Siegfried Modola

Vi har fået den medicinske nødhjælp frem i 50 år

28. oktober 2021

Læger uden Grænser blev grundlagt i 1971 for at få læger og sygeplejersker frem til verdens syge og sårede mennesker, der ikke ellers fik hjælp. Og det har vi sørget for i nu 50 år. Her kan du læse, hvad nogle af vores danske udsendte har oplevet i et par af verdens brændpunkter.

Vi var i Srebrenica i 1995. Vi var der, da Taliban tog magten i Afghanistan første gang. Da tsunamien væltede ind over Sydøstasien i 2004, var vi der. Vi var der under hungersnøden i Etiopien i 1984, under ebola i Vestafrika i 2014 og under COVID-19 i 2020. Vi har været der de sidste 50 år, når folk havde brug for vores hjælp under krige, jordskælv og epidemier.

Det var læger og journalister, der i 1971 grundlagde Læger uden Grænser i Paris. Siden er organisationen vokset ud over alle grænser. I 1993 kom det danske kontor til.

Det er et af vores grundlæggende principper at fortælle om, hvad vi ser. Selvom vi ikke kan garantere, at ord kan redde liv, så ved vi, at stilhed kan dræbe. Hvis ingen ved, at der er behov for hjælp, så kommer hjælpen ikke frem. Derfor har vi i anledning af vores 50 år samlet uddrag af nogle af vores danske udsendtes vidnesbyrd – dem kan du læse herunder.

Mie i flygtningelejren Moria på Lesbos: ”Der burde ikke være så mange mennesker, der har så meget behov for hjælp”

”Lesbos er det sværeste sted, jeg har været. Der er allerede lang kø foran klinikken, når vi åbner om morgenen. De næste otte timer ser jeg traumatiserede børn, der skærer i sig selv. Børn, der ikke vil leve mere. Børn, der er helt alene, og som bare har brug for at sidde hos os. Børn, der bliver syge af at være i lejren, fordi der hverken er toiletter, varme eller rent vand nok, så de får hoste, fnat og diarré.

Uanset hvad vi gør, er det ikke nok. Behovet for hjælp stiger hele tiden.

Jeg synes ikke, at det er nemt at være her. Lige nu udfylder vi et hul, der ikke burde være der. Der burde ikke være så mange mennesker, der har så meget behov for hjælp, uden at der bliver gjort noget ved det.”

Kasper i Libanon for at hjælpe syriske flygtninge: “Da jeg kom hertil for seks måneder siden, bestod klinikken blot af fire rå betonvægge”

”Jeg husker tydeligt den første dag, jeg besøgte en af de små, uofficielle teltlejre langs grænsen til Syrien.

Det var midt om vinteren. Koldt og stormfuldt. Som en kedelig dansk vinterdag med stiv kuling og temperaturer lige over frysepunktet. Ugen før havde det sneet. Nu var alt vådt.

I de små telte, som blot er bygget af kartoffelsække og plasticposer, stimlede familier sammen for at holde varmen. Mange havde en lille brændeovn, hvor de brændte diesel, træ, plastic, eller hvad de ellers kunne få til at brænde.

Da jeg kom hertil for seks måneder siden, bestod klinikken blot af fire rå betonvægge, og der var seks meter til loftet. Det var en gammel nedlagt butik, som skulle bygges om. Vi skulle bygge et venteværelse, lokaler til konsultationer, et apotek og toiletter. Sikkerhed og beskyttelse var også en prioritet, så vi sørgede for, at klinikken havde en flugtvej samt et beskyttelsesrum, hvor personalet og patienter kunne trække sig tilbage, hvis der opstod uroligheder i området.

Jeg er super stolt over at være en del af det her maskineri, som gør det muligt for den medicinske stab at redde liv.”

Dorte i verdens største flygtningelejr, Cox’s Bazar, i Bangladesh: ”Vi skal give dem tillid til, at de bliver behandlet ordentligt”

”De [rohingyaerne] er ikke vant til, at der er sundhedsfaciliteter og personale, der behandler dem ordentligt. Vi skal give dem tillid til, at de bliver behandlet ordentligt. Det arbejder vi hårdt på, og de lokalt ansatte gør en kæmpe forskel. Jeg har sjældent mødt et så sødt folkefærd, som de lokale fra Bangladesh. De tager sig så godt af flygtningene og af mig. Det betyder meget for flygtningene, at de oplever, at det er godt at komme og få hjælp. Det er et slagent folk, men det hjælper for hver god oplevelse, de får.”

Astrid under ebola i Vestafrika: ” Den lille dreng kom ind på hospitalet med hele sin familie”

”Jeg husker rigtigt mange patienter, men særligt husker jeg tydeligt lille Alpha på tre år. Den lille dreng kom ind på hospitalet med hele sin familie – de var alle sammen smittede.

Desværre døde begge hans forældre og hans onkel. De var kommet så sent, at vi ikke kunne behandle dem.

Under udbruddet i 2014 var der overvældende mange patienter, og der var derfor ikke nok sundhedspersonale. Det betød, at børn som Alpha ikke var under konstant opsyn. Da en læge kom ind i teltet, hvor Alpha var, lå den lille dreng med smerter og græd. Tårerne var fyldt med blod. Det skulle blive Alphas sidste aften. Næste morgen var han død.

Vi havde rigtigt mange patienter, og vi kunne ikke sidde hos ham hele tiden. Desværre døde Alpha om natten efter at have været hos os i fem dage.”

Trine hjælper liv til verden i Sydsudan: ”Kvinden havde aldrig været til graviditetsundersøgelse”

”På et felthospital i denne del af verden var der ingen chance for, at graviditeten uden for livmoderen var blevet opdaget tidligere. Kvinden havde aldrig været til graviditetsundersøgelse.

På et hvilket som helst tidspunkt i løbet af de seneste ni måneder kunne det være gået helt galt.

At kvinden er gået helt til termin med en graviditet udenfor livmoderen er altså endnu mere sjældent. Men hun klarede den til slut, og vi var der til at overvære det.”

Mads styrer lageret i Sydsudan, da COVID-19 rammer: ”Endnu en sygdom, der kan blive katastrofal”

”Krig og konflikt har gjort, at det har været svært at opbygge et velfungerende sundhedssystem. Dertil er store dele af befolkningen blevet fordrevet fra deres hjemby på grund af krigen. Derfor er der opstået interne flygtningelejre, hvor der bor hundredtusindvis af mennesker i små telte og med næsten ingen adgang til rent vand og mad. Og nu truer coronavirus. Endnu en sygdom, der kan blive katastrofal.”

Kathrine opererer sårede i Irak: ”De kan knap nok høre på grund af trykbølgen efter eksplosionerne”

”Det vælter ind med små støvede børn på vores hospital.

De kommer direkte fra bomberne i Mosul og kan knap nok høre på grund af trykbølgen efter eksplosionerne.Børnene har bombe- og granatsplinter over hele kroppen. Mange har døde øjne og er underernærede.

Vi er på vores hospital i Qayyarah. 60 kilometer syd for Mosul. Langt nok væk til at vi ikke kan høre bombardementerne og artilleriet, men tæt nok på til at patienter med krigsskader kommer til os for at få hjælp.

Det er især krigskirurgi, vi laver. Hver dag og til langt ud på aftenen.

Vi er virkelig midt i et brændpunkt.”

Mikkel i Tchad under mæslingeepidemi: ”Tvivlede på, om barnet ville overleve turen”

“Jeg var en dag på besøg hos en af vores klinikker, da en ung mor kom med sin seks måneder gamle datter. Pigen hang slapt – nærmest livløs – bundet på moderens ryg i et farverigt blomstret klæde. Hun havde røde, hævede øjne, tynde arme, og ribbenene var synlige. Den lille pige havde fået mæslinger.

Hun havde høj feber og var svært dehydreret. Der var ingen tvivl om, at hun skulle have væske og medicin, hvis hun skulle overleve. På klinikkerne er der ingen ambulancer, så den eneste mulighed er at benytte de lokale motorcykel-taxier for at komme frem til vores hospital.

Turen tager omkring 45 minutter, men da jeg så motorcyklen forsvinde væk i mylderet, tvivlede jeg på, om barnet ville overleve turen.

Senere samme dag havde jeg et møde med personalet på hospitalet. Inden mødet begyndte, var jeg nødt til at se, om pigen og moderen var på sengeafsnittet. Til min store glæde var den lille pige kommet i behandling.

Vores læge fortalte mig, at de havde formået at stabilisere pigen ved at give hende væske og medicin. Hun skulle nok klare den, men hvis moderen havde ventet en dag længere med at søge hjælp, havde det været for sent. Gudskelov, at budskabet om gratis behandling var nået frem i tide.”

Mozhdeh hjælper tidligere børnesoldater: ”De var blevet udsat for grusomme ting”

”Når jeg var ude og holde individuelle terapisessioner, mødte jeg mange børn, som var blevet rekrutteret helt ned til 8-års alderen. Børnene var blevet bortført fra deres hjem og havde under tilfangetagelsen set familiemedlemmer blive dræbt for øjnene af dem, og de var blevet udsat for grusomme ting. De døjede med tunge psykologiske traumer, angst, mareridt, og de havde svært ved at starte et nyt liv.”

Det, du lige har læst, er naturligvis kun en meget lille del af historien om Læger uden Grænser. Tusindvis af læger, sygeplejersker, logistikere, tømrere, journalister, farmaceuter og mange, mange andre har over de sidste 50 år hjulpet og råbt verdenssamfundet op under folkemord, epidemier, katastrofer og krige.

Fordi folk over hele verden er sammen om at støtte vores indsats, har vi kunnet fortsætte og udvide hjælpearbejdet, så vi i dag på verdensplan er omkring 65.000 medarbejdere, der hjælper mennesker i flere end 70 lande med alt fra behandling af diabetes til kirurgisk hjælp til krigsskader.

Vi er klar til de næste 50 år.