“På fødegangen kan man høre kvinder græde, når de får en pige”

I knap to måneder arbejdede vores gynækolog Selamawit på vores mor-barn-hospital i Khost, Afghanistan. På hospitalet tager vi imod gravide og håndterer alle komplikationer i forbindelse med fødsel og graviditet. Her fortæller Selamawit om de kvinder, hun mødte.

”En nat blev jeg tilkaldt for at hjælpe en patient, hvor moderkagen ikke ville slippe livmoderen. Hun var i en kritisk tilstand.

Da jeg kom ind på operationsstuen, havde hun mistet over 3 liter blod. Jeg valgte at bruge en bakri-ballon – en næsten magisk opfindelse – som trykker på indersiden af livmoderen og får blødningen til at standse.

Målet var at vinde tid for at give blod og stabilisere kvinden, som nu havde blødt 4 liter.

Planen var derefter sammen med kirurgen at fjerne livmoderen, da moderkagen var fastvokset. Desværre blev det ikke til noget.

Kvinden havde allerede fire børn, en af dem en søn. Mistede hun livmoderen, ville hun ikke kunne få flere børn og dermed heller ikke en søn mere.

Familien valgte derfor at gå mod vores anbefalinger, selvom vi fortalte om risikoen for blødninger, blodforgiftning og ved at udskrive sig selv. Jeg har ikke hørt fra dem siden.

Når vi skulle træffe beslutning om kejsersnit, kirurgiske indgreb eller at afbryde en graviditet på grund af misdannelse, kom de tydeligste tegn på, at en kvinde ikke bestemmer over sin egen krop. Alle disse beslutninger skal godkendes gennem en underskrift fra kvindens mand eller et andet mandligt familiemedlem, før vi får lov til at udføre et indgreb. Selv i en akut situation. Heldigvis følger familien oftest vores anbefalinger i modsætning til kvinden med den fastvoksede moderkage.

For mig føltes det næsten som et oprør, når en kvinde blev lykkelig over at få en pige mere

Gynækolog Selamawit

Teen hjalp mig med at forstå

En måned efter jeg valgte at blive udsendt for Læger uden Grænser, kom nyheden om, at kvinder i Afghanistan ikke længere må arbejde for nogle humanitære organisationer . Det skete efter, at piger og kvinder fik forbud mod at gå i skole og på universitetet.

Venner og familie skrev og spurgte, om det påvirkede min rejse. Men Læger uden Grænser kan fortsætte arbejdet indtil videre. Det er kun det kvindelige personale, der hjælper under de tusindvis af fødsler i Khost.

Når der var roligt på hospitalet, var det vigtigt for mig ikke at gå glip af formiddags- eller eftermiddags-te. For det  var under de stunder, at jeg forstod, at selvom arbejdet på hospitalet ikke påvirkes af de nye restriktioner, så påvirker det livet derhjemme. Et liv, som allerede inden var svært for kvinder.

En sorg at få en pige

På fødegangen hørte man indimellem en kvinde græde. Når man spurgte hvorfor, lød svaret, at det var, fordi hun havde fået en pige. Helt anderledes var glæden, når en kvinde fik født trillinger, og de alle var drenge.

Det gør ondt. Samtidig forstår jeg kvindernes sorg og glæde. De ved jo, hvordan den verden ser ud, som deres børn fødes ind i.

Så for mig føltes det næsten som et oprør, når en kvinde blev lykkelig over at få en pige mere.

Kvindernes skjulte verden i Afghanistan

Siden projektet startede for ti år siden, har kvinder og mænd været adskilt på hospitalet. Det er ikke nogen ny regel – det er for at respektere de lokale traditioner. Det kan virke ineffektivt, men resultatet er, at man i Khost får indblik i en kvindeverden, som tillader samtale, ofte stærke personligheder, farver og en forkærlighed for at udsmykke sig. Det ser man ikke ellers, da det ellers foregår i det skjulte.

Som udenlandsk personale på et hospital drevet af Læger uden Grænser påvirkes jeg ikke så meget af at være kvinde i Afghanistan. Derimod er mit job og køn en vej ind i en verden, som ellers er skjult for omverdenen, og det er jeg taknemlig for.”