vi, at vi ville blive ramt meget hårdt. Også på den lange bane. Det er begrænset, hvor længe man kan arbejde i så højt tempo, men vi måtte indse, at perioden, der lå foran os, ville blive svær. Vi er nødt til at arbejde med det, vi har.
Jeg vidste, at jeg kunne gøre en større forskel hernede end ved at tage hjem
Blive eller tage hjem?
Alle fik valget om at blive eller tage hjem til vores familie. Det var et svært valg, og mange var bekymrede. Især for forældre og bedsteforældre i risikogruppen for coronavirus.
For nogle handlede det også om en nationalfølelse. En del af vores læger følte, at de havde et ansvar i deres hjemland. Mange fra Italien tog hjem med det samme.
For mig var det heller ikke et nemt valg. Men jeg vidste, at jeg kunne gøre en større forskel hernede end ved at tage hjem. I dag er jeg stadig glad for, at jeg tog det valg. Heldigvis er jeg ofte i kontakt med min familie.
Konflikt og dødelige sygdomme
Landets største udfordring er helt klart de sygdomme, der raserer. Der er tale om hiv/aids, kolera, malaria og mæslinger. Alt for mange dør af de her sygdomme hvert år. Omstændighederne i Sydsudan har gjort det svært at kontrollere udbrud og skabe løsninger, som kan forhindre dem.
Krig og konflikt har gjort, at det har været svært at opbygge et velfungerende sundhedssystem. Dertil er store dele af befolkningen blevet fordrevet fra deres hjemby på grund af krigen. Derfor er der opstået interne flygtningelejre, hvor der bor hundredtusindvis af mennesker i små telte og med næsten ingen adgang til rent vand og mad. Og nu truer coronavirus. Endnu en sygdom, der kan blive katastrofal.
Ingen beskyttelse mod coronavirus
Anbefalingerne mod coronavirus er at holde afstand. Det er dog nemmere sagt end gjort i lande som Sydsudan, hvor der er flygtningelejre. Her bor familier sammen i små telte. Det er rent ud sagt umuligt at isolere sig. Familierne har heller ikke adgang til rent vand og sæbe, hvilket også gør håndhygiejne umuligt. De fleste af dem er også underernærede, hvilket gør dem endnu mere modtagelige over for svære sygdomme.
Vi frygter, at det, der er sket i Asien, Europa og Nordamerika, bliver en lille ting i forhold til Sydsudan. De andre dele af verden har ikke haft malaria, kolera, hiv og mangel på mad. Det har vi her. Kombinationen af alle de sygdomme på én gang er skræmmende.
Vi har slet ikke set den værste side af corona endnu.
Kamp for at inddæmme smitten
En af vores største udfordringer er, at infrastrukturen ikke fungerer.. Vi gør, hvad vi kan, for at hjælpe. Blandt andet hjælper vores vand- og sanitetseksperter med at etablere rent vand og kloakering. Men på trods af vores hjælp er der stadig mange, der bliver syge.
Mens jeg har været her, har jeg også oplevet, hvilken forskel vi gør. For eksempel når vi bringer børn til verden, og vi fra starten af deres liv kan vaccinere mod nogle af de dødelige sygdomme. Som polio og mæslinger. Det er fantastisk, at vi kan skåne dem mod nogle af de sygdomme, som de kommer til at møde i deres liv.
Det bedste, der kan ske lige nu, er, at vi ikke bare får et begrænset antal smittede, men at det ikke rammer flygtningelejrene. Kan vi begrænse det til hovedstaden her i Juba, kan vi håndtere det, hvis det ikke er for mange på samme tid.
Vi forbereder os på det værste og krydser fingre for det bedste
Usikker fremtid
Planen er indtil videre, at jeg skal hjem til september. Men situationen ændrer sig jo hver dag, og vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg tager det, som det kommer. Det er en del af jobbet, og også en del af charmen.
I forhold til coronavirus aner vi ikke, hvad der kommer til at ske. Det kan blive rigtig skidt hernede. Så vi forbereder os på det værste og krydser fingre for det bedste.”
Efter Mads sendte sit rejsebrev fra felten i starten af maj måned, blev der konstateret coronavirus i to store lejre for internt fordrevne i Sydsudan.
Danmarks Indsamling sikrer lægehjælp til børn i Mosul
Vaccine-hamstring: Det er usolidarisk, forlænger pandemien og skaber mutationer
Cæcilie i Syrien: Pandemien var så slem, at folk blev bange for hospitalet
Danmark booster, mens vacciner er en mangelvare i store dele af verden
Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret
Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”
Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”
COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt
Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19
Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19
Lions donerer 525.000 kroner til Læger uden Grænsers indsats mod COVID-19 i Sydafrika
”Vi er ikke sikre, før alle er sikre”: Ophæv patenterne på COVID-19-vacciner nu
Vores sygeplejerske i Palæstina: ”Vi mangler vacciner”
Vores læge i Yemen: Syge mennesker afvises i hospitalsdøren på grund af COVID-19
