Når de ikke engang har mad, hvorfor skulle de så have sæbe?
Coronavirus (COVID-19) lurer på det afrikanske kontinent, men den er svær at bekæmpe, når sult stadig er en større dræber. Vores medarbejder David Walubila Mwinyi fortæller her om virkeligheden i DR Congo, hvor humanitære kriser er hverdag.
”Da de første tilfælde af coronavirus blev registreret her i DR Congo i begyndelsen af marts, tænkte jeg med det samme, om det virkelig var det første tilfælde? Havde der været andre tilfælde, som ikke var blevet registreret?
Antallet af registrerede smittetilfælde i DR Congo er lavt, men det handler sandsynligvis om, at meget få bliver testet. Der er lige nu kun ét laboratorium, der kan analysere tests, og det ligger i Kinshasa. Laboratoriet kan udføre omkring 100 tests om dagen i et land med 80 millioner indbyggere. Selv hvis det lykkedes for folk at nå frem til et sundhedscenter, der kan udføre testen, så er der stadig den kæmpestore logistiske udfordring med at få testen frem til Kinshasa fra det landområde i det sydlige Kivu, hvor jeg arbejder. Lige nu er den gennemsnitlige ventetid for resultater cirka en uge.
Noget af det, jeg bekymrer mig mest om under denne pandemi, er misinformation eller mangel på information. Alt for mange mennesker mangler adgang til troværdig information, såsom sundhedsministeriet eller anerkendte medicinske eksperter, der arbejder med coronavirus. I stedet får de deres viden fra usaglige og utroværdige kilder på sociale medier – især WhatsApp.
Kilderne spreder for det meste rygter frem for sandheder. Uden tydelig oplysning fra officielle kilder er det svært for alle, selv mig, at finde frem til sandheden.
Misinformation om coronavirus gør sårbare mennesker endnu mere sårbare
I DR Congo er der allerede mange mennesker, der i forvejen er meget sårbare. Især i det østlige område, hvor årtiers ustabilitet, krig og konflikt stadig lurer under overfladen. Det er mennesker med diabetes og for højt blodtryk, men også mennesker, der i forvejen led under nogle af regionens største dræbere – nemlig malaria, luftvejsinfektioner, mæslinger, kolera, hiv/aids, tuberkulose, fejlernæring og endda ebola. Det er de her mennesker, jeg er bekymret for, da vi stadig ikke ved, hvordan coronavirus reagerer med disse sygdomme.
Mange af disse sårbare grupper er i forvejen stigmatiserede i deres lokalsamfund. Min bekymring er, at hvis de bliver smittet med coronavirus, vil de mange myter og den megen misinformation betyde, at de bliver yderligere stigmatiserede, hvilket vil gøre deres liv endnu sværere.
Hvis du vil have, at mennesker skal vaske deres hænder med vand og sæbe, er du nødt til at give dem vand og sæbe.
David Walubila Mwinyi, Medical Data Supervisor i Læger uden GrænserSult gør intensivafdelinger til et fjernt problem
For at gøre situationen værre, så betyder de lukkede grænser, at det er meget svært at få ikke bare hverdagsvarer, men også humanitært personale og medicinsk udstyr til bekæmpelse af coronavirus frem. Medicinsk udstyr som f.eks. respiratorer er der desperat behov for. Der er kun omkring 40 respiratorer her i det sydlige Kivu, og de er alle sammen i hovedbyen Bukavu. De 40 respiratorer skal dække en befolkning på flere millioner. Det er bare ikke nok.
Man kunne spørge sig selv, hvorfor vi ikke allerede – før coronavirus ramte – havde overvejet at oprette intensivafdelinger? Fordi det ville have været en forkert prioritering, når mennesker her i DR Congo stadig dør af sult. Sult gør intensivafdelinger til lidt af et fjernt problem. Vi har ikke engang penge nok til at sikre, at befolkningen kan få nok at spise, så der er slet ikke penge nok til respiratorer.
Det er en af grundene til, at det er upassende at sammenligne sundhedssystemet her i DR Congo med det i Kina eller i vestlige lande. Selv når det drejer sig om forebyggelse, har vi et problem. Hvis du vil have, at mennesker skal vaske deres hænder med vand og sæbe, er du nødt til at give dem vand og sæbe. Virkeligheden her er, at de færreste har adgang til nogen af delene. Hvis de ikke har adgang til mad – hvorfor skulle de så have sæbe?
Vi er nødt til at lytte til befolkningen
Det er svært at forklare et samfund, der har handlet på en bestemt måde i generationer, at de skal ændre deres vaner for at undgå sundhedsproblemer. Social distance er ikke bare svær at forklare, men også svær at implementere. Folk her er vant til at give hinanden hånden, når de mødes – især med ældre. Hvis ikke man gør det, kan det opfattes som mangel på respekt. Noget, der går imod traditionerne, og som kan skabe problemer – især i landsamfund.
Der er en del skepsis i befolkningen. Mange mennesker spørger mig, hvor mange mennesker, der er døde af coronavirus her, sammenlignet med malaria, mæslinger eller diarré? Svaret giver tit yderligere forvirring, fordi virkeligheden er, at tallet umiddelbart er lille i forhold til andre velkendte sygdomme. Selv under ebola-udbruddet blev deres bevægelse ikke begrænset, og de blev ikke bedt om at holde afstand til andre eller om at gå med maske, sådan som det sker nu under coronavirus.
Vi er nødt til at fortsætte med at yde generel lægehjælp i hele landet, og vi er nødt til at have befolkningens tillid og samarbejde med dem for at komme igennem udbruddet. Vi er nødt til at inddrage befolkningen ved ikke bare at lytte til dem, men også ved at ansætte så mange som muligt for at sikre, at vi bidrager til lokalsamfundenes overordnede velstand.”
Læs mere
Danmarks Indsamling sikrer lægehjælp til børn i Mosul
Vaccine-hamstring: Det er usolidarisk, forlænger pandemien og skaber mutationer
Cæcilie i Syrien: Pandemien var så slem, at folk blev bange for hospitalet
Danmark booster, mens vacciner er en mangelvare i store dele af verden
Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret
Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”
