En sygeplejerske fra Læger uden Grænser tilser en nyfødt på vores hospital i Khost.
© Andrea Bruce/Noor Images
Afghanistan er et af de farligste lande at føde i, og landet har i mange år kæmpet for at komme ud af den kedelige statistik. Læger uden Grænser gør en særlig indsats mod mødre dødeligheden på verdensplan, men cirka hver 4. af alle assisterede fødsler foregår i Afghanistan. © Andrea Bruce/Noor

Afghanistan

Krigen i Afghanistan har haft store konsekvenser for de civile afghanere. Adgangen til sundhedspleje er meget begrænset, og Afghanistan er et af de farligste steder i verden at være gravid. Nødhjælpsorganisationer risikerer også at blive et mål i Afghanistan. Det oplevede vi på tragisk vis i 2015, hvor vores hospital i Kunduz blev bombet.

Den humanitære situation i Afghanistan er forstemmende efter 40 års mere eller mindre konstant krig. Bare over de sidste 20 års kampe er mange tusinder af civile afghanere blevet dræbt, såret eller fordrevet. Fattigdommen er steget. Adgangen til lægehjælp er kun blevet mere og mere forringet.

Det er både farligt at bevæge sig rundt udenfor, der kan være langt til den nærmeste klinik, men det kan også være for dyrt for almindelige afghanere at købe sig til lægehjælp på private klinikker.

Derfor er vi til stede i Afghanistan – og har været det siden 1980.

Hvorfor arbejder vi i Afghanistan?

  • Væbnet konflikt
  • Mangel på sundhedshjælp

Hvorfor har Afghanistan brug for hjælp?

Kampene startede for tre måneder siden. Min søn var 12 år gammel. Han gik uden for huset og blev skudt. Vi kunne ikke komme frem til hospitalet på grund af kampene. Han blødte meget. Til sidst fik politiet os frem til hospitalet i deres bil, men det var for sent. Han døde.

Forældreren fortalte os om sønnens tragiske død på vores Boost Hospital i Lashkar Gah i Helmand-provinsen.

Historier som den ovenstående er desværre hverdagskost i Afghanistan. Vores patienter fortæller om sønner, døtre og børnebørn, som de desperat forsøgte at skaffe lægehjælp til. Men da de endelig nåede frem til et hospital, var det for sent.

Efter mere end et årti med international bistand og investeringer i Afghanistan er adgangen til grundlæggende og akut lægehjælp fortsat meget begrænset – især i fjerntliggende områder – og sundhedssystemet i Afghanistan kan slet ikke følge med behovene.

Selvom antallet af klinikker og hospitaler i Afghanistan er steget betydeligt igennem det seneste årti, er der stadig få velfungerende sundhedsklinikker, hvor det er muligt for befolkningen at få adgang til en behandling, der er til at betale.

For de fleste afghanere er private klinikker for dyre, og mange offentlige hospitaler i Afghanistan er underbemandede og overbebyrdede.

I landområderne fungerer mange af sundhedsklinikkerne ikke, fordi kvalificeret sundhedspersonale har forladt de usikre områder, og forsyningen af lægemidler og medicinsk udstyr er enten uregelmæssig eller ikke-eksisterende.

Morten Vadgaard var i 2014 og 2015 udsendt til Afghanistan som leder af den tekniske afdeling, der sørger for at opbygge og vedligeholde hospitaler. Her fortæller han blandt andet om, hvordan det var at arbejde i landet:.

Rejsen til sundhedsklinikkerne er også lang og usikker for de civile på grund af krigen i Afghanistan.

Mænd, kvinder og børn frygter landminer, vejspærringer, checkpoints, chikane og krydsild, når de forsøger at nå frem til et velfungerende hospital eller en sundhedsklinik.

Vi hjalp en kvinde, der skulle føde, men hun græd meget. Hun fortalte, at hendes svigerinde, der også var gravid, var begyndt at bløde natten før. Men fordi der blev kæmpet udenfor, kunne de ikke forlade huset. Da kampene endelig stoppede, og de havde fundet en bil, var svigerinden blødt til døde. Vores patient fik veer af frygt, sagde hun. Hendes mand bragte hende til vores hospital, men måtte tage hjem igen med det samme for at hjælpe sin bror med begravelsen.

En af vores ansatte på Boost Hospital i Lashkar Gah, Helmand.

Afghanistan regnes også for at være et af de lande i verden, hvor det er farligst for kvinder at føde deres børn.

Det høje dødstal for gravide i Afghanistan skyldes mangel på uddannede kvindelige jordemødre, der kan hjælpe igennem både graviditeten og selve fødslen.

Nødhjælp angribes i Afghanistan

Krigens love (Genève-konventionerne) har som mål at beskytte civile og hospitaler mod angreb under en væbnet konflikt som den i Afghanistan.

Men vi har ulykkeligvis været vidne til, at patienter, læger og hospitaler bliver et mål under krige  – ikke blot i det uroplagede Afghanistan, men flere steder i verden, hvor vi er til stede.

Det har store konsekvenser for civilbefolkningen og patienterne. Hver gang et hospital bliver bombet, mister tusindvis af mennesker i nød adgangen til livsvigtig lægehjælp.

Her forklarer vores direktør Jesper Brix, hvorfor medicinsk personale og nødhjælp må og skal respekteres i konfliktzoner som Afghanistan.

Patienter brændte ihjel i deres senge

Den 3. oktober 2015 er en dato, vi aldrig glemmer. Det er det mest ekstreme eksempel, vi har set på manglende respekt for krigens regler i konfliktzoner.

Midt om natten bombede USA’s militær vores traumecenter i provinshovedstaden Kunduz i Afghanistan i omkring en time.

Hårdt sårede patienter brændte ihjel i deres senge, og flere blev dræbt af skud og granatsplinter, da de forsøgte at søge i sikkerhed for luftangrebet.

42 mennesker mistede livet under bombardementet – heriblandt 14 af vores ansatte, 24 patienter og fire pårørende.

Angrebet kostede ikke blot en masse menneskelige ofre. Tusindvis af mennesker i Kunduz og de nærliggende afghanske provinser mistede dermed adgangen til at blive behandlet på det eneste traumecenter i det nordøstlige Afghanistan.

Alle stridende parter under krigen i Afghanistan var løbende informeret om hospitalets GPS-koordinator, hvilket er en fast procedure fra vores side i konfliktzoner – netop for at undgå angreb som dette.

USA har selv undersøgt forløbet omkring angrebet og konkluderet, at det var en række menneskelige og tekniske fejl, der førte til bombardementet af vores hospital i Afghanistan. Men vi er langt fra tilfreds med denne undersøgelse.

Vi ser desværre i stigende grad, at angreb på hospitaler og klinikker bliver bagatelliseret og stemplet som ”misforståelser” eller ”fejl”.

Derfor kræver vi fortsat en uafhængig og upartisk undersøgelse af IHFFC – International Humanitarian Fact-Finding Commission – i Schweiz.

Vi vil være sikre på, at det fremadrettet er sikkert for vores ansatte at behandle patienter i konfliktzoner som Afghanistan.

Faizullah var på arbejde natten til den 3. oktober 2015, da hospitalet i Afghanistan blev angrebet af et amerikansk bombefly. Han mistede sin nære ven og kollega i flammerne. Se hans øjenvidneberetning fra ruinerne i Kunduz:.

Sådan hjælper vi i Afghanistan

Vi har arbejdet i Afghanistan i 40 år, og med flere end 2.500 ansatte er det et af vores største projektlande på verdensplan, hvis man ser på antallet af medarbejdere.

Vi fokuserer på at hjælpe befolkningen med at få bedre adgang til gratis sundhedspleje af høj kvalitet i nogle af de mest konfliktramte områder – for eksempel i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

Hvad gør Læger uden Grænser, når det pludselig vælter ind med et stort antal sårede på et af vores hospitaler i eksempelvis Afghanistan? Se vores video her.

Da mødredødeligheden er høj i Afghanistan har vi særligt fokus på mødre og børn. Vi hjælper gravide til en sikker fødsel, tager os af for tidligt fødte børn og behandler og screener patienter for underernæring.

Vi driver og støtter flere hospitaler og sundhedsklinikker i Afghanistan, og vores mobile klinikker kører ud og behandler patienter i landområderne.

Så mange hjælper vi i Afghanistan (2020)

  • 130.500 konsultationer
  • 36.300 fødsler
  • 6.990 operationer
  • 2.560 under- eller fejlernærede børn

Tre patienter vi har reddet i Afghanistan

Syvårige Tamim brækkede benet, da han faldt ned fra et tag. Han modtog behandling på vores traumecenter i Kunduz, før hospitalet blev bombet i 2015.

Hvor ligger Afghanistan?

Afghanistan ligger i Centralasien og grænser op til Pakistan mod syd og øst, Iran mod vest, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan mod nord og Kina i det fjerneste nordøst.