MSF/Tom Casey

Kampe i Afghanistan: Vi behandler patienter, mens granaterne falder

11. august 2021

Lyden af faldende granater runger omkring vores folk i Helmand. De fortsætter med at behandle sårede, mens kampene tager til i intensitet, og frontlinjen konstant flytter sig. Vi tilpasser vores indsats i Afghanistan, så vi kan blive ved med at hjælpe, men udfordringen er enorm. Syge tør ikke søge hjælp, hundredetusinder er sendt på flugt, og senest faldt en raket over et af vores hospitaler.

Mandag den 9. august ramte en raket vores hospital i Lashkar Gah i Afghanistans Helmand-provins og eksploderede lige uden for skadestuen. Heldigvis var der ingen dræbte, men situationen i området bliver mere og mere anspændt.

Siden det blev meldt ud, at de amerikanske og NATO’s tropper ville blive trukket ud af Afghanistan, er kampene mellem det afghanske militær og Taliban blevet mere og mere voldsomme og har spredt sig, så de blusser op forskellige steder i landet. Både civile og vores sundhedspersonale bliver fanget i krydsilden.

”Situationen i landet er spidset så meget til, at hospitaler i byer som Lashkar Gah og Kunduz nu er lige på frontlinjen,” siger Laura Bourjolly, der leder en del af vores humanitære arbejde i Afghanistan.

Skadestue i orkanens øje

Normalt behandler vi kun sjældent traumer som skudsår og eksplosionsskader på Boost Hospital i Lashkar Gah, men i den sidste tid er det blevet hverdagskost i takt med, at kampene har omsluttet byen. Det lokale traumecenter kan ikke følge med og sender derfor patienter til os. 482 krigsskadede patienter er blevet behandlet på hospitalet siden maj måned – næsten alle for skader efter skud eller granatnedslag. Godt en fjerdedel af disse var under 18 år.

I sidste uge behandlede vi 20 krigsskadede patienter på bare en enkelt dag.

Vores koordinator i Lashkar Gah, Sarah Leahy, fortæller, at nogle af vores folk nu overnatter på hospitalet for at kunne rykke hurtigt, når de sårede skal behandles. Larmen fra raketnedslag, helikoptere og skudsalver gør det svært at sove, men vores personale fortsætter hjælpeindsatsen midt i orkanens øje.

“Situationen har været frygtelig i de seneste måneder, men nu er den faktisk blevet endnu værre. Vores medarbejdere er en del af lokalsamfundet, men er – som så mange andre – bekymrede over at forlade deres hjem. Det er simpelthen for farligt. Nogle overnatter på hospitalet. Både fordi det er sikrere, og fordi de så har mulighed for at behandle vores patienter,” fortæller Sarah Leahy.

Syge tør ikke søge hjælp

Samtidig er mange af vores patienter bange for at vove sig ud på turen til hospitalet, forklarer en af vores læger fra hospitalets intensivafdeling.

“Vi har flere patienter, der er blevet fanget i krydsilden. Folk har fået en kugle i skulderen eller benet på vej til hospitalet,” fortæller vores læge og tilføjer, at mennesker risikerer at dø af noget, de kunne have været behandlet for, fordi de ikke tør komme på hospitalet med almindelige sygdomme. Og så endda i et land med et sundhedssystem, der i forvejen er i knæ efter års krig og konflikt.

“Konflikten får befolkningen til at tænke sig om 10 gange, før de beslutter, om de tør tage turen til hospitalet. De udsætter det, indtil de ikke kan vente mere – indtil deres familiemedlem ikke har åbnet øjnene i to eller tre dage, trækker vejret overfladisk eller har mistet bevidstheden. Fra et lægeligt synspunkt er det ved at være for sent,” fortæller vores læge videre.

Når befolkningen endelig frem til lægehjælpen, er det kun en løsning på det akutte problem. Konflikten har langsigtede konsekvenser. Som en patient med kugler i begge arme forklarede:

”Hele min familie er afhængig af mig, men jeg er bange for, at jeg ikke kan arbejde længere på grund af mine skader. Det bliver meget svært for mig at brødføde min familie.”

Opererede granatskader på kontor

Mennesker holder ikke op med at have behov for hjælp til medicinske nødsituationer, graviditeter og kroniske sygdomme, bare fordi der er krig. Vi kan se, at antallet af patienter i vores skadestuer, klinikker og COVID-19-behandlingscentre falder, når kampene optrappes.

”Vi havde kun én gravid kvinde på hospitalet, men dagen efter stilnede kampene lidt af, og så nåede 10 gravide kvinder frem til os. Så vi ved, at behovet for hjælp er derude. Vi er virkelig bekymrede for, at kvinder er nødt til at føde derhjemme uden at kunne få hjælp, hvis der er komplikationer,” siger Sarah Leahy.

Det er ikke kun i Lashkar Gah, at kampene holder patienterne hjemme. I Kunduz behandler vi smittede med tuberkulose, hvor patienterne regelmæssigt skulle dukke op på klinikken. Men her kunne vi sørge for blandt andet at give dem nok medicin til, at de kan klare sig et stykke tid derhjemme.

Men hvordan fremtiden ser ud er uvis. Da kampene sidst i juli tog til, omdannede vi vores kontorer i byen til en traumeenhed, hvor vi kunne behandle skader fra skud, eksplosioner og granatsplinter. Mellem den 1. og 9. august behandlede vi 127 sårede, blandt andet 27 børn under 16 år.

Behandler små børn og skaffer rent vand til fordrevne

Frontlinjen flytter sig hele tiden, og nye kampe blusser op rundt om i landet. Vi forsøger at følge den omskiftelige situation, så vi kan tilpasse vores indsats og fortsætte med at hjælpe befolkningen.

Kampene har sendt hundredtusinder på flugt fra deres hjem. Nogle har søgt tilflugt i byerne, andre i afsidesliggende landområder, hvor der er begrænset adgang til mad, husly og lægehjælp. I Kunduz oprettede vi i juli en klinik for fordrevne kvinder og børn og begyndte at skaffe rent vand til de flygtende. Vi behandlede omkring 300 mennesker om dagen, og i begyndelsen af august overdrog vi klinikken til en anden organisation, så vi kunne fokusere på at behandle traumeskader.

I Kandahar ligger lejren Haji, hvor omkring 5.000 fordrevne mennesker har samlet sig. Her har vi stablet en midlertidig klinik for børn under 5 år på benene. Vi har også sørget for at skaffe de fordrevne adgang til vand, brusebade og toiletter. Indtil i sidste uge havde vi behandlet flere end 170 børn, primært for luftvejsinfektioner, diarré og blodmangel.

Situationen ændrer sig fra det ene øjeblik til det andet, men her er mennesker, der har behov for hjælp. Så vi fortsætter, mens granaterne falder omkring os.

Læger uden Grænser i Afghanistan

Vi hjalp første gang i Afghanistan i 1980. I dag er vi til stede i byerne Khost, Kunduz, Herat og Kandahar samt på Boost Hospital i byen Lashkar Gah. Vi driver blandt andet et fødselshospital i Khost, en klinik for under- og fejlernærede patienter i Herat og et behandlingsprogram for tuberkulosepatienter i Kandahar.

På Boost Hospital er der blandt andet en skadestue, et kirurgisk afsnit, et afsnit for patienter, der kræver indlæggelse, en fødegang, en neonatal afdeling, et afsnit for indlagte børn og et radiologisk afsnit.

I 2020 lavede vi i Afghanistan 130.500 konsultationer, hjalp ved 36.300 fødsler, lavede 6.900 operationer og behandlede 2.560 børn for under- eller fejlernæring.