Den Centralafrikanske Republik og Nigeria er to af de lande, der topper listen over dødelighed blandt for tidligt fødte. Men med den rette hjælp kan langt flere for tidligt fødte babyer overleve i verdens fattigste lande.
”Komplikationer, der opstår på grund af for tidlig fødsel, er den største dødsårsag blandt nyfødte i verden. Dødeligheden er særlig høj her i landet – en af de højeste i verden,” siger Bintou Deme, der er vores medicinske rådgiver i Bangui i Den Centralafrikanske Republik. En normal graviditet er på cirka 40 uger, men i dag fødes næsten et ud af ti børn for tidligt på verdensplan. Det betyder, at de fødes før udgangen af uge 37.
De fattigste er de mest udsatte
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, dør halvdelen af de babyer, der er født før uge 32 i lavindkomstlande, fordi de ikke får den rigtige behandling, mens næsten alle overlever i højindkomstlande.
Situationen er endnu mere kritisk for ekstremt tidligt fødte; det vil sige babyer, der er født før udgangen af uge 28. Her dør over 90 procent af babyerne, der er født i lavindkomstlande, i de første dage efter fødslen, mens mindre end 10 procent dør i højindkomstlande.
De fleste af disse dødsfald kan forhindres gennem regelmæssig graviditetsovervågning og enkle, rutinemæssige indgreb og medicinske tilgange
Dødsfald kan forhindres
”De fleste af disse dødsfald kan forhindres gennem regelmæssig graviditetsovervågning og enkle, rutinemæssige indgreb og medicinske tilgange, der ikke kræver avanceret teknologi,” siger Bintou Deme.
Sådan hjælper vi i Nigeria og Den Centralafrikanske Republik
I Nigeria støtter vi forskellige indsatser for tidligt fødte, og i juni 2024 opførte vi et hospital, der udelukkende hjælper babyerne og deres mødre. Vi uddanner også offentligt sundhedspersonale til arbejdet med for tidligt fødte.
I Den Centralafrikanske Republik har vi etableret en afdeling for tidligt fødte på universitetshospitalet i hovedstaden Bangui, hvor vi siden 2023 har givet lægehjælp til mere end 3.100 for tidligt fødte.
I begge lande bruger vores lægehold især ”kænguru-metoden”, der formelt kaldes hud-mod-hud. Her holdes de for tidligt fødte babyer tæt til forældrenes krop op mod 24 timer dagligt. Den tætte kontakt er blandt andet med til at holde babyerne varme, og dermed reducere risikoen for sygdomme – og samtidig øge deres chancer for at overleve.
Hjælpen skal gives tidligt
For at forbedre overlevelseschancerne for de tidligt fødte er det vigtigt at identificere og behandle de sundhedsmæssige udfordringer hos både mor og baby så tidligt som muligt. Mødrene har brug for jævnlige jordemoderkonsultationer, så faresignaler opfanges og behandles i tide, ligesom der er behov for forbedret lægehjælp under og efter fødsel til både mor og barn.
Vil du være en del af indsatsen?
Hjælp os med en donation eller støt hver måned – du bestemmer selv. Alle donationer tæller og gør en forskel.