Vores læge i Afghanistan: Drengen havde et gabende skudhul i armen
I ugerne op til Talibans magtovertagelse i Afghanistan blev både syge og raske civile fanget i krydsilden af de voldsomme kampe. Her fortæller en af vores læger om en af sine voldsomme oplevelser på det traumecenter, vi i skyggen af kampene måtte indrette på vores kontor i byen Kunduz i den nordøstlige del af landet.
“Jeg husker tydeligt det syn, der mødte mig, da jeg forsigtigt rullede bandagen af den lille, stille drengs underarm. Der var mere hul, end der var væv tilbage.
Kort forinden var drengen sammen med sin far ankommet til det interimistiske traumecenter, som vi i slutningen af juli indrettede på vores kontor i Kunduz i Afghanistan, mens de heftige kampe mellem regeringstropper og Taliban rasede i byens gader.
Vi fik mange flere patienter ind end normalt – langt de fleste ofre for kamphandlingerne. Nogle var vi ude og hjælpe fri af murbrokkerne efter bombardementerne, der tit var så voldsomme, at vi måtte overnatte i vores beskyttelsesrum.
Først troede vi, at drengen var nogenlunde ok. Han havde en forbinding på armen, men han græd ikke og virkede i det hele taget rolig, så intensivsygeplejersken og jeg gjorde vores briefing af skadestuens personale færdig. Drengens fingre, der stak op fra forbindingen, var varme, og der lod til at være blodcirkulation. Jeg tog mig endda tid til at demonstrere over for personalet, hvordan man foretager en undersøgelse af en hånd med mulige nerveskader. Til min overraskelse havde drengen ingen som helst følelse i hånden, hvilket kan være tegn på, at alle nerver er revet over.
Et gabende hul i armen
Alle i personalegruppen fik et chok, da det gabende hul i drengens underarm kom til syne bag forbindingen. De lignede alle sammen nogle, der tænkte: Det havde jeg ikke set komme.
Det samme gjorde jeg.
Faren fortalte mig, at sønnen var blevet ramt af en vildfaren kugle, mens han løb og legede.
Det eneste, der var tilbage var mere eller mindre den arterie, der står for blodtilførslen til hånden. Nerverne var revet over allesammen. Fra et medicinsk synspunkt var det mest oplagt at amputere hånden, men vi blev enige med faren om at forsøge at redde den lille hånd.
Vi rensede det smadrede væv og satte et metalbeslag på armen, der kan stabilisere og holde knoglerne på plads, mens såret forhåbentlig heler.
Drengen var desværre langtfra det eneste skudoffer, vi fik ind i de dage. Vi fik mange patienter ind med alt fra skudsår til skader efter de uafbrudte bombardementer. Natholdet måtte ofte arbejde videre ind i dagtimerne, og så måtte vi skiftes til at tage en lur under nogle af operationerne. Alene mellem den 1. og 9. august behandlede vi 127 sårede, blandt andet 27 børn under 16 år.
Behandler patienter, mens hospitalet bliver bygget rundt om os
Den 16. august kunne vi lukke traumecenteret på kontoret i Kunduz og flytte alle patienterne til en ny midlertidig klinik på byens næsten færdige hospital, som har været under opførelse siden 2018.
Det er et stort fremskridt for os at kunne åbne hospitalet, som der har været hårdt brug for længe. Vi fortsætter med at behandle vores patienter, mens håndværkerne knokler videre for at få hospitalet helt færdigt. Og vi hjælper hinanden med at få det hele til at fungere bedst muligt. Det er helt fantastisk.
En anden fantastisk ting er, at den lille drengs hånd stadig sidder, hvor den skal. Selvfølgelig bliver den aldrig rigtigt god igen, men den er der. Drengen er stadig stille, og han er tydeligvis bange for, at det vil gøre ondt, når en af lægerne kommer hen til ham. Han har ikke smilet til nogen af os, men vi kan se ham smile til sin far.”
Læger uden Grænser i Afghanistan
Vi hjalp første gang i Afghanistan i 1980. I dag er vi ud over i Kunduz til stede i byerne Khost, Herat og Kandahar samt på Boost Hospital i byen Lashkar Gah. Vi driver blandt andet et fødselshospital i Khost, en klinik for under- og fejlernærede patienter i Herat og et behandlingsprogram for tuberkulosepatienter i Kandahar.
I Afghanistan er mange klinikker og hospitaler private og koster penge, som den i mange tilfælde fattige befolkning ikke har. Vi tilbyder gratis lægehjælp på vores klinikker, hospitaler og projekter. Efter magtskiftet er landets fremtid stadig uvis, og sundhedssystemet er alvorligt truet af det internationale stop for blandt andet medicinsk og humanitær bistand. Der er derfor fortsat hårdt brug for vores hjælp, og vi bliver, så længe der er brug for os.
I 2020 havde vi 130.500 konsultationer, hjalp ved 36.300 fødsler, foretog 6.900 operationer og behandlede 2.560 børn for under- eller fejlernæring.
Børnelægen Hanna hjælper underernærede børn i Afghanistan
Mange afghanere har mistet alt i jordskælvene
Afghanistan: Vi hjælper sårede efter jordskælv
Billedserie: Afghanske kvinder får sundhedshjælp på vores nye centre
“På fødegangen kan man høre kvinder græde, når de får en pige”
Afghanistan: Flere kvinder og børn vil dø
