Psykoterapi hjælper børnesoldater videre til et nyt liv

Mozhdeh Ghasemiyani, psykolog hos Læger uden Grænser, er netop kommet hjem fra Sydsudan, hvor hun arbejdede i to måneder med frigivne børnesoldater. Som psykolog hos Læger uden Grænser har hun afholdt terapisessioner med flere børnesoldater for at hjælpe dem med at bearbejde grusomme traumer.  

4. juli 2018
Del til:

Jeg er lige kommet hjem fra Sydsudan, hvor jeg har arbejdet som psykolog for frigivne børnesoldater, som døjer med flere psykiske mén. Jeg var til dagligt med til at give børnene gruppeterapi, individuelle terapisessioner og hjalp dem til at bearbejde deres traumer fra tiden som børnesoldater. Over 400 børn var blevet frigivet, og jeg var med til at behandle nogle af dem.

”De blev manipuleret til at dræbe”

Når jeg var ude og holde individuelle terapisessioner, mødte jeg mange børn, som var blevet rekrutteret helt ned til 8-års alderen. Børnene var blevet bortført fra deres hjem og havde under tilfangetagelsen set familiemedlemmer blive dræbt for øjnene af dem, og de var blevet udsat for grusomme ting. De døjede med tunge psykologiske traumer, angst, mareridt, og de havde svært ved at starte et nyt liv.

Mange af sessionerne handlede om at få dem til at give slip på nogle af de værste tanker, vrede og skyldfølelse. Mange børn fortalte mig, at de ikke kunne glemme, at de har slået nogen ihjel. Det var simpelthen en så grusom kendsgerning, som havde sat sig godt fast på deres bevidsthed. Det, at de har været med til at påføre et andet menneske så meget smerte.

De har været med til at brænde landsbyer ned, plyndre huse og dræbe uskyldige mennesker. De er selv blevet tæsket og udsat for grusomme overgreb. Børnene var meget mærket af deres oplevelser – af den fysiske og psykiske vold. De var blevet manipuleret til at dræbe og tvunget til at påføre andre mennesker smerte som en udvej for overlevelse. Under tilfangetagelsen havde de helt glemt, hvad det vil sige at være barn og leve et normalt liv i trygge rammer.

”Hvad skal et barn stille op med en kalashnikov for panden?”

Jeg brugte meget tid på at få dem til at bearbejde skyldfølelsen og indse, at de kun var børn, som ikke havde mulighed for at ændre deres skæbne. Jeg fortalte dem, at et barn ”kun er et barn” og ikke har andre muligheder for at klare en så voldsom situation end at forsøge at overleve. Det er altid de voksne, som har ret, forklarede jeg dem. Jeg har forsøgt at forklare børnene, at de ikke kan stille andet op end at ”spille med på militsernes leg”, så de kan overleve. Jeg spurgte dem: ”Hvad kan man stille op, når man får en kalashnikov for panden? Man er nødt til at adlyde.”

Børnene har været i hænderne på nogle af de mest voldelige militser i Sydsudan, som i årevis har udført grusomheder mod befolkningen og rekrutteret børnesoldater. De går systematisk til værks med at bortføre børn og tvinge dem til at leve en voldspræget tilværelse.

Selvom det var enormt sørgeligt at høre, hvor meget nogle af børnene havde været igennem i så mange år som børnesoldater, var det enormt livsbekræftende at opleve deres stærke vilje til at komme videre. Jeg brugte min egen historie som flygtning og fortalte børnene, at jeg insisterede på at gå i skole og få en fremtid – og at jeg nu flere år frem står et andet sted. Det gjorde stort indtryk på mig at høre, at så mange børn havde en drøm om at gå i skole – lang væk fra våben og kampe. Mange af børnene fortalte mig efter få sessioner, at de var holdt op med at få mareridt, og at de nu kan sove igen.

Terapi er vejen til et nyt liv

Især piger og unge kvinder er en særlig udsat gruppe, når de vender hjem, eftersom de frygter at blive fundet efter frigivelsen og mishandlet. De lever under jorden, i skjul hos familiemedlemmer og er i nogle tilfælde i særlig risiko for at blive fundet igen og mishandlet.

De samme militser, som har bortført dem og terroriseret deres liv, er nu blevet fædre til deres børn. De døjer med stor skyld og skamfølelse og oplever at blive udstødt af landbyen, når de vender hjem – fordi folk ser ned på dem og deres børn. Disse børn har enormt behov for hjælp, for nogen, der lytter til dem, støtter dem og hjælper, så de kan genetablere et normalt liv.

Gennem de psykologiske forløb oplevede jeg, at mange af de piger, som har været igennem grusomme ting, ikke tør snakke med nogen og åbne sig op. De virker intimideret, og de har svært ved at skabe tillid til personer, der kommer udefra. De har oplevet så meget ondskab, er blevet voldtaget utallige gange – og fået børn fra voldtægterne.

Under terapiforløbene har jeg mødt enormt stærke børn, som med få psykoterapeutiske redskaber får mod og håb til at tackle deres traumer. Jeg var glad for, at jeg formåede at hjælpe børnene gennem få sessioner. Det, man nemlig glemmer, er, at de bare er børn, og at de hurtigt kan udvikle sig i en god retning.

Jeg håber, at vi med flere midler kan hjælpe tidligere børnesoldater videre i livet.

Sydsudan